Skip to main content


AGF – FC Midtjylland optakt: Nu er det endelig Næst’ År!


| Jonas Roulund |

Så skal vi til det igen! Superligabolden ruller på ny, og AGF får æren af at indlede sæsonen 2024/2025 med et hjemmebanebrag mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland. Skal sommerformen pudses af? Hvad skal vi forvente af de nye spillere? Her er sæsonens første optakt.

Kampfakta: AGF – FC Midtjylland

Spilletidspunkt: Fredag den 19. juli klokken 18:00.

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.

Dommer: Morten Krogh (Linjedommere: Steffen Beck Bramsen og Daniel Cortzen).

VAR dommer: Sandi Putros (AVAR: Danny Kolding).

Følg kampen her: TV2 Sport og TV 2 PLAY.

Hashtags: #agffcm #sldk #ultratwitteragf #ksdh

“Vi ligger nummer 1” – i hvert fald hvis man kigger på Superligatabellen LIGE nu – og det er jo meget fedt, men om De Hviie også kan skrabe nok mål og point sammen til, at tilfældet er det samme efter 1. spillerunde, er måske en anelse usandsynligt. Dog kan vi glæde os over, at det nu er Næst’ år – drømmen om pokaler og metal lever på ny, og eventyret starter fredag aften på et forhåbentligt velbesøgt, nedrivningspræget Ceres Park.

Samlet for Aarhus pryder Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes kampe

For anden gang inden for de seneste ti år mødes De Hviie med fusionsklubben fra Herning i en åbningskamp. Senest skete det i 2018, hvor resultatet blev 0-0.

Der er dog spillet mange andre kampe mellem de jyske mandskaber – senest i en forlænget testkamp forleden, hvor mestrene trak det længste strå – 4-0 – i en kamp, der dog var meget jævnbyrdig, indtil reserverne kom på banen.

Ellers fortæller statistikken en lidt træls Aarhus-historie, da de seneste fem indbyrdes kampe er sluttet med fire midtjyske sejre og en enkelt uafgjort.

Seneste hviie hjemmesejr ligger tilbage i 2021, hvor det blev 3-0 i november måned.

Drama er der til gengæld ofte, når de to hold mødes, og for mange står februar-kampen nok stadig alt for tydeligt frem – her lykkedes det FCM at tage tre point til trods for at spille to mand i undertal.

I alt er der spillet 61 Superligakampe mellem AGF og FCM, hvoraf 22 sejre er gået til De Hviie, 30 til Ulvene og ni er sluttet uafgjort. Lad os da bare få lidt bedre balance i regnskabet på fredag.

Status på AGF

Med testkampene veloverstået står De Hviie nu klar til endnu en sæson, hvor pokaltitel og en top tre-placering ville gøre de fleste hviie fans godt tilfredse.

Drømmen blev senest knust i maj, men med et par opløftende præstationer mod FCK og Brøndby i de sidste to kampe af seneste sæson, er håbet, at man kan bygge på og igen kæmpe med om de sjove placeringer i dansk fodbold.

Testkampene er forløbet uden de store overraskelser, men man har konsekvent spillet med to angribere, og så er Gyamfi, Dalgaard, Halsgaard, Wahlstedt og Haugen tilføjet truppen i forhold til seneste sæson.

Richmond Gyamfi præsenteres som ny AGF-spiller.
Foto: AGF.dk

Ud fra opstartens kampe og træninger må vi dog nok konkludere, at vi igen skal sætte vores lid til de velkendte kerneværdier: Dødboldene, fysik og intensitet. De Hviie scorede flest mål af alle på hovedstød i seneste sæson – 11 scoringer, så lad da bare de dyder fortsætte mod et midtjysk mandskab, som ofte er gået med på den fysiske galej, når de to hold er mødtes.

På skadeslisten er folk begyndt at være klar på ny, men de største stjerner – Mølgaard og Yakob mangler fortsat, ligesom Anker døjer med rygproblemer.

Som en sidebemærkning skal det siges, at AGF siden sæsonen 19/20 kun er overgået af FCK og FCM i antallet af medaljer, så måske har man noget at have håbet i til den kommende sæson.

Status på FC Midtjylland

De forsvarende danske mestre går ind til sæsonen som en af to storfavoritter til at vinde guld, og den rolle indtager de blandt andet grundet deres ageren på transfermarkedet.

Med tilgange af Ousmane Diao, Pedro Bravo, Denil Castillo, Adam Buksa, Kristoffer Askildsen og Olie Ejeheri, ser truppen endnu en gang konkurrencedygtig ud, og testkampene er da også forløbet med fine præstationer – heriblandt en sejr over AGF og en 4-2 sejr over Schalke 04.

Både Cho og Buksa har ikke været med på holdets træningslejr – sydkoreaneren grundt knæproblemer – sidstnævnte grundet en vis EM-slutrunde for Polen. Dette holder med stor sandsynlighed dem ude til sæsonpremieren.

Thomas Thomasberg forbereder med stor sandsynlighed sit mandskab på en fysisk hård fight, fyldt med dueller, hvor midtjyderne dog må forventes at tage mest initiativ og ejerskab over bolden.

Mikael Anderson med bolden mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

Dem skal vi holde øje med

AGF: Her vil de fleste nok gerne have set Richmond Gyamfis navn, men ud fra træningerne på Fredensvang ligner det, at det 19-årige nyindkøb langsom sluses ind i truppen, og den kreative offensivspiller er med stor sandsynlighed kun med i en jokerrolle fredag aften.

Derfor er det igen AGF-defensiven, der skal holdes øje med – står den lige så stærkt som tidligere? Og kan Tingager få headet kuglen i kassen i den modsatte ende på en dødbold? Her ligger i hvert fald en nøgle til point i åbningskampen.

Frederik Tingager med bolden på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

FC Midtjylland: Med Chos knæskade har AGF en trussel mindre at forholde sig til, men så er en mand som Aral Simsir til gengæld værd at holde øje med. Den kreative dribler kan dirke enhver Superligadefensiv op med sine skarpe driblinger og afleveringer – omvendt kan han også forsvinde ud af kampene, når modstanderne får dæmmet ham op, så det bliver en vigtig opgave for Röslers tropper.

Skader og karantæner

Skader:

AGF: Kevin Yakob, Tobias Mølgaard, Tobias Anker, Mikkel Duelund.

FC Midtjylland: Gue-sung Cho, Adam Buksa.

Karantæner:

AGF: Ingen.

FC Midtjylland: Ingen.

Bud på startopstillinger:

AGF (3-5-2): Hansen – Dalsgaard, Tingager, Jensen-Abbew – Beijmo, Madsen, Poulsen, Anderson, Links – Bech, Mortensen.

FC Midtjylland (4-4-2): Olafsson – Andersson, Diao, Bech, Paulinho – Sørensen, Castillo, Askildsen, Simsir – Franculino, Brynhildsen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle