Blog: Hvorfor gik det galt på Brøndby Stadion?

AGF måtte søndag eftermiddag rejse hjem fra Vestegnen med et smerteligt 2-1-nederlag til arvefjenden fra Brøndby IF. Patrick Mortensen reducerede i slutningen af kampen, men det ændrede ikke på et generelt skuffende udtryk fra De Hviie – og det helt store spørgsmål står tilbage: Hvem bærer ansvaret?

På papiret havde AGF fin kontrol over bolden i store dele af opgøret, men det var de individuelle fejl, der gjorde mest ondt.

Ved Brøndbys første scoring stod Tobias Mølgaard for to dårlige clearinger i samme sekvens – først et hovedstød centralt i banen, derefter endnu en ufarlig bold ind i feltet. Det udnyttede Brøndby kynisk.

Det var desværre ikke en enlig svale. Frederik Tingager havde efterfølgende en skidt aktion, hvor han clearede direkte ud til Brøndbys Noah Nartey, som dog ikke fik sat bolden i nettet. Men faresignalerne blinkede.

Efter pausen fortsatte sløsseriet. Gift Links forsøgte sig med et hovedstød i eget felt, der landede hos Suzuki, som elegant serverede bolden for Kvistgaarden til 2-0. Det var symptomatisk for en AGF-indsats, hvor de sikre løsninger blev fravalgt til fordel for forhastede og fejlbehæftede beslutninger.

De Hviie har stadig ligaens bedste defensiv målt på antal mål lukket ind, men der skal snart ske noget drastisk, hvis man vil holde den titel resten af sæsonen, hvor topholdene venter, og fejl bliver straffet hårdt.

Rösler eller spillerne?

Når præstationen fejler, falder blikket naturligt på cheftræneren. Uwe Rösler bærer selvfølgelig en del af ansvaret – det gør man som leder. Men når man ser på måden, målene bliver scoret imod os på, er det svært ikke at pege fingeren i retning af spillerne.

Professionelle spillere må ganske enkelt ikke lave så mange personlige fejl i én og samme kamp – slet ikke, når man er i et mesterskabsspil og kæmper med i toppen. AGF var ikke uden idéer i det opbyggende spil i første halvleg, men det blev aldrig for alvor farligt. Chancerne udeblev, og intensiteten i felterne var for lav.

Rösler roste da også spillet mellem felterne efter kampen, mens han savnede skarphed i begge felter. Det kan man jo kun erklære sig enig i, og de må gerne finde en løsning på skarpheden inde på søndag, tak.

Et kollektivt ansvar – men det starter på banen

Skal AGF gøre sig forhåbninger om at bide fra sig i de kommende kampe, er der brug for markant skarphed – både defensivt og offensivt. Det handler om fokus, ansvar og vilje til at tage de rigtige beslutninger under pres. Det manglede på Vestegnen.

Spørgsmålet er så, om spillerne og staben får rettet op på det inden næste opgør. For i mesterskabsspillet er der ikke plads til mange af den her slags præstationer.

Kernen skal genfindes i defensiven, hvor Mølgaard ikke er helt tilbage på sit topniveau endnu, mens Dalsgaards formkurve desværre har været nedadgående i 2025. Kahl og Tingager gør det stabilt, mens Akoto er ved at arbejde sig tilbage – spørgsmålet er, om det i virkeligheden er tyskeren, der skal ind og prøves af sammen med Kahl og Ting for at sikre stabiliteten?

Uanset hvor meget, man kan klandre Uwe for sine dispositioner, så er det i sidste ende spillerne, der skal levere varen på banen. Lad os håbe, de gør det på søndag, når Vejlby skal vises frem i forårsvejret. KSDH!