Serra kæmper for sin plads på toppen: – Man ved aldrig, hvornår der bliver brug for en
Janni Serra har været igennem lidt af en rutsjebanetur, siden han fik sin debut som professionel fodboldspiller i tysk fodbold. Nu har han – endnu en gang – slået tilbage og indtager i skrivende stund en delt førsteplads på AGF’s topscorerliste. Tyskeren gør en dyd ud af altid at holde sig klar – og aldrig give op.
Det har set sort ud for Janni Serra i flere omgange gennem karrieren.
Den store angriber fik sin fodboldopvækst i hjemlandet, hvor han var forbi Bennigsen, Hannover, Havelse og Borrussia Dortmund i ungdomsårene, inden VFL Bochum gav ham chancen på seniorniveau i 2018. Siden gik turen til Holstein Kiel og Arminia Bielefeld, og så slog AGF til, da kontrakten med sidstnævnte udløb i sommeren 2023.
Det har dog været svært at bide sig fast hos De Hviie, som har haft et klubikon som førstevalg gennem Serras sæsoner i Aarhus. Derfor blev han udlejet i sæsonen 2024/2025, hvor et ulykkeligt ophold i FC Nürnberg gav et nyt hak i tuden på tyskeren, som blev frosset ude hos 2. Bundesligaklubben.
Læs også: Følelsesladet Serra: – Jeg har været igennem helvede

Han vendte retur til AGF og sad for det meste på bænken, men blev trods alt andetvalg efter Patrick Mortensen – og fik en vigtig rolle, da han lavede et enkelt mål mod OB i grundspillet og to mål mod Viborg i mesterskabsspillet, der endte med det første mesterskab til AGF i 40 år.
Nu er Mortensen væk, og kampen om nier-positionen er i dén grad åben. James Bogere, Stefen Tchamche, Tobias Bech og Janni Serra er på skift blevet anvendt som frontangriber i sæsonens indledende fase, og Serra selv nyder tilliden fra klubben, selvom sommeren bød på en del rygter om, at De Hviie jagtede forstærkning til netop dén position.
– Det var ikke nyt for mig, at klubben var på markedet efter en ny angriber. Når en klub mister sin topscorer gennem mange år, så er det naturligt, at klubben ser sig om efter en erstatning, siger Janni Serra til KSDH.dk og Aarhus Stiftstidende efter onsdagens træning på Fredensvang.
– Det var vigtigt at vise for os angribere i truppen, at vi også kan score mål. Hvis klubben virkelig havde ment, at behovet for en angriber var akut, så kunne de nok godt have hentet en, så jeg ser det også som et signal om tillid fra klubben, at det ikke skete, fortæller Serra, der har scoret tre Superligamål på 210 minutter i denne sæson – et mål hvert 70. minut på grønsværen – og samme antal mål, som han scorede i hele sidste sæson.
– Man ved aldrig, hvornår der bliver brug for en. Om det er fra første minut eller 88. minut, så skal man bare være klar og være der. Det er mit fokus, forklarer Serra, som gennem mange sæsoner efterhånden har vænnet sig til ikke at være første mand på holdkortet. Det kræver en særlig mentalitet at holde sig klar til at præstere, når træneren pludselig peger på en.
– Jeg har udviklet mig meget mentalt over årene. Jeg er vokset særligt gennem seneste sæson, hvor jeg havde en rolle her i klubben. Jeg startede med en lille rolle og fik så mere og mere spilletid. Det viser, at hvis man arbejder hårdt og venter på sin chance, så opstår mulighederne lige pludselig, fortæller AGF’s nummer 13.

Forskellige typer kan blive en fordel
Selvom det udefra kan virke som om, at trænerstaben måske har famlet lidt efter dén nier, som Carsten V. Jensen ikke har købt, så mener cheftræner, Jakob Poulsen, at Serra, Bogere og Tchamche kan bidrage med forskellige løsninger, når kampene kræver det, hvilket kan blive en fordel.
– Janni er en mere klassisk AGF-angriber. En større, lidt mere stationær type, som er god med ryggen til mål og en trussel specielt på højere indlæg ind i feltet, mens James er lidt mere bevægelig og Stefen er en blanding af de to, fortæller cheftrænerentil KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang.
– Det giver nogle muligheder alt efter kampbillede. Vi kan starte med et udtryk og ændre, hvis kampen kræver noget andet af os.

Han roser samtidig sin tyske angriber for altid er kæmpe videre – også når modgangen rammer, eller transferrygterne spredes:
– Det er sådan det er at være fodboldspiller. Hvert eneste vindue ved du, at klubberne kigger, og det kan være, de kigger på din position. Det kan være, der kommer noget ind, det kan være, der ikke kommer noget ind. Som en forholdsvis rutineret spiller som Janni, så har man prøvet det før, fortæller Poulsen og tilføjer:
– Det fede ved Janni er, at han virkelig gerne vil. Han giver den gas, og nogle gange spiller han, andre gange gør han ikke, men der er ikke noget piveri. Han ved bare, at når han får sin mulighed, så forsøger han at tage den. Og det må man jo sige, han har gjort de seneste par gange.

Med sine to mål mod Silkeborg i seneste runde har Serra således bragt sig i en fordelagtig position i kampen om spilletid:
– Der har været en åben kamp om, hvem der skal være førsteangriber, og der har været relativt stor succes omkring nierne. Bogere og Serra har lavet seks mål tilsammen, så de har haft ganske stor effektivitet. Det er ikke der, vi har manglet målene fra. Jannis præstationer de seneste kampe har jo gjort, at han måske er en my foran de andre lige nu, siger Poulsen.
Næste opgave for Serra, Poulsen og resten af AGF-truppen er søndag, når FC Nordsjælland tager imod De Hviie på Right to Dream Park klokken 18.
-


KSDH – Stolte Som Få – Aarhus 1880 t-shirt – Hvid
229.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH Halstørklæde – Hvid
176.00kr. Tilføj til kurv -


Miraklet i Poznan T-Shirt – Hvid
249.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Serra før FCN: – Vi skal vise karakter -
Flere AGF-profiler på vej tilbage fra skader -
Serra kæmper for sin plads på toppen: – Man ved aldrig, hvornår der bliver brug for en -
Farzam Abolhosseini med hård dom over AGF’s transfervindue: – Der var flere muligheder -
AGF’s Young Guns måtte se sig slået af rubinerne -
AGF mindes de afdøde hviie helte til årets sidste hjemmekamp -
Janni Serra på Rundens Hold for første gang i sæsonen -
Lyt, læs eller se KSDH’s store transfershow sommeren 2026 -
AGF – SIF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Dårligste start af en dansk mester nogensinde: – Stadigvæk muligheder for at opnå ret mange ting