Rune Lykkeberg: – AGF er min skæbne

For Rune Lykkeberg er AGF meget mere end fodbold. Det er et lidelses- og skæbnefællesskab, som rækker langt ud over kridtstregerne. Her beretter den mangeårige samfundsdebattør om sin kærlighed til De Hviie, og hvorfor klubben fra Fredensvang fylder så meget hos den i dag 51-årige chefredaktør for Dagbladet Information.

Rune Lykkeberg står som ansvarshavende chefredaktør i spidsen for Dagbladet Information, hvorfor han på ugentlig – hvis ikke daglig – basis er at finde i centrum af de offentlige samfundsdebatter via podcasts, bøger, artikler og interviews. Bag den seriøse og velformulerede facade gemmer der sig dog også en passioneret og til tider højtråbende fodboldfan, som har fulgt De Hviie gennem tykt og tyndt gennem hele livet.

Lykkeberg voksede op i Risskov, spillede fodbold i den lokale klub VRI og gik på Risskov Gymnasium, inden turen gik til USA og senere København, hvorfra kærligheden til AGF blot voksede og voksede år for år.

– Der var mange år i folkeskolen, selv hvis andre ikke ville med, så cyklede jeg til stadion og tog derind. Jeg tog derud med min far og mine venner, men folk synes det var lidt underligt, at jeg gik så meget op i det, så nogle gange måtte jeg alene afsted, fortæller Lykkeberg, som siden kom på Risskov Gymnasium, hvor tilhængerforholdet tog til.

– I gymmasiet lavede vi en fanklub, hvor vi fulgtes ud til hjemmekampene. Dengang var kampene altid søndag klokken 16. Det var så fedt. Så lavede vi vores eget bookmaker-system, hvor vi tog imod bets hver fredag. Der var dog vedholdende rygter om, at vi brugte nogle af pengene på bajere til os selv… og de rygter kan jeg nu, 30 år senere, bekræfte! Men vi gav de fleste penge tilbage til dem, der havde vundet. Der var lige et administrationsgebyr, erkender Lykkeberg med et grin.

Herfra gik turen til USA på et studieophold, inden København og universitet ventede i 1994.

– Jeg tænkte, at jeg måtte prøve at være københavner, så jeg begyndte at holde Politiken, og jeg gad ikke være sådan en underlig type, der ikke holdt med klubben fra den by, jeg boede i, så jeg prøvede at holde med FCK. Men jeg hader FCK over alt på jorden, og da jeg så dem spille imod Ajax i Europa Cuppen, kom jeg til at juble spontant, da Ajax scorede, så jeg tænkte: “Der er ikke noget at gøre… jeg er AGF’er.” Fuck det med koefficienten. Der er kun ‘GF, og der vidste jeg, at ‘GF er min skæbne, siger den passionerede AGF-fan.

I København studerede han filosofi og litteraturvidenskab, men formidlingens kunst trak ham ind som skribent på Månedsbladet Press, der senere måtte lukke – kort tid efter at Dagbladet Information havde opkøbt det. Dermed kom Rune Lykkeberg ad bagveje ind i den journalistiske verden på den gamle modstandsavis, og der er han stort set blevet siden – med en enkelt afstikker til Politiken undervejs.

– Det at være væk fra Aarhus har betydet meget. Når jeg står derude og synger “Vi står stadig her, svigter aldrig jer,” så er det jo noget, jeg synger med folk, jeg har stået der med i 40 år. Vi har set hinanden gå gennem livet, blive tyndhårede, tage et par ekstra kilo på. Så for mig er det forbindelsen til Aarhus. Det er signalet til Aarhus om, at jeg er stadig er en af jer. Det er meget følelsesladet, fortæller Lykkeberg, som stort set altid er til stede på stadion, når AGF spiller på Sjælland.

De største minder

Et af de første store minder med klubben fra Fredensvang kom i 1982, hvor AGF tabte mesterskabet i sidste spillerunde til OB.

– Vi spillede 2-2 mod B93 på Østerbro Stadion, og OB vandt samtidig 5-1. Henning Jensen var vendt hjem og spillede i AGF, og jeg kan huske beskrivelsen af ham, der sank sammen i tårer på Østerbro Stadion. Men jeg husker også min egen fornemmelse af, at så må vi vinde det næste år. Vi havde jo fortjent at vinde det, så vi må jo vinde næste år. Og den har hængt ved lige siden, fortæller Rune Lykkeberg.

10 år senere stod han igen på stadion til en alt-eller-intet kamp. Denne gang gjaldt det pokalfinalen i 1992, der blev spillet på Aarhus Stadion.

– Det var en maj-dag, og jeg har været 18. Der var vildt godt vejr, og der var så mange mennesker, så vi sad ude på løbebanen. Jeg er en af de få, der elsker løbebanen. Scoringsjubel på løbebanen er noget af det fedeste. Nå, vi smadrede B1903 3-0, og Bo Harder, som var en ret frustrationsfremkaldende AGF-spiller, lavede det vildeste mål med en helflugter. Der vandt vi pokalen hjemme. Søren Andersen til 2-0 og Palle Sørensen som driblede uden om Palle Plankeværk og scorede til slutresultatet. Det var helt fantastisk.

– Pokalfinalen 1996 skal også nævnes. Jeg elsker virkelig Stig Tøfting. Han har den hårdhed, der skal være AGF, han har den kompromisløshed, og det her med, at han ikke kan trives andre steder end i AGF. Op til pokalfinalen i 1996 var der meget snak om Allan Nielsen fra Brøndby og Tøfting i forhold til, hvem der skulle starte inde for det danske landshold. Og så havde vi jo tabt mesterskabet til Brøndby. Vi havde så fedt et hold. Flo, Jørgensen, Tøfting, Degn. Jeg havde boet i København nogle år på det tidspunkt. og jeg vidste bare, at vi ville smadre dem i pokalen. Stig var blevet så tirret af optakten, så jeg vidste, han ville sætte sig i respekt. Stig scorede, og Allan Nielsen blev skiftet ud efter en time, fordi han bliv intimideret af Tøffe. Det var den magtdemonstration, vi havde brug for. Fuck jer, vi er de bedste!, fortæller Lykkeberg om den seneste titel, De Hviie har hapset.

I nyere tid kan fryden over at tage noget fra andre dog også skabe glæde i sindet hos AGF-tilhængeren.

– Der var noget fedt over, da vi tog mesterskabet fra Brøndby i sidste runde i 2024. Vi kom ind på bagkant af det her dårlige mesterskabsspil og den tabte pokalfinale. Vi vandt så over FCK i næstsidste runde. Jeg hader fusionsklubber. Fodbold er forbindelsen mellem amatører, unge, foreningsarbejde og alt det der. Det er det, der er så fedt ved AGF, at det er bygget på alt det. Så jeg bryder mig ikke om fusionsklubber generelt, og jeg hader FCK langt mere end Brøndby. Brøndby er en rigtig klub, FCK er et firma, siger Lykkeberg.

– Nå, vi kommer ud til Brøndby Stadion efter en lidt fesen sæson, og så vinder vi 2-3. Vi spillede dem ud af banen. Vi var fanget bagefter, fordi Brøndbys fans var så sure på os. Det var os mod hele verden, siger Lykkeberg om dagen, hvor AGF-tilhængerne blev opholdt på Brøndby Stadion efter slutfløjt, da maskerede Brøndby-hooligans stod klar på den anden side af indhegningen med kasteskyts og andre remedier for at få afløb for frustrationerne over at ende sæsonen uden en titel.

AGF som skæbnefællesskab

For de fans, som har oplevet AGF’s storhedstider, forfald og genrejsning til at være en fast del af top seks i dansk fodbold – betyder sangene på lægterne lidt ekstra. Flere historier, fortællinger, myter og legender knytter sig til hvert ord og vers, og det er noget, Lykkeberg elsker ved fanscenen.

– Stolte som få… jeg elsker den, for der har været perioder, hvor stoltheden var det eneste, vi havde. AGF er min forbindelse til min hjemstavn. Det er min loyalitet over for alt det, jeg kommer fra. Der er så meget i løbet af ens liv, der forandrer sig. Ens syn på det ene og det andet. AGF er den totale konstant. Der er ingen forskel for mig i mit forhold til AGF fra jeg var 6 år til nu, hvor jeg er 51, forklarer Lykkeberg, som også holder med Manchester United – men helst undgår at se begge hold samme dag, da sporten og kulturen ikke altid kan følges ad.

– AGF er mere en skæbne end sport. Alle dem, der er på lægterne, dem har jeg set. Den første gang vi rykkede ned var der en torsdag, hvor vi tabte 5-0 ude til Herfølge. Jeg har set de andre stå der. Set dem synge “Vi er stolte som få.” Vi har lidt sammen. Vi har aldrig givet op. Tænk på, hvor mange venskaber, der bygger på, at der er en, der har mange penge, man gerne vil være sammen med, en der er meget smuk, en der har succes. Der er ingen, der er i det her på grund af opportunisme. De her ting er fjernet fra AGF. Det har været så grimt og sølle og ydmygende. Så alle os, der står der, vi vil holde sammen uanset hvad, siger Lykkeberg.

– Det er et lidelsesfællesskab. Det er et fællesskab på trods af alting, og derfor har det en særlig plads for mig.

Han er også blandt fans, som dyrker den totale optimisme på vegne af sit hold. Dream big or go home, er mantraet for Lykkeberg.

– Hvis man er AGF-fan, så skal man være all in. Jeg har aldrig set en AGF-kamp, hvor jeg ikke tror på, at vi vinder. Der er lange perioder, hvor man er mere stolt af vores fans, end man er af vores hold – og noget af det, jeg er allermest stolt af ved vores fans, er, at uanset hvor lange perioderne med ydmygelser har været, så står de der og synger. Det betyder virkelig meget for mig, siger AGF-tilhængeren.

Fra Stampe og Tøfting til Patrick og Poulsen

Der er langt fra 80’ernes AGF med spillere som Henning Jensen, John Stampe og Bent Wachmann til 90’ernes Tøffe og Jørgensen og videre til dagens spillere med Nicolai Poulsen og Patrick Mortensen som de store kulturbærer.

Men mange af de samme AGF’ske dyder går alligevel igen, fornemmer Rune Lykkeberg.

– Jeg elsker, at Poulsen har alle de der kort-rekorder. Han er en cry-bully, som både er et svin og klynker. Jeg elsker det. Hans hårdhed, hans aggressivitet. Han er så meget kampens rytme. For mig er han den største på det nuværende AGF-hold, fortæller chefredaktøren, som også har en særlig plads i hjertet til anføreren.

– Jeg holder meget af Paddy. Jeg har det med Paddy på samme måde som den sene Joe Biden. Uhh hvor er det frygteligt, han er så gammel, men uhh hvor har han også den gamle verdens fakkel, fortæller han om 36-årige Patrick Mortensen.

Når han kigger tilbage på de mange års oplevelser med AGF, så er der to spillere, der stikker helt ud for Rune.

– Tøfting er skæbnespiller. Den måde AGF giver Tøfting det fællesskab, som familien ikke kunne være for ham… Det er jo det, man ønsker sig af foreninger. At de kan være noget for dem, der har brug for det. Der er så mange mennesker, der er off i alle mulige sammenhænge, men som kan finde sammen i foreningerne, siger Lykkeberg.

– Og så er der Stampe. Han var en sindssygt god tekniker. Uanset hvor hårdt man spillede ham, kunne han tæmme bolden. Han var langsom, han lå ekstremt dybt som libero, og så var han et rigtigt svin. En GF-spiller spiller hårdt. Det har jeg ikke noget imod. Stampe havde autoritet, han var så fræk, og han havde den der ekstreme hårdhed. Man vidste, at hvis nogen havde pisset på en AGF’er, så tog Stampe dem ned. Han var holdets mand. Tøffe sagde ved Stampes død: Der er aldrig nogen, der har spillet med John Stampe. Man har spillet under John Stampe. Kejser John. Han spillede fodbold som ingen andre, mindes Lykkeberg John Stampe, som gik bort i 2012 i en alder af bare 55 år efter et kræftforløb.

Stampes AGF vandt danmarksmesterskabet i 1886, sølv i 1982 og 1984 samt bronze i 1978, 1985, 1987 og 1991. Derudover blev det til pokaltitlerne i 1987 og 1988. Lad os håbe, Lykkeberg får ret:

– Vores tid skal nok komme igen. Vi tror på det. Hvert år.