Skip to main content


Foto: AGF

Jacob Nielsen efter akademi-åbning: – Det er en kæmpe milepæl


| Jonas Roulund |

AGF har fået sit eget akademi i direkte forlængelse af klubhuset på Fredensvang. Et projekt, der skal gøre transitionen fra talent til Superligaprofil nemmere, og som styrker både tiltrækningskraft og videresalgspotentiale i fremtiden.

Talentudvikling er et stort emne i alle klubber i Europa, og AGF er ingen undtagelse. Her har man de seneste år opgraderet både scouting- og rekrutteringsområdet, ligesom talentafdelingen har fået flere midler at arbejde med.

Nu er det nye akademi på Fredensvang så åbnet, og 20 spillere er allerede flyttet ind. Samtidig kan El Cambio gøre brug af værelser, når de har spillere på besøg fra Uganda.

Akademispillerne består af U17- og U19-spillere, og det er en blandet skare, som får muligheden for at flytte ind. Det hele handler om at mindske gnidningerne i en travl hverdag, hvor uddannelse, transport og fodboldtræning skal gå hånd i hånd med den menneskelige udvikling.

Det er noget, AGF håber at komme til livs på det nye akademi, hvor der både er opholdsrum med spil, styrketræningsfaciliteter, omklædningsrum, mødelokaler, biograf og selvfølgelig værelser til de enkelte spillere.

AGF's talentakademi indvies på Fredensvang.
Foto: AGF

Fredag den 25. oktober blev det officielt indviet, og AGF’s administrerende direktør, Jacob Nielsen, var selvsagt en stolt mand på dagen.

– Jeg synes, det er en kæmpe milepæl og lidt af en gamechanger. Det, vi har fået nu, sætter os mange år frem. Uanset om du er Ekemini fra Nigeria, Tomas fra Island eller Emmery fra Aarhus, så kan det være godt at bryde ud og komme ind i det her miljø, sagde han til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.

– Drømmen er, at der skal udklækkes endnu flere fodboldspillere herfra. Der skal lægges endnu mere på, sagde Nielsen og sendte et blik op mod illustrationerne på væggen, hvor Adam Daghim, Jens Jönsson, Yann Bisseck, Jens Stage, Albert Grønbæk, Thomas Kristensen og Mustapha Bundu pryder akademibygningen som inspiration for talenterne.

Akademibygningen prydes af illustrationer af tidligere spillere.
Foto: AGF

Tiltrækningskraften øges

Når faciliteterne spiller, så påvirker det ikke kun de spillere, som bevæger sig rundt i huset til dagligt.

Interessen fra andre klubber, lande, ligaer og akademier tager også til, fortæller Jacob Nielsen.

– Vi får henvendelser fra akademier rundt om verden, som gerne vil samarbejde med os, for det handler jo både om at få spillere til Danmark, men det handler også om den gode udvikling og videresalg. Når de ser det her, så bliver vi meget mere interessante for klubber og akademier rundt omkring, forklarer AGF’s administrerende direktør.

Jacob Nielsen snakker med akademispillere i Uganda.
Foto: AGF.dk

Han har store forventninger til resultaterne af, at man nu har et stærkt setup omkring talentafdelingen, men han ved også, at man skal væbne sig med tålmodighed, når det kommer til talentudvikling.

– Man kan allerede se resultatet i form af tiltrækningskraften, men det er et langt sejt træk, forklarer Nielsen.

Han understreger, at akademiet allerede har gjort nogle ting lettere i hverdagens transitionsarbejde.

– Det er meget nemmere at få transitionen til at fungere, når spillerne er her. Hvis Uwe har en skade i Superligatruppen til en træning, så kan de hive en U19-spiller op, fordi de er herude, fortæller direktøren og uddyber:

– Det er meget nemmere at have det hele samlet under samme tag. De kommer tættere på Superligaen, og det er 24/7. Der er nogle miljøer her, der giver mulighed for at hygge sig med gaming, de kan træne sammen, de kan lave lektier sammen, og de kan også trække sig væk hver for sig, forklarer han.

Bobspil på akademiet på Fredensvang.
Foto: KSDH.dk

Selvom akademiet fremstår imposant på Fredensvang, så er der jo begrænset plads på Terp Skovvej, og der er umiddelbart ikke plads til at udbygge det i fremtiden. Det skal dog ikke nødvendigvis ses som en dårlig ting, at man ikke kan have alle ungdomsspillere i byen boende på akademiet.

– Det er også en gave til aarhusiansk fodbold, for det er jo ikke alle, der kommer igennem nåleøjet. Nogle vil skulle ud i nogle perioder for at få spilletid, så det kan komme andre aarhusianske klubber til gavn, fortæller Jacob Nielsen.

AGF's talentakademi på Fredensvang står klar.

Tæt på talenterne

Det 2200 kvadratmeter store byggeri indeholder – udover de sportslige faciliter – også kontorplads til trænere og administration, og AGF’s medieteam er blandt andet rykket ud i de nye lokaler. Derudover har direktøren selv taget plads på Fredensvang. Han holdt ellers tidligere til i Ceres Arena, hvor den øvrige administration også sidder til daglig.

– Vi er en fodboldforretning, der skal fokusere mere på den del, der hedder salg af spillere, så jeg synes, det er en enorm styrke, at administrationen er her. Det er meget mere fordrende for medarbejderne. Det, at vi er sammen, er en kæmpe gave, og for mig personligt, så betyder det, at jeg kan være nærværende i hele klubben. Det er som om, talentafdelingen er kommet tættere på, for administrationen har jo primært 8-16 jobs, og ungdommen træner primært om aftenen, men nu er vi meget mere sammen, forklarer Jacob Nielsen.

Jacob Nielsen, AGF direktør
(Foto: Matti Kronborg)

Han kom til AGF i 2014, og på de ti år er der sket store forandringer. Et nyt klubhus til 150 millioner kroner, et nyt akademi for 40 millioner kroner og snart et nyt stadion til 650 millioner kroner. Hvad bliver det næste?

– Nu skal der fokuseres hundrede procent på driften og på stadionprojektet. Det her har vi kunne overlevere til hovedentreprenøren Raundahl og Moesby og deres folk. Det næste i Vejlby, det er en bar mark i bund og grund, så der ligger rigtigt meget i den del, og det kræver stort fokus, siger Jacob Nielsen.

Læs også: Mød AGF’s nye talentchef: Ung leder med store ambitioner

Således er grundstene lagt for meget mere talentudvikling i det aarhusianske. Det midlertidige stadion i Vejlby er under opbygning og skal stå klar til forårets Superligakampe 2025. Det nye stadion i Kongelunden skal efter planen stå klar i slutningen af 2026.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle