Der er julefrokost-tema i hjemmeholdets prematch-område forud for søndagens slag mellem SIF og AGF, mens der også er sørget for gode forhold til De Hviie fans, der svinger forbi JYSK Park til årets sidste Superligakamp. Her er praktisk info forud for opgøret i Søhøjlandet.
AGF drager søndag aften til Silkeborg for at forsøge at slutte Superligaåret af med manér.
Her venter ligaens 6. plads, som blot har to point op til De Hviie på 3. pladsen efter 16 spillerunder.
1200 AGF-fans har sikret sig billet til det udsolgte udebaneafsnit, og der er i alt plads til 10.000 tilskuere på Silkeborgs stadion.
Sidst de to mandskaber mødtes på det stadion var den 1. april, hvor 4904 tilskuere overværede en kamp, der endte 2-2.
– Vi glæder os som altid til at tage imod AGF-fansene, da det plejer at være nogle fede opgør med fantastisk stemning, siger SIF’s kommunikationschef, Thomas Nørgaard Andersen til KSDH.dk.
Transport og parkering
AGF Fanclub Aarhus og Samlet for Aarhus har som sædvanligt arrangeret busture til udekampen, som bringer fansene lige til døren, men hvis du kommer i bil eller som gående er der forskellige muligheder for at tilgå stadion.
Gående skal ved ankomst til JYSK Park følge den markerede sti på ydersiden af hegnet frem til udebaneafsnittet ved indgang 6. Udebaneafsnittet åbner halvanden time før kampstart.
SIF henviser kørende udebanefans til at benytte parkeringspladsen på Søholt Parkvej og gå ad gangstien til JYSK Park. Se nedenstående kort for rutevejledning.
Alternativt henvises til parkeringspladserne ved Silkeborg Ungdomsskole, Oslovej 2, 8600 Silkeborg.
Billetter og bajere
Udefans har plads på afsnittene E1 og E2.
– Vi gør opmærksom på, at personer, der udviser tilhørsforhold til udeholdet i andre sektioner end på udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten, skriver SIF på klubbens hjemmeside.
Når man først er kommet ind på stadion er der nok at tage sig til, hvis man er sulten og tørstig.
Menuerne ser således ud:
Stadionplatte: 1 stor frankfurter + brød + fadøl: 110,-
6 fadøl 0,5 liter: 275,-
Fransk hotdog inkl. sodavand: 70,-
SIF Menu 1 (2 x Stadionplatte): 210,-
SIF Menu 2 (1 Stadionplatte og 1 Juniorplatte): 200,-
SIF Menu 1 (2 franske hotdogs og 2 fadøl): 170,-
Popcorn og sodavand: 65,-
Chips og sodavand: 65,-
Derudover er der også både breezers, kaffe, kakao og snacks at finde i boderne.
Kampen mellem SIF og AGF spilles søndag den 1. december klokken 18.