Stor indsamling til El Cambio gør en forskel i Uganda: – Hele kredsløbet i projektet er så smukt og meningsfyldt
Den aarhusianske serieiværksætter og AGF-tilhænger, Younes Deaibes, rakte i juli ud til sit netværk for at lave en indsamling til El Cambio. Ikke bare for at understøtte den fodboldmæssige succes på AGF’s samarbejdsakademi, men i lige så høj grad på grund af de drømme og håb, der lever blandt de ugandiske børn og unge.
Younes Deaibes har gang i mange ting i hverdagen, men den tidligere Ild Pizza-direktør og nuværende vækstpartner i virksomheden Meliora Ventures, søgte i sommeren 2025 et projekt, som ikke nødvendigvis skulle handle om forretning. Et meningsfuldt projekt, der ville give noget til samfundet. Derfor satte han sig ned med projektleder hos El Cambio, Jeppe Rogers Augustsen, for at blive klogere på akademiet i Uganda, som AGF har indgået en 15-årig samarbejdsaftale med.
– Tanken har været, at jeg gerne ville engagere mig i et projekt, som er givende og skaber noget for andre. Det endte med, at jeg gerne ville derned og mærke projektet helt tæt på, fortæller Younes Deaibes.

Hurtigt fandt de to frem til, at en indsamling og en rejse til akademiet kunne give stor værdi.
– Vi lavede en indsamling, som hurtigt fik stor opbakning. Det viser jo også, at folk gerne vil bakke op om de her drømme, siger Younes Deaibes.
Det lykkedes at indsamle genstande og produkter til en værdi á 200.000 kroner via sponsorer, partnere og private donationer. Otte kufferter blev fyldt, og så gik turen sydpå.
– Vi havde alt muligt med i form af bolde, trøjer, tandbørster og legetøj. Folk har været så søde, siger Younes.
– Alle produkter er landet det helt rigtige sted, hvor de gør en stor forskel på den ene eller anden måde, siger Jeppe Rogers Augustsen.

Længe leve drømmene
El Cambio er placeret i den ugandiske by Masaka og har siden indgåelsen af samarbejdet med AGF i maj 2024 fået etableret en smuk kunstgræsbane samt nye, bedre faciliteter til ophold og træning.

Der er dog stadig langt til de vilkår, som danskerne kender fra egne foreninger, og selvom Uganda har oplevet vækst og reduceret fattigdom, så lever omkring 28 % af befolkningen stadig i ekstrem fattigdom, og der er udfordringer med korruption, infrastruktur og ulighed.
Det er derfor også en del af grundlægger Thomas Thors vision, at akademiet skal give børn og unge en mulighed for at udleve deres drømme – også selvom man kommer fra fattige kår.

Den vision har Younes Deaibes i dén grad købt ind på.
– Jeg kom derned og så det og blev totalt forelsket. Det er børn og unge mennesker, der har en drøm. De har ingenting, men de er glade og smilende alligevel, og det er noget, jeg har taget med mig hjem. Når jeg har en dårlig morgen, så tænker jeg på de her børn og på, at hvis de kan smile, så kan jeg sgu også!, siger Younes Deaibes, som rejste til Uganda med Jeppe Rogers Augustsen i to uger i august.
– At turde drømme og sige det højt, det synes jeg virkelig er fedt.

Han glæder sig over at kunne bidrage til udviklingen – ikke bare på fodboldbanen, men i en større helhed.
– Man kan se kredsløbet i det, hvilket jeg er totalt forelsket i. Man støtter akademiet, man får lokale folk i arbejde og forbedrer lokalsamfundet, man sender fodboldspillere til Aarhus, som gør en forskel her, hvilket gør AGF bedre, og man gør det muligt for børn og unge at drømme. Om det er fodbold, eller noget helt andet, så skal børn have lov at drømme. Så hele kredsløbet er så smukt og meningsfyldt, siger Younes.

Netop drømmene er noget, der er udfordret i et land som Uganda, men El Cambio-projektet gør sit til, at både piger og drenge kan jagte de muligheder, som byder sig.
Der går i dag 66 elever på akademiet med en fordeling på 75 % drenge og 25 % piger, som alle er på fuldt stipendium, til de er færdige med deres uddannelse.

Masser af potentiale på- og udenfor banen
Selvom indsamlingen og rejsen nu er overstået, så er Younes slet ikke færdig med at støtte El Cambio.
Det har været en skelsættende rejse for den aarhusianske forretningsmand, og han og Jeppe har allerede sat nye ting i søen, som skal gavne de ugandiske “drømmespillere”.
– Det er sjovt at se AGF-præget nede på akademiet, og jeg kommer fremadrettet til at engeragere mig endnu mere, fortæller Younes Deaibes.

– Jeg kan ikke selv spille bold, men jeg er aarhusianer af hele mit hjerte, så jeg kan ikke tillade mig ikke at støtte op. Det er også fedt at få lov at gøre en forskel både i Aarhus og i Uganda, siger han.
Læs også: Rejsebrev: El Cambio – mere end professionel fodbold

Du kan blive klogere på hele El Cambio-projektet i podcasten Lyden AGF, hvor grundlægger, Thomas Thor, fortæller om udviklingen på akademiet.
Flere AGF Nyheder
-
Bag fjendens linjer med FCF-fan: – Vi vil også vise, at vi kan noget -
AGF – FCM: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Beijmo og Poulsen før Fredericia: – Det er selvfølgelig en vigtig kamp for os -
Udsolgt på udebaneafsnittet til søndagskamp i Fredericia -
Jakob Poulsen: – Vi var ikke skarpe nok -
Dommerekspert: – Offside ved FC Midtjyllands scoring -
Jens Jønsson vender hjem til Danmark til sommer: – Jeg ville elske at spille for AGF igen -
Felix Beijmo om styrkeforholdet mellem AGF og FCM: – Det er meget tæt -
Frederik Tingager er tilbage: – Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, jeg har fået -
Dalsgaard: – Dommeren havde glemt sine gule kort