Skip to main content


Foto: Paul Mitchell

Agent-indsigt: En indflydelsesrig skyggeverden


| Jonas Roulund |

Hvor stort potentiale har Gift Links egentlig? Hvad er mulighederne for at El Cambio-projektet bliver en succes eller fiasko? Og hvordan lever en spilleragent i disse tider? Paul Mitchell, direktør i agentfirmaet Siyavuma Sports Group, giver her lidt indsigt i en verden, som normalt er ude af rampelyset.

Paul Mitchell arbejder som agent i Siyavuma Sports Group, som han selv var med til at stifte for over 20 år siden. Virksomheden har base i Cape Town i Sydafrika og repræsenterer spillere over hele kloden. Derudover arbejder Mitchell og hans partnere sammen med CAABASE i London, som har folk som Cole Palmer, Kyle Walker og andre topspillere i folden, i et joint venture.

Mitchell har repræsenteret Gift Links siden sydafrikaneren var 17 år gammel, og han har været med til at forme hans karriere gennem de store skift fra Egypten, Cape Town til Aarhus.

Agenten selv har været bosat i over 16 år i Sydafrika, hvorfra han har rejst rundt og opbygget et stort netværk med både spillere, trænere, klubber og ledere i fodboldens verden.

I dag har han base i England, men agentlivet er flyvsk, og vi fanger ham på en telefonforbindelse, mens han er på farten, hvor han har lovet at give lidt indsigt i agentverdenen, fodboldudviklingen i Afrika samt et agent-perspektiv på Gift Links’ situation.

Gift Links med sin agent, Paul Mitchell.
Foto: Paul Mitchell

Kan Østafrika – og El Cambio – forløses?

AGF indgik i foråret 2024 en aftale med fodboldakademiet El Cambio i Uganda af 15 års varighed. Projektet er opbygget over de seneste otte år af danske Thomas Thor og den tidligere AGF-spiller Mads Frost er også involveret i projektet.

Herfra skal der forhåbentligt blomstre fodboldtalenter frem i de kommende år, som kan bruges i AGF og sælges videre for store transfersummer, som man har set det i andre danske Superligaklubber.

Men Østafrika har ikke ry for at være den store kilde til fodboldtalenter – generelt har det handlet om lande i Nord- og Vestafrika, når man har snakket toptalenter, der har fået deres gennembrud i verdens største ligaer, så hvordan ser det egentlig ud i forhold til at skaffe fodboldtalenter fra Uganda? Hvad kan vi forvente i Aarhus?

– Uganda har produceret okay spillere gennem årene. En af de første internationale handler, jeg lavede, var faktisk en ugander i 2009 – Brian Umony, som skiftede til Portland i MLS. Ugandere er generelt et venligt folkefærd, primært kristne, engelsktalende, og de har nogle gode fysisk stærke spillere. Men samtidig er de ikke kendte for at lave topspillere – endnu. Det kræver udvikling af infrastruktur, og det er godt, at AGF arbejder med et akademi – det er en mulighed for at få spillerne meget unge og forme dem. Som fodboldklub med en klar strategi og spillestil, så kan man forme spillerne og strømline talentudviklingen. Dermed kan man uddanne spillerne både på- og udenfor banen til AGF-måden at spille- og være på, fortæller Mitchell.

Thomas Thor på besøg på Fredensvang med El Cambio-talent.
Foto: El Cambio

Han ser potentiale, men også faldgruber ved at satse på Uganda som fremtidens talentcentrum.

– Adopteringen af spillestil er vigtig. Kulturen. Omgivelserne. Det er muligt at få succes, men det er et sats, så vi må vente og se, hvad der sker. Uanset hvad, er det godt fra et CSR-perspektiv. Det er et relativt fattigt land, som dog har udviklet sig positivt i det seneste årti, og man gør en stor forskel for befolkningen og for deres liv, fortæller agenten.

Han har gennem sine mange år i Afrika set mange lignende projekter falde til jorden, men med Thomas Thors mangeårige indsats i landet, står man udmærket rustet, mener Mitchell.

– Jeg har set mange mennesker prøve at komme ind i Afrika, enten som klubber eller agenter uden at forstå kontinentet, kulturen, og menneskerne. Der er meget at sætte sig ind i. Afrika er meget divers, og hvis man går ind uden viden, er det ikke nemt. Hvis man skal lave forretning i Afrika, så skal man have indsigt i sin organisation. Hver region har sin historie. Hvert land har sine fortællinger. Gode ting og dårlige ting. Og hvis man ikke sætter sig ind i det, så fejler man, forklarer Mitchell.

El Cambio-talenter på besøg på Fredensvang.
Foto: El Cambio

Et ‘Gifty’ potentiale

Paul Mitchell er agent for velbesungne Gift Links, som har spillet 160 kampe for De Hviie siden ankomsten i september 2019. Kontrakten løber til sommeren 2026, og Mitchell kan selvfølgelig ikke afsløre noget i forhold til, om der er en forlængelse på vej, men han understreger, at Links er meget glad og tilfreds i Aarhus.

– Kan han spille højere niveau end Superligaen? 100 procent. Men alle ender skal mødes. I den nuværende situation kan jeg sige, at han elsker Aarhus, AGF, og han har fået en dejlig kæreste og svigerfamilie. Han er et godt sted i livet, hvilket er vigtigt for en fodboldspiller. Han har ambitioner for sin karriere og sit liv, men jeg er sikker på, at han vil bo i Aarhus, når karrieren engang er slut, fortæller agenten.

Gift Links jubler efter scoring mod Vejle Boldklub.
Foto: Kronborgfotos

Han giver sit perspektiv på sydafrikanerens potentiale set i et større perspektiv.

– Hvis man taler næste step fra Superligaen, så er der jo mange muligheder. Ligue 1 eller den engelske Championship og den slags ville helt klart være muligt. Men der er mange ting i spil, når en spiller skifter: Penge er en ting, men man skal være lykkelig for at spille godt – familie, kærlighed, omgivelserne – alle er forskellige og har forskellige behov. Gift har store ambitioner, men det har han både for sig selv og for AGF, og der er en grund til, at han er en af de spillere, som har været i klubben i længst tid. Det viser hans kærlighed og ambitioner for klubben, som han så gerne vil vinde noget med, siger Mitchell.

Gift Links dribler med bolden i regnvejr.
Foto: Kronborgfotos

Udviklingen i AGF og de manglende landskampe

Gift Links må efterhånden betegnes som noget af en succeshistorie i AGF, men sådan tænkte mange nu nok ikke, det ville gå, da PC hentede ham til klubben som bare 20-årig.

Den lille kantspiller blev let skubbet væk af modspillerne i sine første optrædener, og der gik en del sæsoner, før man så det output, som nu gør ham til et af de største salgsemner i AGF-truppen.

– Da Gifty kom som 20-årig til AGF, havde han brug for tilvænning, men jeg synes faktisk ikke, det tog lang tid for ham. Generelt vænnede han sig hurtigt til spillet, og hvis man ser på hans statistikker, så var han meget involveret, fortæller Links’ agent.

Gift Links sparker til bolden på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

– Gift er en spiller med en ekstraordinær værktøjskasse og en fantastisk arbejdsmoral. I anden sæson scorede han fem mål og lavede flere assists, og da han gik ind til tredje sæson kunne man forvente, at han måske skulle bryde igennem og sendes videre til noget større, men så fik han en knæskade, og den fik ret stor betydning for hans udvikling, forklarer Paul Mitchell, som her giver forklaringen på, hvorfor Links ikke har spillet en landskamp for Sydafrika siden 2021.

– Mange kan ikke forstå, hvorfor han ikke er med landsholdet, men første gang han blev udtaget under den nuværende træner, Hugo Broos, kom han til lejren med den lille knæskade. Han tog med og spillede 1. halvleg mod Zimbabwe, men måtte skiftes ud. Træneren troede ikke på, at han var skadet, og mente bare, at hans mentalitet var forkert. Han er ikke blevet udtaget siden, fortæller Paul Mitchell. Links har optrådt fem gange for landsholdet, men altså ikke siden den kamp i 2021.

– Gift var ude med en skade tre-fire måneder efter det. Det satte ham ret meget tilbage. Og inden da kunne AGF ikke lade ham rejse til OL, da han blev udtaget, hvilket han virkelig gerne ville. Det havde også været et godt vindue for ham, fortæller Mitchell.

– Men sådan er fodbold, tingene går ikke altid din vej, og det handler ikke altid om dine præstationer på banen.

Gift Links ankommer til Ceres Park.
Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos

Et løvehjerte

Da Uwe Rösler erstattede David Nielsen som cheftræner i sommeren 2022 i AGF skulle Links prøves af som wingback – en position, han bestemt ikke brød sig om til en start, men han bed tænderne sammen, trænede, og lykkedes. Meget symptomatisk for den nu 26-årige spiller, der primært havde gjort sig som kantspiller indtil da.

– Han havde aldrig spillet der før, men igen gav han sit bedste, og han har bevist at han kan spille der… endda virkelig, virkelig godt. Gifty kan spille højre wing, venstre kant, wingbacks, han kan spille 10’er, han kan spille 8’er for han er en god boldspiller og han har masser af energi. Så han har mange strenge at spille på, siger Paul Mitchell, der har fulgt Links siden de helt unge år i Sydafrika.

– Når Gifty træder på banen – uanset om det er træning, reserveholdskamp eller førsteholdskamp, så vil han vinde. Han efterlader altid hjertet på banen, og det har han gjort, siden han var en lille dreng. Han har en lille krop, men et hjerte som en løve, fortæller Gift Links’ agent.

Der er således masser af potentiale og håb – både for El Cambio-projektet, Gift Links og for AGF. Nu må tiden vise, hvad der forløses, og hvad der forbliver drømme.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle