Skip to main content


(Foto: Kronborgfotos)

Status fra øvre C: Ned på jorden igen


| Simon Fenger |

Hvor mange aarhusianere kan der være på byens stadion? Svar: En fuld B- og C-tribune, en hel del kan der åbenbart proppes ind på modstandernes fanzone, og et par enkelte kan der tilsyneladende også være i modstandernes omklædningsrum?! Til gengæld ser det ud til, at der er ret få på A-tribunen…

Efter at have været i drømmeland i nogle uger, så kom vi i søndags lidt ned på jorden igen. Turen hjem var en lidt ambivalent oplevelse. Vi spillede egentlig en rigtig fin kamp imod rækkens nr. 1 – et hold der sidste runde spillemæssigt splittede FCK ad. Vi fik også et ok resultat, men vi er nu igen røget ned på 4. pladsen med langt op til de rigtigt sjove placeringer.

Spillemæssigt lykkedes vi ikke rigtigt med at komme frem over fløjene, og vores kreative midtbanespillere var hårdt matchede og lykkedes ikke rigtigt med at lave afgørende aktioner. Uafgjort var et fair resultat i en kamp, der kunne være gået begge veje. Det absolutte højdepunkt var naturligvis Peter Bjurs frisparksscoring – noget undertegnede aldrig nogensinde havde set komme. Forhåbentligt bliver det startskuddet til at unge Bjur for alvor får vind i sejlene.

Fyldt stadion!

Kæmpe fornøjelse at se så mange på stadion, fremragende stemning, og rigtigt mange hvide trøjer. Jeg lod mig fortælle at folk på nedre C mødte ind meget lang tid i forvejen for at få en ok plads – herfra skal lyde en opfordring til, at I anskaffer jer et sæsonkort til en nummereret plads!

Bemærkelsesværdigt var det, at udebaneafsnittet hen imod kampstart også begyndte at fyldes af GF-supportere. Hvad skyldes det mon? – at folk ikke pakker sig nok sammen på B og nedre C sandsynligvis, for der er vel ikke solgt billetter til AGF-fans til det afsnit – tjaeh hvad ved jeg. Blot tænkte jeg, at hvis der opstod ballade på det afsnit, så kunne det se kønt ud i Stiften dagen efter. Men det gjorde der heldigvis ikke – de er høflige folk de nordsjællændere.

Der har været et par enkelte GF-fans ,der måske har tolket den høflighed helt derhen, hvor de har tænkt, at så var de nok også velkomne til lige at besøge FCN’s omklædningsrum i pausen, men der gik grænsen åbenbart! – de blev venligt bedt om at forlade omklædningsrummet igen, hvilket de så gjorde i god ro og orden, – til stor ærgrelse for medierne naturligvis – de var lige i gang med at lave en god historie om vilde GF-fans, der i horder invaderede og hærgede et på alle måder forsvarsløst omklædningsrum.

Malaga 

Skulle jeg være så heldigt en dag at få et barnebarn, som jeg kan tage med på stadion, så vil det barnebarn naturligvis være en kvik lille gut eller gutinde, som vil spørge morfar om, hvornår traditionen med at stå op og synge Malaga egentligt startede. Så kan jeg svare – sæsonen 22/23 min ven.

Jeg synes det er en god ide. Oprindeligt tænkte jeg, at den var lidt for stille og derfor nemt ville kunne synge-smadres de gange, vi møder primitive udebanefans fra mindre sofistikerede hovedstadsklubber. Det har det også vist sig, at den til dels kan, men – så var det jeg jo kom i tanke om verdens største stadion sing-along sang You will never walk alone. Der må selv ikke-Liverpool og ikke-Dortmund fans give mig ret.

Den sang fungerer perfekt, og den er også stille, og ja – jeg tør godt at sammenligne de to.

Nu hvor vi så også havde GF-folk placeret på udebaneafsnittet, og stadion var fyldt, så fungerede det helt perfekt! – Alle stod op og sang! – eller det vil sige alle på B, C og D tribunen og så 5-6 mennesker på A-tribunen. Hvad sker der lige for det? – kom nu for fan! – Nå, det kan heldigvis stadigt nå at ændre sig mange gange, inden jeg skal have mit fremtidsbarnebarn med på stadion.

FCK i Parken

Bjurs sene scoring sendte som bekendt FCK tilbage på 1. pladsen. Selv hvis vi slår dem på søndag i Parken, så tror jeg desværre ikke, vi henter dem i denne sæson, men uanset hvad, så kunne det virkeligt være smukt at stikke en kæmpe kæp i Københavnerhjulet søndag – Let’s fucking Go !!!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle