Skadesopdatering: Polle er positiv
Skader har været et stort tema gennem det seneste år i AGF, men i denne sæson er lazarettet heldigvis svundet ind. Her er skadesopdatering forud for fredagens Superligakamp mellem AGF og SønderjyskE.
KSDH-redaktionen var i dag til stede på Fredensvang, hvor Uwe Rösler blandt andet gav en status på de skadede spillere i AGF-truppen.
Inden han slog sig ned i sofaen i klubhuset vandrede Nicolai Poulsen dog forbi de fremmødte journalister, og han kom med positive meldinger efter at have siddet ude hele sidste uge.
Et stræk i baglåret havde generet ham, men han var i dag på træningsbanen med en fysisk træner og virkede fortrøstningsfuld i forhold til at blive klar til fredagens Superligakamp.
Stadig lang vej for flere
Tobias Mølgaard har siddet ude stort set hele 2024 med en såkaldt high hamstring samt et riv i muskelsenen, der har generet ham. Han glæder sig selv til at komme retur, men der er endnu lang vej for den stærke forsvarsspiller, som dog er at finde på banen til træningerne, hvor han endnu ikke er involveret med resten af holdet.
Læs også: Mølgaard på vej retur: – Jeg glæder mig ufatteligt meget til at smaske ind i den første duel
Det samme kan siges om Mikkel Duelund, der stadig kæmper for at komme retur fra sin ankelskade. Derudover er Tobias Anker godt på vej tilbage efter rygproblemer. Han bliver dog ikke klar til Sønderjyske-kampen.
– Tobias Anker, Tobias Mølgaard og Mikkel Duelund er endnu ikke i fuldt træningsmodus. Der er håb for Poulsen. Så det meste er som i seneste runde, fortæller Uwe Rösler.
Hav tålmodighed med Yakob
Sidste mand på skadeslisten er svenske Kevin Yakob, som mange fans glæder sig til at se retur på grønsværen.
Midtbanespilleren blev knæopereret for et år siden og har arbejdet for at komme retur siden da.
– Kevin Yakob har en utrolig arbejdsevne og er meget ambitiøs, men vi må have tålmodighed. Han skal have tid til at komme tilbage på samme niveau, som han var på inden skaden. Man genfinder ikke så højt et niveau fra dag ét, forklarer Uwe Rösler, som ellers godt kunne bruge forstærkning på midtbanen efter afskeden med Julius Beck, Benjamin Hvidt og Magnus Knudsen i dette transfervindue.
Læs også: Yakob misser sæsonpremieren: – Jeg vil komme tilbage og gøre store ting for den her klub
– Når vi snakker rekruttering af nye spillere, så tænker jeg først og fremmest på midtbanespillere, fortæller AGF’s cheftræner.
AGF tager imod Sønderjyske klokken 19 på Ceres Park fredag den 2. august. Transfervinduet lukker ved midtnat mellem den 1. og 2. september.
Flere AGF Nyheder
-
Studierne indtager Ceres Park: 3000 unge klar til tribunefest
-
AGF straffes med stor bøde og tilskuerstraf
-
Mølgaard er klar til comeback: – Har arbejdet meget med det mentale
-
Lyden AGF: Et hak i tuden for AGF’s mesterskabsdrømme
-
Video: Se AGF’s nye High Performance Center
-
FC Midtjylland – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
Blog: Hvorfor er der ikke nok kvalitet fra bænken?
-
U17 og U19: Farums teenagere levnede ingen point til De Hviie
-
Jacob Nielsen efter akademi-åbning: – Det er en kæmpe milepæl
-
Mortensen: – Det irriterer mig grænseløst