Reportage: Nervepirrende sejr til De Hviie på Legendernes Dag
Solen stod højt over Ceres Park Vejlby, hvor rammen var sat til en helt særlig dag. Legendernes Dag bød både på hyldest af fortidens helte og på 90 minutters intens fodbold, der først til allersidst blev afgjort. Heldigvis kunne vi som AGF-fans gå hjem med både tre point og brede smil.
Forventningerne til sæsonens første hjemmesejr var store. På Beefeater Pub i det nordlige Aarhus var baren allerede godt fyldt før klokken 16, hvor fansene varmede op til kampen med øl, trøjefnidder og bud på resultatet.
De to flotte udebanesejre i træk havde løftet humøret gevaldigt – men samtidig lurede den klassiske AGF-bekymring: Ville vi snuble mod et hold som Vejle?
Min tro på tre point var stor efter de seneste kampes opløftende udtryk og resultater. Men hvor ville det da også være typisk AGF at snuble, når forventningerne til en sejr var allerstørst…
Sidder på Beefeater Pup og varmer op med mine fantastiske medfans til kampen senere! #ultratwitteragf #ksdh pic.twitter.com/XU8HeWOhZ5
— Clovis (@lukunkuclovis) August 24, 2025
Hyldest til Henrik “Super” Mortensen
Inde på stadion blev stemningen for alvor bygget op kort før kampstart.
Legenderne fik fortjent hyldest, og Henrik Mortensen blev æret med en flot tifo og mosaik på tribunerne. “Málaga” rungede, halstørklæderne var hævet – og alt var sat op til en stærk hjemmebanestemning.

Historiens vingesus lagde sig flot over stadion med en fantastisk tifo, og man blev mindet om fortidens store præstationer, som nutidens spillere skal bygge ovenpå.

Det gør da en lidt stolt at være en del af en traditionsklub, som kan lave sådan en hyldest. Tænk, hvis man holdt Legendernes Dag i en af FC-klubberne… det ville være nogle unge knægte, der skulle gå æresrunde.

God start og nervøs afslutning
Da den “unge” Mortensen sørgede for en tidlig 1-0-scoring, eksploderede Ceres Park. Kram, jubel og troen på, at dagen skulle blive perfekt, spredte sig hurtigt.

Men som kampen skred frem, blev frustrationen langsomt til at tage og føle på. Forskellen blev aldrig udbygget, og i de sidste 20 minutter sad mange fans næsten uden ord – nervøsiteten var til at mærke. En sen situation gav kollektivt hjertetilfælde på tribunerne, men heldigvis holdt vi stand.

Fløjten lød, og forløsningen var enorm. Skuldre blev klappet, fans hoppede og sang – for den sejr var ikke bare tre point. Den var et vigtigt skridt for at genopbygge det stærke bånd mellem hold og fans efter en turbulent tid med trænerskifte og mangel på succes.
Når lyset tændes synger vi dig frem! #sldk #ultratwitteragf pic.twitter.com/U3wYaiy6AV
— Clovis (@lukunkuclovis) August 24, 2025
Da stadion var tømt, gik turen for mange tilbage til barerne i byen, hvor sejren blev skyllet ned med kolde øl.
Tre point på kontoen, sol over Aarhus – og vigtigst af alt: Troen på De Hviie lever for alvor igen.
KSDH!
Flere AGF Nyheder
-
AGF fortsætter forårsforberedelserne på træningslejr i Spanien -
Jakob Poulsen efter første test: – God intensitet i vores pres -
Medie: Rosenborg lurer også på Wahlstedt -
Kom med til SFA Cup 2026 -
Hobro IK – AGF: Fejl i begge ender sikrer sejr i årets første testkamp -
Medie: Brøndby og AGF jagter ivoriansk kantspiller -
Markus Solbakken: – Vil gerne være mere målfarlig -
Ugens rygtebørs: Status quo i Aarhus og et spændende Højer-like -
Luka Callø høster vigtig erfaring i 1. division: – Jeg ville hellere være her og spille en masse fodbold -
Mortensen i fin dialog med CV: – Jeg er åben for mange ting