Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Reportage: Et halvt øje på pokalen og et halvt øje på VAR


| Clovis Lukunku | ,

AGF tabte i en kedelig forestilling i det gode vejr i søndags. Stemningen var præget af frustrationer, og særligt kampens dommer fik bragt følelserne i kog.

Det er super godt vejr over Aarhus på denne søndag aften. Ned ad Stadion Allé er der godt humør hos fansene, der strømmer ned imod Ceres Park. Ved fanzonen er der godt fyldt op med fans, som venter spændt på, at kampen starter. Inde på stadion skal jeg have den velkendte stadion platte. Uhmm!

Frustrerende aften!

Jeg står på stemningstribunen, og så får jeg øje på nogle venner, som jeg tilslutter mig med det samme. Efter spillerne enkeltvis er blevet kaldt over til fansene, så opfordrer capoen os;

– Op med armene!-

Og vi synger:

– Kæmp nu for hvide og blå!

Der er pæn vokal støtte til spillerne inden kamp. Den gode sang Malaga synges udover Ceres Park, mens jeg ser hen imod langsiden, hvor folk har halstørklæder løftet i vejret, hvilket altid ser fantastisk ud. Det bliver endnu mere fedt at opleve på det nye stadion.

Kampen sættes i gang, og der leveres som altid en maksimal opbakning til hjemmeholdet. I det 18. minut foldes to flotte bannere ud til minde om 18-årige Oskar, der på tragisk vis er omkommet i Spanien. Et rørende moment breder sig, da hele stadion rejser sig for at mindes den unge mand, men kort efter spoleres det hele.

Vi kommer bagud på en meget tvivlsom dom… Men der er jo ikke noget at gøre – vi fortsætter med vores støtte ned mod banen.

Der breder sig en frustration over, at spillet ikke er bedre, og jeg hører mange grimme tilråb fra fans, der står tæt på mig. Det hjælper heller ikke på humøret, at der gives rødt kort til Anker, og så skal jeg da lige love for, at der er en ordentlig sviner til dommeren.

Capoen forsøger virkelig at få os i gang for at hjælpe spillerne, også selvom spillet på banen ikke er godt, og vi gør vores bedste for at bide smerten i os. Det her VAR- og dommer-halløj tager overhånd. Puha, en træls oplevelse.

Ser frem til på torsdag!

Det her nederlag tager folk dog ikke så tungt. Vi kan sige, at det er slut for AGF i denne her sæson i Superligaen. Vi ser fremad, mens vi synger:

– Pokalen er vigtig, Aarhus de er med, synger for byen, når vi er afsted, drømmen den lever endnu en gang, pokalen skal hjem, hjem til Fredensvang!

På vej hjem fra stadion er folk nu egentligt meget fattede. Alle ved, at den store og vigtige kamp gælder på torsdag, og der skal alle kræfter sættes ind.

DRØMMEN LEVER! Vi ses på torsdag!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle