Lad os lege ‘CV’: Her kommer bud på forstærkninger til hver kæde
Transfervinduet er i fuld gang, men for AGF har fokus indtil videre ligget på kontraktforlængelser – her har Poulsen, Hansen og Haugstrup sat deres signatur på nye aftaler, men hvad med nyt blod til holdet? Her er bud på tilføjelser til hver kæde hos De Hviie.
Det er januar. Årets første sne er faldet, vinden rusker og Superliga-bolden ligger stille. Med andre ord er der ikke SÅ mange konkrete, aktuelle AGF-relaterede emner at diskutere. Men i og med transfervinduet er åbent, er det en mulighed for at lege lidt med tanken om, hvem der kunne forstærke et i forvejen stærkt mandskab.
Som det blev diskuteret i denne artikel før jul, dufter det ikke af at Carsten ‘CV’ Jensen får styrtende travlt med hensyn til transfers, medmindre der kommer et stort bud på en af profilerne. Der er et par store salgsobjekter i Tobias Bech og Kristian Arnstad, men de bliver forhåbentlig lidt endnu for at forfølge drømmen om en titel med De Hviie.
Her kigger vi på, hvem der kunne forstærke mandskabet i hver kæde – drømmene kan man jo ikke tage fra os fans.

Målmandsposten:
I Silkeborg render bundrutinerede Nicolai Larsen rundt og har gennem flere sæsoner holdt et tårnhøjt bundniveau. Inden nogen bemærker, at Larsen snart runder sin 35-års fødselsdag, og det derfor virker uambitiøst, er det værd at huske, at Jesper Hansen i sin tid var 36 år, da han skiftede til De Hviie. Og det har bestemt ikke været en hæmsko for den seneste vinder af Superligaens Det Gyldne Bur. Keeperpositionen er en ORD i fodbold, og at have en sikker, rutineret sidste skanse har stor betydning for roen på resten af holdet. Det vil Nicolai Larsen helt sikkert bidrage til.
Silkeborg-keeperens kontrakt udløber tilmed til sommer, og det er offentligt kendt, at Larsen og SIF planlægger at gå hvert til sit. Så i tilfælde af at ‘CV’ får behov for at forstærke sig på målmandsposten, gemmer der sig et godt forhandlingskort dér.
Der er også yngre alternativer, og et af dem er den 26-årige Mads Kikkenborg. Det er ikke en transfer, der ligger fuldstændigt til højrebenet, men Anderlecht-spilleren er bestemt en fremtidens mand. Kikkenborg rager godt op med sine 197 centimeter i højden, men har måske svagheder med kuglen ved sine fødder. Det kan være et minus i Jakob Poulsen bold-baserede setup. I skrivende stund kan det dog være, at norske Molde er et bedre bud for keeperen, som sidder på bænken i Anderlecht.
Andreas Hansen på 30 år kunne være et andet bud. En mand, man kan være sikker på, kan levere i Superligaen. En kvalitetsmålmand i FCN, der stille og roligt kan overtage for Jesper Hansen. God med fødderne og kender Superligaen ud og ind.
Hvis man er mere eksotisk kunne man kigge på Frederikstads målmand i Norge. Her er Martin Børsheim fast mand på stregen, og med sine blot 20 år vil han både være en fremtidens mand og et salgsobjekt, såfremt man vælger at lægge et større transferbeløb. Kontrakten løber til udgangen af 2029, så han går i kategorien af drømmesignings.
Et sidste bud til målmandstruppen vil være Sønderjyskes Marcus Bundgaard. 24 år, som spiller med stor autoritet, kender Superligaen og kan være et godt bud på en, som hurtigt vil finde et vis ledelsesformat på den defensive halvdel. Kontrakten med Sønderjyske løber til sommeren 2028.

Forsvaret:
Selvom AGF’s defensiv holder flot stand, er det ikke en komplet fremmed tanke, at der må ligge planer om at forstærke defensiven i en overskuelig fremtid. Både Henrik Dalsgaard og Frederik Tingager er oppe i årene, og da sidstnævnte fortsat er skadet, må det være en position, som CV undersøger markedet for. Samtidigt har Jonas Abbew-Jensen svært ved for alvor at forløse sit utvivlsomme potentiale, og den svenske duos Eric Kahl og Felix Beijmos aftaler udløber til sommer. Og der er endnu ikke nye aftaler på plads.

Her kan vi altså godt vurdere, at der er snak om mere end bare en tankeleg, og nu bliver det første navn bare smidt i puljen:
Casper Højer. Uha, vores gamle helt med det guddommelige venstreben. Alene tanken om en retur bringer et smil på løben. Han har selv udtalt, at han godt kan se sig selv tilbage i Aarhus, hvor han havde et godt ophold for godt fem år siden – og den kærlighed er naturligvis gensidig. Han er i mellemtiden blevet 31 år, så det er ikke en signing, der tænder det lange lys, men han vil fra dag 1 kunne gøre sig gældende. Højer kan give konkurrence på både den venstre stopper-position samt på wingbacken.

Af andre danske muligheder findes 29-årige Mads Valentin Pedersen – tidligere FC Nordsjælland. Han spiller som venstre back i Augsburg og har kontrakt til sommeren 2027, men kæmper lidt med at få spilletid i denne sæson. Gustav Mortensen – 21 årig venstreback i Lyngby er endnu et bud. Han spiller fast i 1. div og har kontrakt til sommeren 2027, og så kunne man overveje en Frederik Rieper – 26 år, højrefodet midterforsvarer i FC Fredericia. Kontrakt til sommeren 2027. Han har en fortid i Silkeborg, Aarhus Fremad og Lyseng og vil kunne gøre sig som stabil breddespiller.
Af udlændinge kan Pedro Ganchas nævnes. Det er endnu en Silkeborg-spiller, men i modsætning til Nicolai Larsen har Ganchas alderen med sig. Den 25-årige portugisiske forsvarsspiller har en god fysisk pakke, og han misser meget få kampe for SIF. Blev allerede tilbage i november rygtet til AGF, så det er ikke utænkeligt, at han kan have en fremtid i klubben.
Anton Ekeroth er et andet bud. Svenskeren er 24 år og har kontrakt med HamHam til udgangen af 2026. Han er fast starter i den bedste norske liga og har lidt kendskab til dansk fodbold, da han tidligere har spillet en enkelt sæson i Horsens.
Et mindre eksotisk bud for at finde en backup til Gift Links på venstre wingback kan findes helt lokalt – hos Aarhus Fremad, hvor 22-årige Martin Agnarsson render rundt og gør det fremragende i 1. division. Han vil kunne hentes billigt og udvikle sig stille og roligt i en klar rolle som backup til Links.
Sidst, men ikke mindst, skal nævnes en form for drømmesigning i u21-landsholdsspilleren Tobias Storm fra Lyngby. Den 21-årige højreback måler 1.91 meter i højden, og han bør være klar til at tage næste skridt i karrieren – spørgsmålet er dog, om det skridt går mod udlandet.

Midtbanen:
Cheftræner Jakob Poulsen råder nu og her over en god bredde på midtbanen, men hvis ‘CV’ kigger længere frem, kan han nok godt få øje på en fremtid, hvor Tobias Bech og Kristian Arnstad er skudt afsted til udlandet. Førstnævnte dækker både 9’er positionen og en af de to 10’ere, mens Arnstad sprudler på 10’eren og kan gøre sig gældende på den centrale midtbane. Der vil altså være en smule ræssonement i allerede nu at forsøge at hente en spiller her.
Et muligt bud er Oskar Ohlenschlæger, som spiller i norske Frederikstad. Den 21-årige tidligere Vendsyssel-spiller kan dække flere positioner, og det kan være en værdifuld alsidighed. I tilfælde af skader vil Ohlenschlæger kunne hjælpe til, ligesom han også kan øge konkurrencen om pladserne blandt Poulsen foretrukne 11. Ifølge Transfermarkt har danskeren en værdi på tre millioner euro, så han er ikke billig, men det kan være penge, som er givet godt ud på den lange bane.
Hvis ikke ‘CV’ har radaren rettet mod nord, kan han givetvis vende den længere mod syd. Her render Jens Jønsson rundt i Athen. Eller render og render. Den tidligere GF-spiller bruger det meste af tiden på bænken i AEK Athen, og det kan ikke være tilfredsstillende for den meget snart 33-årige midtbanemotor. Jønsson har et halvt år tilbage på sin kontrakt i den græske storklub, men medmindre han vil spilde den på bænken er tiden måske til et skifte. Med alderen i mente er det også ved at være sidste udkald, hvis en smuk genforening med et stærkt AGF-mandskab skal falde på plads.

En anden tidligere AGF’er, som kunne have godt af en retur til Aarhus er Albert Grønbæk. I et VM-år kan han komme hjem og få rigeligt med spilletid – men her er nok tale om et drømmescenarie, idet CV’et efterhånden tæller for store adresser til at Superligaen er interessant. En lejeaftale for resten af sæsonen skulle være det mest realistiske, såfremt man vil lokke den 24-årige offensivspiller hjem.

I et lidt andet luftlag kan vi igen kigge mod Aarhus Fremad, hvor 24-årige Mathias Kubel løber rundt og viser sig flot frem i 1. division. En hurtig offensivspiller, som vil kunne give noget helt andet til Jakob Poulsens taktikbog – og en mand, der kan hentes billigt med stort potentiale.
Et mere eksotisk bud er finske Leo Walta. Han er 22 år, måler 1,70 meter og har lavet 24 mål og seks assists fra sin position som offensiv midt i Sirius IK. Kontrakten løber til sommeren 2028, men generelt er midtbanen jo ikke et højt prioriteret transferfokus i dette vindue, så der skal vi nok vente lidt med at slå til.
Angrebet:
Oppe foran har Tobias Bech i denne sæson overhalet Patrick Mortensen som den farligste mand. Bech har indtil videre nettet ti gange, mens Mortensen har sendt kuglen kassen syv gange. Det er godt for AGF, at Mortensen har fået en seriøs udfordrer til topscorer-titlen men det viser også, at man er godt dækket ind. Men der er kun på den korte bane. Kaptajn Mortensens kontrakt udløber, og han har tidligere flirtet med et sidste udlandseventyr, mens Tobias Bech er klubbens næststørste salgsobjekt.

Første bud på en ny angriber er 21-årige August Priske, som spiller for svenske Djurgårdens IF Det er et langskud, da Priske givetvis er i høj kurs efter en flot seneste sæson i Allsvenskan, hvor han blev delt topscorer. Men ikke desto mindre på Djurgårdens-spilleren være interessant for en dansk topklub.
Det andet bud er givetvis lidt fortærsket. Michael Uhre var en kortvarig drøm, men han er blevet præsenteret i FC Midtjylland. Så vi står tilbage med Tonni Adamsen som den erfarne spiller, der vil kunne gøre sig til med det samme. 31-årige Adamsen er en proven målscorer i Superligaen, og kontrakten med Silkeborg IF udløber til sommer. Det betyder, at der er rift om angriberen, og i skrivende stund er Brøndby angiveligt foran i forhandlingerne. Men AGF er angiveligt også klar til at slå til, hvis det er en handel, der falder igennem.
En anden dansk tilføjelse til offensiven kunne være Max Fenger. Han spiller i Göteborg, hvor han har lavet 12 mål i 30 kampe. Hn har fart og god fysik, og så kender han Superligaen efter sin tid hos OB. Den 24-årige angriber har kontrakt med svenskerne til udgangen af 2027, og igen vil man skulle op med en god slat mønter for at hive ham hjem til Danmark – men hvis man mener det seriøst med en erstatning til Mortensen, så må man jo også betale for det.
Af udenlandske muligheder kunne man kigge mod Malmö, hvor 25-årige Erik Botheim har lavet 22 mål og syv assists i 64 kampe. 1.87 meter høj med en kontrakt, der løber til udgangen af 2027, men han har været en del skadet på det seneste, hvilket kan være AGF’s mulighed for at få fingrene i en målmager i en god alder uden at skulle sprænge banken fuldstændigt.
Et andet sted nordpå løber Daniel Karlsbakk rundt i Sarpsborg – Mortensens tidligere klub. Han er 1.94 meter høj og har kontrakt til udgangen af 2028. Han har lavet 21 mål i 33 kampe for nordmændene, så man vil skulle op med nogle millioner for den 22-årige angriber.
Derudover kan Stefán Ingi Sigurdarson nævnes. En islænding som viser sig flot frem i Sandefjord, hvor han har leveret 19 mål i 42 kampe. Han er 1-94 meter høj og har kontrakt til udgangen af 2027.
En sidste udenlansk tilføjelse kunne være Noel Futkeu, som spiller for 2. Bundesliga-bundholdet Greuther Fürth. Han har lavet 20 mål og fem assists i 50 kampe for tyskerne, men er en noget anden type end Mortensen. Han måler 1.83 meter og vil dermed give nogle andre strenge at spille på for Jakob Poulsen. Kontrakten løber til sommeren 2027.
Hvad CV gør, må tiden vise – meget afhænger af, om man går all in for at kæmpe med om titlerne i foråret – eller om man holder sig til en udmeldte strategi, hvor der skal være plads til ungdommen, og økonomien skal holdes i ro, mens der bygges nyt stadion…
-


GF I Generationer – Siden 1880 T-shirt – Blå
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH 1880 Aros T-Shirt – Blå – Børn
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -

KSDH Aarhus 1880 Hoodie – Hvid
349.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Lyden AGF holder hvii januar med træningslejr, testkampe og transferrygter -
AGF bliver en del af Kulturpasset: Unge får gratis entré til hjemmekampe -
Avis: Wahlstedt i kikkerten hos de norske mestre -
Lad os lege ‘CV’: Her kommer bud på forstærkninger til hver kæde -
Blog: Tungen skal holdes lige i munden -
Medie: AGF og FCM i kamp om Mikael Uhre -
Oskar Haugstrup forlænger med AGF -
Ugens rygtebørs: Carstensen permanent, Beijmo usikker – rygter om ny angriber -
Jakob Poulsen: – Jeg regner stærkt med, at de alle sammen er her, når vi lukker transfervinduet -
Status på truppen: Tingager starter uden bold