
AGF – FC Midtjylland: Spillerstatistikker og kåring af kampens spiller
Sæsonen blev åbnet med en uafgjort affære mod de forsvarende mestre, som blev presset godt i bund i 1. halvleg af et energisk GF-mandskab. Her er spillerkommentarer og kåring af kampens spiller.
Det blev til et enkelt point til De Hviie, men man sad med følelsen af, at det snildt kunne været blevet til tre, da FCM besøgte Ceres Park fredag aften.
De Hviie dominerede nemlig 1. halvleg og havde med lidt mere held og skarphed kunnet gå til pause med en stor føring. I stedet fik midtjyderne hurtigt udlignet efter pause og så fadede energien og intensiteten langsomt ud.
I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans er der som altid stemt om kampens spiller, og denne gang løber Gift Links med den fornemme titel. Sydafrikaneren fik hele 66 % af stemmerne. På 2. pladsen finder vi Mads Emil Madsen (16 %), mens debutanten Henrik Dalsgaard napper tredjepladsen med 4 % af stemmerne.

Iøjnefaldende spillerpræstationer
Med en xG på 2,76 til AGF mod FC Midtjyllands 1,56 viser tallene, at De Hviie burde have fået mere ud af chancerne i første halvleg. Men nu blev det jo blot til ét enkelt point – statistikkerne kan dog alligevel anvendes til at danne et helhedsbillede af holdenes og spillernes præstationer, så lad os dykke ned i de mest iøjnefaldende her.
Gift Links fik 72 minutter på banen i sæsonpremieren, og hvert et minut blev brugt fornuftigt. Den 170 centimeter høje kantspiller nåede at få en enkelt afslutning, have tre berøringer i modstandernes felt og så leverede han 17 vellykkede afleveringer på 20 forsøg i kampens løb. Han var desuden indblandet i tre målchancer og fik sendt fem vellykkede indlæg ind til en medspiller på 11 forsøg. Alt i alt en energisk og positiv indsats fra Links, der fortsætter takterne fra foråret.
Mads Emil Madsen fik fuld tid mod FC Midtjylland, og midtbanespilleren virker til at have gavn af systemændringen til 3-5-2. Han fik afsluttet en enkelt gang og havde tre berøringer i modstandernes felt, hvilket kun er overgået af Tobias Bech, Adam Buksa, Felix Beijmo og Franculino. På afleveringsfronten ser tallene også godt ud. Det blev til 35 vellykkede pasninger ud af 41 forsøg, og midtbanespilleren var indblandet i fire målchancer. I defensiven fik han også markeret sig med fem bolderobringer.
Henrik Dalsgaard fik også fuld tid i fredagens sæsonåbner, og det gjorde han med stor autoritet. En solid lederfigur bagtil med 13 defensive aktioner, syv clearinger og to vellykkede tacklinger. Dalsgaard fik også sat mange fine ting op med bolden, og det blev til 35 vellykkede afleveringer ud af 43 forsøg. Seks af dem var på den sidste tredjedel af banen. Dalsgaard fik i dén grad vist, at vi kan være trygge ved ham i bagkæden.
Den knapt så iøjnefaldende
Selvom holdet generelt leverede flot præstation i sæsonåbneren, så var der også lidt malurt i bægeret.
Tobias Bech boltrede sig i angrebet, men hans legekammerat – Patrick Mortensen – var til gengæld temmelig usynlig gennem hele opgøret. Mortensen fik fuld tid og var som altid garant for at hjælpe holdet med sine lederegenskaber. Spørgsmålet er så, om det opvejer for, at han ikke rigtigt nåede frem til nogen chancer – og endda brændte et straffespark undervejs. Han havde to skud på mål i løbet af kampen, men havde også blot to boldberøringer i midtjydernes felt. Han tabte størstedelen af sine dueller, fik tildelt et enkelt frispark, men begik fem og havde tre vellykkede afleveringer på banens sidste tredjedel. Mortensens rolle er meget mere end at score mål, men forhåbentligt kan han komme i flere farlige situationer i de kommende kampe, end tilfældet var i fredags.

Statistikker er hentet fra FotMob.com.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene