Skip to main content


AGF – FC København optakt: En bjørneindsats er krævet i løvens hule


| Emilie Spring |

Søndag aften skal vores spillere i hvidt endnu en gang i kamp om tre point, når de gæster FCK i Parken. Efter det uafgjorte resultat i Farum, skal AGF forsøge at fortsætte den ubesejrede stime, mens FCK går ind til kampen med både et nederlag i Viborg og et flot uafgjort opgør i Bayern München i baghovedet.

Kampfakta: AGF vs. FC København

Spilletidspunkt: Søndag den 3. december kl. 18.00

Spillested: Parken, Per Henriks Lings Alle 2, 2100 København Ø.

Dommer: Sandi Putros (Linjedommere: Jesper Dahl og Heine Bonne Sørensen).

VAR dommer: Jonas Hansen (AVAR: Daniel R. Krogstrup).

Følg kampen her: Twitter: @AGFFodbold samt på TV 3+

Hashtag: #fckagf #sldk #ksdh #ultratwitteragf

AGF var få minutter fra sejren, da FCK udlignede i det seneste opgør mellem de to mandskaber, som også blev starten på den ubesejrede stime, der forhåbentlig fortsætter i Parken.

FCK sluttede Bayern Münchens vilde statistik med 17 sejre i træk i Champions League gruppespillet, men tabte også 2-1 til Viborg FF i seneste Superligarunde – der er dermed lagt i kakkelovnen til en spændende fodboldkamp, når de to mandskaber tørner sammen på søndag.

Pt. topper FCK Superligaen med 33 point, mens AGF ligger på sjettepladsen med 25 point. Men det er tæt i toppen, så hvert et point tæller i jagten på top-6 og medaljer.

Indbyrdes kampe

Det var en af de kolde oktober-aftener, da FCK og AGF tørnede sammen sidst. Her blev slaget udkæmpet på Ceres Park, men de 15.000 fremmødte måtte vente længe på målene.

I 71′ blev Tobias Bech skiftet ud til fordel for Janni Serra, som efter blot to minutter og et løb i dybden kunne sparke bolden i nettet.

Det lignede længe en sejr til De Hviie, og stemningen på lægterne var helt i top. Desværre vågnede løverne op efter tyskerens scoring, og i kampens døende minutter kunne Rasmus Falk tordne bolden ind bag Jesper Hansen, og således endte vi med en deler.

Sidst AGF kunne tage tre point med fra en kamp mod københavnerne var 19. juli 2020 – her vandt vi  4-2 i Parken, og lad os så gentage den succes på søndag.

I alle indbyrdes kampe mellem AGF og FCK er det blevet til 43 FCK-sejre, 26 uafgjorte og 18 sejre til De Hviie. Ingen tvivl om, at der kræves en bjørneindsats, hvis der skal point med hjem fra hovedstaden.

Status på AGF

I søndags spillede AGF en fin kamp i Farum, som dog endte uden de store højdepunkter og mål.

Alligevel er det værd at bide mærke i de pragtpræstationer, Tobias Mølgaard og Jesper Hansen leverede – vores allesammens nummer 1 blev da også kåret til MOTM af KSDH.dk’s læsere efter kampen. Opgøret blev tilføjet stimen af ubesejrede kampe, som nu er på seks – og gerne syv, når kampen i Parken fløjtes af på søndag.

Kåringen og spillerkaraktererne fra FCN-AGF afspejler uden tvivl de stærke præstationer, man ser i forsvaret, som også er AGF’s fundament – men alligevel er det værd at bide mærke i de ni mål, vi har scoret i vores seneste syv kampe.

Det går altså markant bedre med målscoringerne end tidligere på sæsonen. Til sammenligning har FCK scoret 11 i deres seneste syv Superliga-opgør.

Knudsen har overfor KSDH.dk meldt sig klar til opgøret efter det slag, som han pådrog sig i kampen mod FCN. Madsen er ligeledes disponibel, og det lysner dermed på skadsfronten, hvor Anderson og Peacock-Farrell dog fortsat forventes ude.

Knudsen stråler er glæde, da han klapper af AGF-fans efter 1-0 sejren over Lyngby d. 27. august 2023
Foto: Matti Kronborg

Status på FC København

FC København havde en træls dag på kontoret, da de i seneste Superligarunde rejste fra Viborg med et nederlag i bagagen. Til gengæld rejse man sig med manér mod mægte Bayern München i midtugen – Bayern München var ubesejret i de seneste 38 kampe, og på hjemmebane havde de hentet 85 ud af 87 point i turneringen. Ingen af holdene formåede at få netmaskerne til at blafre, og det ene point, FCK har taget med hjem til hovedstaden, må uden tvivl betragtes som en stor succes for klubben.

I den hjemlige liga har københavnerne åbnet døren på klem for de øvrige titelasprianter, hvor FCM er á point med FCK, mens BIF også spiller med helt i toppen.

Det er med andre ord et sejrssultent og selvtillidsfyldt mandskab, som AGF møder søndag aften, og uanset om københavnerne stiller med første- eller andetvalget på de forskellige positioner, er det en stærk modstander, der venter.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Tobias Bech har fået en dejlig vane med at være målfarlig – faktisk er han blot én pind bag vores topscorer, Patrick Mortensen.

Senest mod FCN havde han et ordentligt frisparks-drøn, der var utroligt tæt på at sejle ind på den rigtige side af stregen, og generelt viser han gode takter på toppen.

Desuden har han hakket flere mål ind for U21-landsholdet i landsholdspausen – lad os håbe, at tendensen fortsætter.

Derudover er endnu en jætteindsats selvfølgelig krævet af defensiven med Tingager-Mølgaard-Beijmo.

Tobias Bech jubler efter en scoring på hjemmebane.
Foto: Kronborgfotos

Desuden bliver det spændende at se, hvilken version af Gift Links der har sat sig i spillerbussen mod hovedstaden. Man kan kun håbe, at det er den samme Gift, som brillierede mod Viborg FF på Ceres Park i starten af november, hvor han bidrog med farlige løb, mange gode indlæg og en assist.

Det var ikke just dét, vi så i Farum, og siden der plejer at være brug for alle kræfter mod Superligaens nummer ét, kan vi kun håbe, at Links finder sine mange kvaliteter frem i søndagens opgør.

FCK:

Rasmus Falk har været en vigtig – hvis ikke den vigtigste – spiller for FC København i de seneste runder, og han har da også fundet vej til Månedens Hold i både oktober og november i år.

I starten af oktober var det hans mål i overtiden, der betød, at AGF måtte gå fra banen på Ceres Park med blot et enkelt point i stedet for tre. Generelt er Falk meget formstærk for tiden samt altid velspillende, og vi må håbe, at vores gutter kan overkomme den modstand, de utvivlsomt vil møde fra ham samt resten af hovedstadsklubben.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Ingen (Karantænefare: Magnus Knudsen, Eric Kahl, Felix Beijmo og Tobias Bech).

FCK: Diogo Gonçalves (Karantænefare: Elias Achouri).

Skader:

AGF: Mikael Anderson, Bailey Peacock-Farrell, Mats Knoester, Kevin Yakob, Benjamin Hvidt og Mikkel Duelund

FCK: William Clem, David Khocholava, Birger Meling og Khouma Babacar.

Bud på startopstillinger

AGF (3-5-2): Hansen – Beijmo, Tingager, Mølgaard – Links, Madsen, Poulsen, Brandhof, Andersen – Mortensen, Bech.

FCK: (4-3-3): Grabara – Jelert, Boilesen, Vavro, Diks – Claesson, Falk, Lerager – Elyounoussi, Oskarsson, Bardghji.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle