Der var sol over Ceres Park og fanhjerter fyldt med tro, håb og kærlighed, da AGF spillede uafgjort hjemme mod FC Nordsjælland. Gulddrømmen svandt, sølvdrømmen er udfordret, men vi står her stadig – de mange fans, der uge efter uge fuldender det fantastiske billede af fodboldkulturen i 8000.
Det er og bliver tæt. Topkampen i Superligaen ændrer sig fra runde til runde. Tør man tro på guld, sølv, bronze eller det hele på én gang?
I dag venter ligaens førerhold, som vi har slået for få uger siden. Kan vi gøre det igen, vil vi være mesterskabskandidater. Omvendt kan teenagerne fra Farum sætte et gevaldigt stop for drømmen om metal med en sejr over De Hviie.
Puha – spændingen er til at tage at føle på. Lad os så komme afsted!
Udsolgt og udsøgt topbrag
Forventningerne er som altid i top herfra. Efter en hurtig bustur står jeg klar ved stadion og møder hurtigt en flok hviie venner. Dette er årets første ”shorts-kamp” og temperaturen vidner om, at vi nærmer os sæsonafslutning.
(Foto: Kronborgfotos)
Det strømmer mod mig med glade GF’ere, der nyder, at Byens Hold nu endelig er ved at være tilbage i dansk topfodbold. De fleste har allerede skaffet sig billetter til årets sidste kamp hjemme mod Brøndby – for hvad nu hvis!?
Men inden da skal Nordsjælland, Randers og FCK onduleres, og der er stor tro på, at det kan lade sig gøre blandt mig og mine ølbællende venner:
– Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Tre point i dag, og så stryger vi til Parken fyldt med selvtillid!, siger min ene ven, og så indtager vi vores pladser på tribunen med hænderne fyldt med øl og velsvitsede pølser.
Samlet for – og med – Aarhus
Vi er 18.000 på Ceres Park i dag, og det gynger fra start til slut.
Det fede ved at tage på stadion er at opleve SFA og Nýsir skabe en fed ramme til hjemmekampe, selvom jeg godt ved, at stadion med løbebane ikke er det fedeste, så sker der bare en god interaktion fra stemningsafsnittet med resten af stadion, hvor vi er sammen om at råbe ”KOM SÅ DE HVIIE!!!”
Der findes ikke noget mere ikonisk end at synge Malaga, inden spillerne gør entré på banen. Det handler om AGF’s identitet, og det er en del af klubben, at halstørklæderne bliver holdt over hovederne, så det danner et godt visuelt syn. Stor effekt – kom så med en stor præstation dernee!
En topkamp leverer altid på sin egen måde. Begge hold har så meget på spil, så i dag bliver det en taktisk præget affære.
– De er bare rigtig gode, Nordsjælland, siger en af mine venner under første halvleg, og man kan tydeligvis se, hvorfor de ligger i toppen af ligaen. AGF plejer at være gode til at skabe overtalssituationer på kanterne, men det har FCN lukket ned, så AGF bliver nødt til at spille bolden op igennem midten.
– Nordsjælland har læst på lektien fra sidst, siger jeg, og gufler platten i mavsen, inden holdene går til pause med 0-0 på måltavlen.
I anden halvleg går det betydeligt bedre for AGF, og i takt med at holdet kommer til flere chancer, løfter stemningen sig også. Vi ser troen i hinandens øjne, men den lider et alvorligt knæk, da udeholdet bringer sig i front. SATANS! Og så endda på et hovedstød. Det var dog imponerende.
Men trommerne bomler ufortrødent videre, AGF-fansene viser deres værd, og vi bakker op gennem alle 90 minutter.
– Husk på, hvor vi var for et år siden, siger min sidemand, og henviser til den nedrykningskamp vi lå i sidste sæson. Nu er alting bedre – og det vil det fortsat være, uanset hvad denne kamp ender.
Men vi behøver ikke græde ved slutfløjt. Brøndby-drengen, Peter Bjur sikrer os det ene point til allersidst – kæmpe hop og skvulpende fadølsglas svinges – jihaaa – et point er bedre end ingenting, og vi sikrer i samme omgang, at Nordsjælland ikke løber fra os.
(Foto: Kronborgfotos)
Videre og hviiere
Vi vakler langsomt ud af stadion med en smule uforløst følelse i maven. Resultatet bringer os ikke rigtigt tættere på noget, men vi må nok indse, at guldet bliver svært at hente.
– Drømmene lever!, siger min kammerat og vifter med sin iPhone, hvor han har fundet den aktuelle stilling frem. Fem point op til FCK på førstepladsen. Jaja, man må vel gerne være optimist.
Holdet viser stadig stærk karakter, og vi spiller lige op med førerholdet, så ingen grund til skuffelse. Endnu en dag på kontoret, hvor man blev en anelse hviiere i hjertet, og nu må vi videre til Parken, hvor vi står trofast på lægterne igen!