Skip to main content


Foto: KSDH.dk

Blog: Er AGF sin egen værste fjende?


| Clovis Lukunku | ,

AGF afsluttede efterårssæsonen i Superligaen med 1-1 mod Silkeborg. Et resultat, der desværre understreger en kedelig tendens: De Hviie skal åbenbart bagud, før de begynder at spille offensivt og med mod. Hvorfor ikke gå efter de tre point fra første fløjt?

Med en fjerdeplads i Superligaen og 28 point efter 17 kampe ser tabellen umiddelbart lovende ud. AGF er kun fem point fra FCK og FCM på de øverste pladser, men samtidig er der blot to point ned til syvendepladsen, hvor FCN lurer. Superligaen er ekstremt tæt i år, og AGF har tidligere vist, at de kan spille sig op blandt de bedste. Men den senere tids kampe afslører et problem: AGF mangler skarphed og tro på egne evner fra kampenes start. For ofte havner holdet i en situation, hvor de skal jagte et resultat frem for at kontrollere kampen fra begyndelsen.

Mads Emil Madsen dribler mod Silkeborg IF.
Foto: Kronborgfotos

Frygten for at tabe lammer offensiven

Kampåbningerne har været præget af nervøsitet og passivitet. Fansene har flere gange måttet se et AGF-hold, der ligner nogen, der spiller for at sikre et point snarere end at gå efter sejren. Resultatet er en farlig tendens til at komme bagud, som vi har set mod Skive i pokalen, FCK hjemme, FCN ude og senest Silkeborg. Når modstanderne scorer, vågner AGF op og begynder at spille frit – men hvorfor ikke vise det mod fra starten?

De sidste to kampe har været ekstra skuffende. Efter landskampspausen lå AGF på førstepladsen og havde en gylden mulighed for at skabe afstand i tabellen. I stedet så vi et hold, der virkede tilfredse med uafgjort mod FCN – og endte med et nederlag. Det er et problematisk mindset for en klub, der drømmer om trofæer og succes.

AGF-holdet samlet i cirkel før kamp.
Foto: Hjørringgaard Foto

Vis mod fra start!

Hvis AGF skal indfri ambitionerne, skal holdet vise større mod og selvtillid fra kampenes start. Fansene skal kunne se, at holdet går efter sejren og ikke bare reagerer på modstanderens føringsmål. Det handler om at genfinde det tryk og den intensitet, som AGF viste i starten af sæsonen, hvor nogle af de store sejre blev skabt.

De kommende kvartfinaler i Pokalen er en perfekt anledning til at vende udviklingen. Første kamp spilles på hjemmebane mod Brøndby på søndag, og her er det afgørende, at AGF tager initiativet og spiller for sejren fra første minut. Det skal være slut med at vente på, at modstanderen scorer, før De Hviie for alvor folder sig ud. En sejr i første kamp er næsten nødvendig for at skabe et godt udgangspunkt til returkampen den 15. december. Og vi har vist før, at det kan lade sig gøre, så lad os da bare gentage succesen!

Gift Links med bolden mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

Giv os en værdig afsked med Ceres Park.

Der er ikke plads til forsigtighed, hvis AGF skal gå hele vejen – hverken i Pokalen eller i Superligaen. Det handler om at spille for sejren. Fra start. For byen. For fansene. For drømmene. Let’s go!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle