
Skadesopdatering med Rösler: Fem spillere i fokus
En tre ugers sommerferie til at restituere skulle gerne betyde, at Uwe Rösler snart kan råde over en tæt på skadesfri trup. Men ikke alle er klar til at tage del i opstartstræningen.
Langtidsskadede Tobias Mølgaard og Kevin Yakob har netop givet opdateringer på deres respektive situationer, og ingen af dem når tilsyneladende at blive klar til sæsonpremieren den 19. juli hjemme mod FC Midtjylland. Men de er ikke de eneste, der døjer med skader og problemer under sommeropstarten på Fredensvang.
Her giver Uwe Rösler en opdatering på truppens tilstand.
Læs også: Yakob misser sæsonpremieren: – Jeg vil komme tilbage og gøre store ting for den her klub

Fem spillere kæmper for kampform
Tobias Mølgaard, Kevin Yakob, Mikkel Duelund, Eric Kahl og Tobias Anker.
Disse fem navne udgør skadeslisten pt. på Fredensvang.
Mens Mølgaard har døjet med “high hamstring” som er betændelse helt oppe omkring hæftet af baglårsmusklen, så har Kevin Yakob genoptrænet efter en knæoperation sidste år. Begge spillere erklærer sig “Godt på vej tilbage” – men ikke klar til sæsonpremieren.
– Tobias Mølgaard har en tricky skade. Vi forventede ikke, at det skulle vare så længe, men det viste sig at være mere alvorligt. Jeg kan ikke give en dato på ham, siger Uwe Rösler.
Læs også: Mølgaard på vej retur: – Jeg glæder mig ufatteligt meget til at smaske ind i den første duel

– Kevin Yakob kan vi ikke planlægge med i de næste uger – og måske et par måneder frem, fortæller cheftræneren om sin svensk-irakiske midtbanespiller.
En anden, man ikke kan planlægge med i den kommende tid, er Mikkel Duelund, der vrikkede om i kampen mod FCK i april. Han genoptræner indendørs for tiden.
– Duelund holder tidsplanen i forhold til sin genoptræning. Han kan ikke løbe endnu, men processen går efter planen, fortæller Uwe Rösler, som også har sparet Tobias Anker og Eric Kahl efter spillernes tilbagevenden fra ferie.

– Eric Kahl har haft en lille ting, men han er tilbage onsdag. Anker har lidt med sin ryg, og vi kan ikke forvente at bruge ham i testkampene. Han er ikke helt klar til at træne på fuldt blus, men han løber og kører på med fysioterapeuten på banen, fortæller Rösler.
To mulige målmagere på vej tilbage
Når man har observeret træningerne i begyndelsen af ugen, så har to mulige offensive esser manglet.
Mikael Anderson har nemlig fået forlænget sin ferie med en ekstra uge, da han har været på landsholdstjeneste. Derudover møder en velkendt nordmand snart ind igen på Terp Skovvej.
– Anderson har en ekstra uges ferie, og så starter Sigurd Haugen op onsdag, fortæller Uwe Rösler.

Haugen har været udlejet til NAC Breda i den netop overståede sæson. Her blev det til oprykning fra Hollands næstbedste række med Haugen som en markant figur. Med sine 34 kampe, 10 mål og to assists var han nemlig en afgørende spiller i kampen for at avancere til Eredivisie.
Flere AGF Nyheder
-
VB-keeper før søndagens kamp: – AGF er et af de bedste hold i Danmark
-
Anderson tvivlsom til Vejle-kampen
-
Hansen: – Vi skal trykke foden på speederen og give den fuld gas
-
Jacob Nielsen efter Bissecks landsholdsudtagelse: – Vi kan tage en kæmpe del af æren
-
Vejle-info til AGF-fans: Tifopølse og Cult Shaker på menuen
-
Vejle BK – AGF optakt: Bundproppen mod medaljedrømmerne
-
Jacob Andersen opereret: Vil komme stærkere tilbage
-
Blog: Er det en enlig svale, eller er AGF ved at falde i niveau?
-
Mikael Anderson på Rundens Hold
-
Lyden AGF evaluerer og ser fremad: Uwes justeringer, Andersons aften og Duelund i fokus