Yakob misser sæsonpremieren: – Jeg vil komme tilbage og gøre store ting for den her klub
Kevin Yakob spillede sin seneste kompetitive fodboldkamp for AGF den 4. juni 2023, da han løb ind i en slem knæskade, da han fik debut for Iraks landshold få uger senere. Efter en operation og et langt genoptræningsforløb nærmer han sig nu et comeback, men det bliver ikke til sæsonpremieren, fortæller svensk-irakeren i dag.
23-årige Kevin Yakob tog Aarhus med storm i sæsonen 22/23, da han leverede den ene flotte præstation på midtbanen efter den anden.
Sommeren 2023 blev dog slet ikke en sjov en af slagsen for Yakob, der blev langtidsskadet og undergik en knæoperation, som betød, at han missede hele seneste sæson.
Efter lang tids genoptræning er Yakob nu ved at være retur, men han har stadig lidt arbejde at gøre i fitnesslokalet, inden bolden for alvor ruller igen.
– Det har varet et år nu, så jeg håber snart at være tilbage. Det bliver ikke til sæsonpremieren, men hurtigt derefter, fortæller han efter dagens træning på Fredensvang.

– Jeg skal lytte til mit knæ. Det reagerer godt, men jeg vil ikke gøre noget for hurtigt, for jeg skal være helt klar, når jeg vender retur, fortæller midtbanespilleren, der har spillet 27 kampe og leveret fem mål og seks assists for AGF.
Anden knæoperation i karrieren
Kevin Yakob var igennem et lignende forløb tilbage i 2019, hvor han også undergik en knæoperation. Dengang var han lidt hurtigere tilbage, men svensk-irakeren forklarer, at man denne gang vil være helt sikker på, at knæet har det godt, inden han vender retur til kamptruppen.
– Det er anden gang, det er sket, så vi fiksede en række ting i knæet for at være sikre på, at det ikke sker igen. Det har også gjort, at det har taget lidt længere tid, men jeg er snart tilbage på banen, og jeg kommer stærkere tilbage, det er jeg sikker på, siger Yakob, der blev opereret i London af lægen Andy Williams, som har erfaring med den slags fra adskillige Premier League-spillere samt Roony Bardghji fra FCK.

– Det har været hårdt at være ude så længe. Da det skete, tænkte jeg: “Okay, det er en sæson, og så er jeg klar igen.” Man tænker ikke over alle de små tilbageslag, der kan komme. Jeg har prøvet det før, og jeg skulle bare gøre det igen. Men det har taget lidt længere tid, og det er hårdt, fortæller Yakob, som dog også har vist stærk mentalitet undervejs i forløbet.
– Samtidig så stoler jeg på mig selv og mine evner, og jeg ved, at uanset hvor længe jeg er ude, så vil jeg komme tilbage og gøre store ting for den her klub, det er jeg ikke i tvivl om, fortæller Kevin Yakob.
Yakob træner fortsat primært i fitnesslokalet, men som han siger:
– Nu skinner solen, sommeren er her, og jeg er ved at være træt af det fitnesslokale. Jeg er sikker på, at jeg snart er at se derude.
Kevin Yakob har kontrakt med de Hviie frem til sommeren 2027.
Flere AGF Nyheder
-
Lyden AGF holder hvii januar med træningslejr, testkampe og transferrygter -
AGF bliver en del af Kulturpasset: Unge får gratis entré til hjemmekampe -
Avis: Wahlstedt i kikkerten hos de norske mestre -
Lad os lege ‘CV’: Her kommer bud på forstærkninger til hver kæde -
Blog: Tungen skal holdes lige i munden -
Medie: AGF og FCM i kamp om Mikael Uhre -
Oskar Haugstrup forlænger med AGF -
Ugens rygtebørs: Carstensen permanent, Beijmo usikker – rygter om ny angriber -
Jakob Poulsen: – Jeg regner stærkt med, at de alle sammen er her, når vi lukker transfervinduet -
Status på truppen: Tingager starter uden bold