Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Blog: Hårdknude i klassisk opgør


| Mikkel Gyngstrup | ,

De Hviie kunne slå et hul til den øvrige del af top seks. Det krævede blot en sejr mod Silkeborg IF. Det blev det ikke til, da man rendte ind i en taktisk hårdknude, som det oftest gør mod Silkeborg. Momentum fra de forrige storsejre rakte ikke til mere end et 1-1 resultat. Falder det hele tilbage på manglen af Gift Links, eller er der andre hår i suppen?

Efter fem sejre i træk, er det helt underligt at spille uafgjort lige pludselig. Ærgrelsen over, at AGF ikke viste samme offensive kvalitet, er noget som man altid kan diskutere, om man bare var heldige i de andre kampe, eller om man bare ikke ramte dagen. Det var dog også en dag i debutens navn, da hele tre nye AGF’ere løb ind på Ceres Park, og et point mod ligaens tredjeplads er jo heller ikke helt ringe.

Næsten fuldt stadion til AGF-SIF
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

Uforløst taktik

Det blev en stor taktisk duel søndag, da begge holds kvaliteter blev låst gang på gang af modstanderne. Præcis som det plejer at være, når der fløjtes gang i kampene mod Silkeborg.

Selvom resultatet og det generelle spil ikke var det store at skrive hjem om, så var der dog positive facetter, som man bestemt kan bruge til noget. For eksempel var AGF dominerende på bolden, hvor Silkeborg typisk er dem, der løber med boldbesiddelsen. Det eneste der manglede var, at AGF formåede at udnytte deres boldbesiddelse, men det blev desværre til en masse afleveringer til siden eller bagud, hvilket man næppe vinder kampe på. Det kan naturligvis skyldes, at Silkeborg var gode i presset på den sidste tredjedel.

Uwe Rösler var også yderst tålmodig med sine udskiftninger, hvilket var bemærkelsesværdigt, da han nok har den stærkeste bænk i lang tid, vurderet fra deres navne og potentiale. Det var nok ikke det, som tabte kampen for De Hviie, men det kunne naturligvis mærkes på spillernes træthed. Udskiftningerne skulle være faldet tidligere, da den senegalesiske angriber Yossouph Badji lignede en, som kunne gøre en forskel.

Uwe Rösler Råber Under AGF-SIF Kampen
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

Stærk trup med én mulig svaghed

Skader er naturligvis altid svækkende for holdet, uanset hvor dækket ind man er. Erstatningerne er sjældent lige så gode, som ham man erstatter. Det er der heldigvis blevet købt ind til at dække, dog er der stadig specielt én plads, hvor det halter.

Det er nemlig venstre wingback. Gift Links kunne ikke spille kampen, så derfor rykkede Uwe Rösler Mikael Anderson ud på hans plads, som jo på papiret er en god løsning. Det var det dog ikke, skulle det vise sig. Selvom Anderson naturligvis er en af holdets bedste, så er det bare ikke der, hvor han viser sine bedste kvaliteter kontra hans position centralt. Man skal selvfølgelig bruge det man har, men lappeløsninger er sjældent holdbare, hvilket må være et mål for næste transfervindue, altså at hente en suppleant til Links. Grunden til manglen, er selvfølgelig at Eric Kahl har fundet en ny, og nok også bedre, version af sig selv i det centrale forsvar.

Mikael Anderson og Patrick Mortensen jubler.
Foto: Kronborgfotos

Stimen uden nederlag skal fortsættes, når AGF drager til Lyngby, hvor der desuden også er gensyn med en tidligere AGF-assistent, nemlig Morten Karlsen. Kampen sparkes i gang, når klokken slår 16.00.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle