Skip to main content



Sønderjyske – AGF optakt: Der skal spises op i mesterskabsspillet, og vi starter med kage


| Marcus Refsgaard |

Mesterskabsspillets første kamp byder på kagebord, hvor AGF skal vise tænder i sønderjysk-topkamp og vise, hvad det her forår kan blive til.

Kampfakta

Spilletidspunkt: Søndag den 15. marts 2026 klokken 16:00.

Spillested: Sydbank Park, Stadionvej 7, 6100 Haderslev.

Dommer: Sandi Putros (Linjedommere: Deniz Yurdakul og Steffen Beck Bramsen).

VAR-dommer: Morten Krogh (AVAR: Jesper Dahl).

Følg kampen her: TV2 Sport X og TV2 Play.

Hashtags: #sjkagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Det er ikke ofte, der er topkamp i Haderslev, men når de foreløbige guld- og bronzepladser møder hinanden, må der siges at være noget på spil. AGF slog Sønderjyske ud af pokalen og er selv lige røget samme vej. Derfor er der kun mesterskabsspillet for de to mandskaber at fokusere på. Sønderjyske har været længst oppe ad stigen med deres sølvmedaljer tilbage i 15/16 sæsonen i nyere tid, mens AGF generelt har holdt sig bedre til med to bronzemedaljer og flere pladser i top seks. Der er derfor meget at kæmpe om for begge hold, hvor Sønderjyske gerne vil vise, at de er med i medaljekampen igen. Og AGF vil cementere, at de er blandt de bedste i dansk fodbold.

Patrick Mortensen og Tobias Bech jubler efter scoring mod FC Midtjylland.
Der har manglet mål fra de to frontangribere i AGF i 2026, nu har Tobias Bech dog åbnet kontoen. Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes kampe

De to hold har i alt mødt hinanden 34 gange i Superliga-regi. Her er det blevet til 16 AGF-sejre, ti uafgjorte og otte AGF-nederlag, hvilket gør dem til et af de få hold, hvor AGF rent faktisk har historisk overtag.

Ser man på deres seneste fem indbyrdes opgør, er det også med et hvidt overtag. Her er det blevet til tre sejre, en uafgjort og ét nederlag, og med en målscorer på 13-6, er det en kamp der er garant for mål.

I Superligaen er Sønderjyske dog det eneste hold, der har taget flere point fra AGF, end de har givet. 4 point har sønderjyderne hentet mod De Hviie, mens de blot har indkasseret et enkelt point fra kampene. Men det er ikke den eneste gang, de to hold har tørnet sammen i denne sæson.

De mødtes nemlig også i Oddset Pokalen. Her vandt De Hviie 2-1 efter en sen scoring sat ind af Patrick Mortensen i det 86. minut. Den sendte aarhusianerne videre til kvartfinalen – igen efter et opgør, hvor Poulsens mandskab havde visse problemer med sønderjyderne.

Patrick Mortensen scorer mod Sønderjyske.
Foto: Kronborgfotos

Status på AGF

Grundspillet er delt op, og AGF vandt dette ligesom de også blev vintermestre, nu handler det om at gå tre for tre, og det gør de bedst ved at få 3 point med fra mesterskabsspillets første kamp.

Smilets By kommer mindre glade, end vi plejer efter at være knebent – resultatmæssigt – slået ud af FCM. Pokalhåbet er en ting, men den overbevisning FCM spillede med, vidner om et hold der er klar til at gøre alt for at vinde så meget som muligt i foråret. Derfor har AGF ikke råd til at efterlade krummer fra kagebordet. Der skal spises op, og det starter på søndag!

Det har været et svingende kampbillede at se AGF i starten af 2026. Sløseri i Fredericia, dominans i Vejlby og besvær i Vejle kan overskrifterne vel groft kortes ned til. AGF skal finde fodfæste i det at være bejler til Superliga-titlen, i foråret var det form, nu er det klasse, der skal bære holdet.

Særligt har angriberne været fraværende i form af mål, men midtbanen har steppet op, hvilket derfor i sig selv er okay. Forsvaret er også blevet mindre stabilt, men det kan takseres et skifte i spillestil fra Uwe Röslers defensive tankegang til Poulsens offensive. Desuden står Tingager på trappens første trin, for at komme tilbage i startopstillingen. Noget der bør give selvtillid i forsvaret og trusler på dødbolde, hvilket AGF har døjet med.

Henrik Dalsgaard jubler efter scoring på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Til torsdagens træning på Fredensvang var samtlige (!) Superliga-AGF’ere med til træning for første gang – vel nærmest nogensinde, og Jakob Poulsen kunne berette, at alle dermed er i spil til en plads i truppen mod Sønderjyske. Poulsen, Solbakken og Jensen-Abbew kan dog endnu ikke starte inde, ligesom Andersen og Mølgaard næppe får plads i en startellever endnu, men det kan Tingager, hvilket vel nok er den mest savnede.

Status på Sønderjyske

Sønderjyske har markeret sig som en af sæsonens helt store overraskelser. Det er første gang siden sæsonen 2016/17, at klubben kvalificerer sig til mesterskabsspillet – en milepæl, der uden tvivl har skabt begejstring i Haderslev.

De tabte på udebane til FC Nordsjælland i 2026s første superligakamp, men havde ikke tabt siden netop nederlaget til AGF i pokalen, og før det, FCK tilbage i september – kigger man superligaregi.

Den solide stime skyldes især en stærk defensiv. I sommer hentede klubben Magnus Jensen i Lyngby, og sammen med Daniel Grétarsson har han dannet et fremragende makkerpar i midterforsvaret. Duoen har ikke blot lukket få mål ind – to mål i 2026 – de bidrager også offensivt med sammenlagt 4 mål og 2 assists.

Med en sejr kan Sønderjyske for alvor spille sig ind i kampen om medaljer, hvor Brøndby endnu ikke har scoret i år, som må være deres største modstander i kampen om 3. pladsen.

Kristian Arnstad afslutter mod Sønderjyske.
Foto: Kronborgfotos

Dem skal vi holde øje med:

AGF: Det er svært at pege på kun én spiller hos AGF, som man skal holde øje med. Men Tobias Bech skulle gerne bygge på målet mod FCM. Scoringen betød stor forløsning for den unge angriber, der alt andet må have været mærket at vinterens transferrygter. Tobias Bech er elsket i Aarhus, og det skal han huske når han går på banen mod Sønderjyske.

Sønderjyske: Hos sønderjyderne er Magnus Jensen en spiller, AGF bør have særlig fokus på. Den 195 centimeter høje midterforsvarer dominerer luftrummet både defensivt og offensivt. Han udgør en konstant trussel på dødbolde, hvilket er noget AGF skal være klar på – især hvis Tingager ikke er med fra start. Lirim Qamili  har også vist noget af det niveau, han havde sidste sæson. Med ét mål og én assists i 2026 har han sparket året fint i gang.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Ingen. (Karantænefare: Henrik Dalsgaard, Rasmus Carstensen, Nicolai Poulsen og Eric Kahl).

Sønderjyske: Ingen (Karantænefare: Ebube Duru, Sefer Emiri, Daniel Gretarsson, Olti Hyseni og Magnus Jensen).

Skader:

AGF: Ingen.

Sønderjyske: Runar Thor Sigurgeirsson.

Bud på startopstillinger: 

AGF(3-4-3): Hansen – Kahl, Dalsgaard, Beijmo – Links, Yakob, Knudsen, Carstensen – Arnstad, Mortensen, Bech.

Sønderjyske (4-2-3-1): Bundgaard – Grétarsson, Jensen, Soulas, Wæver –  Oggesen, Vinderslev – Lyng, Cherif, Qamili – Hoppe.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle