Skip to main content


Foto: KSDH.dk

Blog: Hvilken karakter skal AGF’s efterårssæson have?


| Clovis Lukunku | ,

Efterårssæsonen er færdigspillet i dansk fodbold. Juleferien og forberedelse til julen har meldt sin ankomst for AGF-spillerne. Holdet ligger på en 4. plads i Superligaen, og så fik vi desværre en hård afslutning på 2024 ved den skuffende exit fra kvartfinalen i Sydbank Pokalen. Kan vi være tilfredse? Her ser vi nærmere på, hvad præstationerne rækker til på karakterskalaen.

AGF sluttede efteråret af på en 4. plads i Superligaen med fem point op til førstepladsen og to point ned til syvendepladsen. AGF har virkelig været imponerende især i starten af den her efterårssæson, men lige så stille begyndte det at gå i stå i forhold til spillet og resultaterne. Målforskellen for AGF ligger på +13 for De Hviie, så i forhold til målscorer og mål indkasseret er det faktisk rigtig godt gået.

Jesper Hansen smiler i grøn målmandstrøje.
Foto: Kronborgfotos

Så har der været nogle skader til vigtige profiler. Gift Links, Tobias Mølgaard og Nicolai Poulsen har været ude med skader. Leopold Wahlstedt, som blev hentet til klubben har været skadet siden pokalkampen imod VSK Aarhus. Det har også været en forklaring på, at det ikke altid har lykkes Uwe Rösler at få AGF til at spille god og fremadrettet fodbold, men at vi måtte krige pointene hjem.

På det seneste har tendensen været enormt kedelig for De Hviie, fordi man tilsyneladende har spillet mere med frygten for at miste frem for modet til at opnå. Efter 15 runder lå AGF nummer 1, og så gik turen til Farum, hvor afstanden kunne udbygges i toppen af tabellen, men så lignede det, at vi ville konsolidere mere end at udbygge afstand til de andre, og så endte vi med et nederlag. Det samme gjorde sig gældende i Silkeborg, hvor det føltes som om, at holdet skulle bagud for at vise mere mod og komme fremad.

Gift Links i duel på JYSK Park.
Foto: KSDH.dk

I søndags gentog det sig desværre igen i Brøndby, efter vi havde et forspring på 1-0 fra den første kamp, men så skulle rigtig mange ting gå galt, og så kom AGF bagud 4-0, og så kunne De Hviie slippe tøjlerne og komme frem og skabe stor spænding til sidst, men drømmen om en pokalsemifinalen blev alligevel slukket. Den gør nas.

Karakter for efterårssæsonen: Den gode præstation

Jeg giver AGF 7 på den moderne karakterskala. Alt i alt har efteråret været godt for AGF, fordi vi har set, at det her hold kan spille særdeles underholdende og opløftende fodbold. Der var det til at se, at det er et hold, der har flyttet sig fra at være gode til dødbolde til at blive et mere seværdigt fodboldhold. AGF har vundet de der kampe imod hold, som man bør slå, og det er blevet gjort ganske overbevisende. Omvendt så har sejrene imod FCM og FCK manglet, og Röslers taktik blev efter den første landskampspause læst, hvilket man ikke formåede at ændre på. Derfor blev den sidste halvdel af efterårssæson præget af meget mere fight og kamp for hvert enkelt point.

Det handler igen om, at man skal turde frem for at frygte. Det handler om mod til at gå efter at udbygge en føring frem for at forsvare den. Og så handler det om at have mere end én gameplan klar.

Uwe Rösler ved udskiftningsboksen på Ceres Park
Foto: Laura Hjørringgaard

Hvis jeg skulle give 10 eller endda 12, så skal der altså skrues op for det her med, at man vil forsøge at dræbe kampene og modstanderen, og at vi ikke har et AGF-hold, der stiller sig tilfreds med at føre med én i en kamp. Og så er det åbenlyst, at det havde været ekstra belejligt med udsigt til pokalsemifinaler til foråret 2025.

Men hvis man inden sæsonen havde sagt, at AGF ville ligge nummer fire og være nået til pokalkvartfinalerne, så ville man nok kalde det et godkendt efterår, trods alt.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle