Det dufter lidt af guld: Men hvad siger statistikker og Cann-tabellen om chancen?
Store drømme, håb, forventninger – og et realistisk skævt side-eye til dem fra Herning – præger fodboldtankerne i Aarhus for tiden. Et historisk godt grundspil er overstået – men hvor peger data egentlig hen, når vi dykker ned i præstationerne?
I weekenden tager AGF E-N-D-E-L-I-G hul på det mest spændende mesterskabsspil, klubben endnu har deltaget i.
Vi kender alle udgangspunktet: Jakob Poulsen og kompagni har et forspring på fire point ned til FC Midtjylland. Der skal spilles ti kampe – heriblandt to mod midtjyderne. Det betyder, at GF – groft sagt – kan tåle at smide point i halvanden kamp mere end FCM.
Èn ting er det nuværende, interne styrkeforhold. Det kan ændre sig hurtigt. Noget andet er, hvordan underliggende parametre for den nuværende tabel ser ud, og hvad siger de parametre i et historisk perspektiv om muligheden for guldmedaljer til Hansen, Tingager, Mortensen og co.
Det kigger vi på i denne artikel med følgende kategorier: Antal point, antal mål for, antal mål imod og… Cann-tabellen.

Antal point:
I 2020-2021 sæsonen blev det nuværende format ændret til det, som vi kender i dag med 12 hold i grundspillet og dermed en opdeling i to puljer. Alle kategorier – startende med denne – har altså denne 2020/2021-sæson som basisåret.
Hvis man insisterer på, at AGF henter guldet, fordi de altså også førte efter 22 runder… ja, så er man lidt enten eller. Det er lidt bedre odds end at slå plat eller krone. Herunder kan vi se førerhold efter grundspillet, pointantal og efterfølgende guldvinderen i de pågældende sæsoner:
20/21: BIF 45 point (Mester: BIF)
21/22: FCK 48 point (Mester: FCK)
22/23: FCN 43 point (Mester: FCK)
23/24: FCM 48 point (Mester FCM)
24/25: FCM 45 point (Mester FCK)
25/26: AGF 50 point. (Mester ?)
Tre gange ud af fem mulige er grundspilsmesteren også blevet kåret til DM-vinder i det nye format. Dog har den skarpe elev sikkert bemærket, at AGF har slået pointrekorden for dette format.
Det dog et meget lille sample at måle noget på. Så lad os gå lidt videre.

Antal mål for
Vi fortsætter med den samme øvelse. Denne gang bare med antallet af scorede mål for. Kan det give nogen som helst indikation? I stedet for grundspilmesteren er det i denne omgang det mest scorende hold i grundspillet, derefter antallet af mål og så igen mesteren, som er vist.
20/21: BIF 40 mål (Mester: BIF)
21/22: FCK 43 mål (Mester: FCK)
22/23: FCK 45 mål (Mester: FCK)
23/24: FCK 45 mål (Mester FCM)
24/25: AGF FCM og BIF 45 mål (Mester FCK)
25/26: FCM 58 mål (Mester ?)
Der tegner sig det samme billede som før. Der står 3-2 i det favør, som hedder: At det mest scorende hold efter 22 kampe også bliver mester. Det hører dog med, at FCM blot scorede to mål færre end FCK i grundspillet i 23/24 sæsonen, så det er tæt på, at være 4-1 i den stilling. Og så lader vi være med at dvæle ved, hvem der indtil videre tromler derud af, når det kommer til scorede mål i denne sæson…

Antal mål imod
Et godt forsvar vinder mesterskaber, siger man… Bare ikke hvis det kun gælder forsvarspillet i Superligaens grundspil. Herunder ser vi, at det kun er i sæsonen 21/22, hvor FCK havde noget af et betonforsvar, hvor de blot lukkede 13 mål ind i 22 kampe. Nu skal vi jo nok lade være med at “sparke til dem, som lægger ned”, men det er vel værd at bemærke, at Østerbroernes forsvarsspil ikke helt holder samme standard i denne sæson.
20/21: FCM 20 mål imod (Mester: BIF)
21/22: FCK 13 mål imod (Mester: FCK)
22/23: AGF og FCN 20 mål imod (Mester: FCK)
23/24: BIF 20 mål imod (Mester FCM)
24/25: AGF 23 mål imod (Mester FCK)
25/26: BIF 22 mål imod (Mester ?)
Læseren med den gode hukommelse hæfter sig sikkert ved, at AGF i seneste sæson under Uwe Rösler udmærkede sig ved at have både den bedste offensiv (delt) og altså også den bedste defensiv efter grundspillet. Men lad os endnu en gang lade være at dvæle mere ved det…

Cann-tabellen… Og er vi egentlig blevet klogere?
Fire point er som bekendt den magiske margen, AGF har at rokke med, inden slutspillet sparkes i gang. De fire point kan være præcis guld værd, eller også kan det om 10 kampe vise sig, at de blev indhentet og overhalet af ulvene fra heden.
De gode folk ovre hos SuperStats.dk har en tabel, de kalder Cann-tabellen. Den giver et visuelt overblik over pointforskellene mellem holdene.
Det giver imidlertid ikke meget mening, at at vise grafikken for de foregående fem sæsoner, så i stedet kommer konklusionen på den tabel i et “historisk” perspektiv: Det er sket én gang, at et gap på fire point efter grundspillet er blevet indhentet efter den sidste runde i mesterskabsspillet. Det var sidste år, hvor FCM havde 45 point men blev indhentet af Løverne inde fra Parken, der havde 41 point efter 22 kampe.

Men er vi egentlig kommet tættere på at kunne sende guldmedaljerne op af Randersvej og ud mod Vejlby ved at tage ovenstående perspektiver i brug?
Ikke rigtigt. Men hvis din bror, gode ven, kollega eller noget fjerde er en af de skeptikere, som udelukkende skeler til styrkeforholdet mellem AGF og FC Midtjylland NU OG HER, er der heldigvis nuancer at hente i et større, “historisk” perspektiv.
Flere AGF Nyheder
-
Magnus Knudsen: – Man kan mærke respekten -
Tingager: – Jeg synes, at vi fortjener tre point -
AGF – FC Nordsjælland: TingAir svævede et point til Aarhus -
AGF-truppen mod FC Nordsjælland: Bogere er med igen -
Rolige Jakob Poulsen før slutspurten: – Det kribler også i mig -
Mads Emil Madsen med hilsen til AGF: – Det er bare sygt imponerende -
Bag Fjendens Linjer med FCN-fan: Forventer “en irriterende kamp” i Aarhus -
Trupstatus før FCN: Profiler er fortsat ude -
AGF – FC Nordsjælland optakt: Mulig fredagsfest venter -
Reportage: Perfekt påskegave i Viborg – gulddrømmen lever for alvor!