Skip to main content


Foto: KSDH.dk

Blog: Hvad var det, der fungerede så godt mod FCN?


| Clovis Lukunku | ,

Hvad gik godt, da AGF hjemtog de tre vigtige point i søndags? Hvem blomstrede, og hvem har stadig lidt arbejde foran sig for at fastholde rettigheden til spilletid i den ærefulde hviie trøje?

AGF rejste sig søndag efter et smertefuldt nederlag i Vejle og sikrede en flot 2-0-sejr over FC Nordsjælland i første kamp i mesterskabsspillet. Tobias Bech leverede en stærk præstation og kom endelig på måltavlen, mens unge Frederik Emmery fik et par lærerige minutter i benene. Sejren sender AGF op på tredjepladsen i tabellen, tre point foran Brøndby, og holder jagten på toppen i live.

Hvad skal vi tage med fra kampen?

Frederik Tingager tiljubles efter scoring mod FCN.
Foto: Kronborgfotos

Rösler viser taktisk fleksibilitet

Cheftræner Uwe Rösler har tidligere fået kritik for at være for rigid i sin tilgang, men mod FCN viste han stor taktisk forståelse.

Med en startformation i den vante 3-5-2 og en midtbane bestående af Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen og Frederik Brandhof, lod AGF bevidst Nordsjælland have bolden mere og boldbesiddelsen endte på bare 35 % til hjemmeholdet.

Strategien var klar: slå til på hurtige omstillinger, hvilket også var opskriften på Bechs scoring til 2-0, og man må sige at effektiviteten var til stede søndag eftermiddag.

Den dynamiske tilgang til det taktiske skal bevares frem mod de resterende ni kampe i sæsonen, da modstanderne ellers alt for hurtigt kan læse, analysere og stoppe AGF’s fremdrift.

Gift Links gør klar til at skyde mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

Bech bryder måltørken

Tobias Bech har ikke været den mest toneangivende spiller i sæsonen, men mod FCN trådte han i karakter.

Han var farlig i omstillingerne, skabte chancer og kronede indsatsen med en scoring. En forløsende en af slagsen, som han sagde efterfølgende.

Hvis han kan bygge videre på denne præstation, kan han blive en nøglespiller i forårets mesterskabsspil.

Konkurrencen i angrebet er generelt god, for man sidder jo også og glæder sig til, at Badji komme ind og bidrager med sin fysiske pakke.

Tobias Bech jubler efter scoring mod FCN på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Talentudvikling i fokus?

Frederik Emmery fik spilletid i slutfasen af kampen, og selvom han kun fik få minutter, kan det være et signal om, at Rösler er mere villig til at give unge spillere chancen. Duelund er i hvert fald som eksempel bag de unge i køen.

Om det betyder, at flere akademispillere får spilletid i foråret, må tiden vise, men det vil være sund for klubben at skabe grobund for, at egenudviklede spillere kan bryde igennem og blive solgt videre, som vi så det med TK.

Frederik Emmery vinker på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Bedre rustet til skader

Mikael Andersons fravær mod FCN viste, at AGF i dag er mindre sårbare over for skader end tidligere.

Hvor fraværet af profiler før kunne vælte holdet taktisk, ser truppen nu mere fleksibel ud. Spillere som Badji, Akoto og Kahl virker til at have større tillid fra trænerstaben, hvilket kan blive afgørende i de kommende kampe.

Næste udfordring venter på mandag mod Brøndby, hvor Rösler igen skal finde de rette taktiske løsninger. Kan AGF bygge videre på den stærke indsats mod FCN? Vi ved jo i hvert fald at Paddy nok skal score på Brøndby Stadion, så mon ikke, vi kan få noget godt med hjem fra Pestegnen?

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle