
Randers FC – AGF spillerkarakterer: Hansen reddede dagen
Trods virkelig flot offensivt spil, så var KSDH’s SoMe-afstemning voldsomt enige om, at kampens spiller var AGF’s sidste skanse, målmand Jesper Hansen. Her er KSDH.dk’s spillerkarakterer efter den vigtige sejr i Randers.
Et clean sheet blev det ikke til for Jesper Hansen, men med 63% af stemmerne i afstemningen i Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans, modtager han prisen som KSDH.dk’s MOTM. Målscorer Mikkel Duelund får en flot andenplads med 22% af stemmerne. Resten af stemmerne blev fordelt ret ligeligt udover hele truppen, men Mikael Anderson snupper tredjepladsen med 4% af stemmerne.
AGF kunne tirsdag aften spille sig op på ligaens tredjeplads, og dermed gøre sig til bronzefavoritter, inden man i søndagens sæsonfinale tager imod Brøndby på Ceres Park. Den klarede gutterne lige netop dette med en flot 1-3 sejr på et udsolgt Cepheus Park i Randers.
AGF-spillernes karakterer mod Randers FC
Herunder ses redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og Randers FC. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.
Jesper Hansen
Karakter: 5
En stor kamp fra AGF’s alderspræsident. Han er prisgivet på Randers udlignende mål, da Mads Enggård bragede den op i hjørnet i det 12. minut. Resten af kampen var nærmest fejlfri fra Jesper Hansen, som blandt andet disker op med et par voldsomt vigtige redninger, bl.a. på Babayans friløber, som kom kort efter Yann Bisseck havde scoret AGF’s tredje mål i kampen.
Tobias Mølgaard
Karakter: 4
Endnu en rigtig flot kamp af Mølgaard, som bare fortsætter sin imponerende udvikling under Uwe Rösler. Kombinationen af en fart, kropsstyrke og vestjysk snilde har resulteret i, at AGF har fået sig en midtstopper på virkeligt højt Superliga-niveau. Igen holder han sin direkte modstander i kort snor, mens han også bidrager med sine ryk frem i banen for at hjælpe wingback Felix Beijmo.
Frederik Tingager
Karakter: 4↓
Forsvarsstyrmanden leverer igen varen i AGF’s midterforsvar. Tingagers bundniveau er, ligesom ham selv, tårnhøjt. Han får ikke altid de samme rosende ord som sine makkere nede bagved, fordi Mølgaard og Bisseck også kommer frem ad banen og derved er mere iøjnefaldende. Jeg gør dog mit for, at folk lægger mærke til, hvor vigtig Tingager har været for vores imponerende forår. I Randers var han dog ikke så dominerende i luftrummet, som han plejer at være. Han vinder kun 1/5 luftdueller
Yann Bisseck
Karakter: 4
Store Yann har fortryllet det meste af Aarhus med både sine defensive og offensive kvaliteter. Og nu tror jeg simpelthen, at vi er blevet for vant til at have en spiller med et niveau, der er langt højere end den danske Superliga. Det er i hvert fald min forklaring på, hvordan Yann Bisseck ender med kun 2% af stemmerne i en kamp, hvor han bl.a. scorer et flot mål udenfor feltet. Og så blev der generelt givet et par chancer væk, som Hansen måtte tage sig af, men det skal Yann nu ikke klandres for alene. Bisseck var, som altid, sine modstandere fuldstændigt fysiske overlegne langt hen ad vejen. Unge Filip Bundgaard er kun 18 år gammel, men Bisseck fik Bundgaard til at ligne en U10-spiller, der var steget på den forkerte bus.
Felix Beijmo
Karakter: 4
Svenskeren leverede en voldsomt flot præstation i Parken, hvor han fik lavet sine to første assists i den hvide trøje. Der kom ikke det samme output fra Beijmo i denne uge, men han leverede stadig en rigtig flot præstation. Han brager op og ned ad sidelinjen, og medspillerne kan nærmest lægge bolden derud i blinde, fordi de bare ved at den svenske lejesvend kommer flyvende. Han virker dog en anelse fejlplaceret kort før Randers scorer til 1-1. Det virker mildest talt oplagt at få bytte Felix Beijmos lejekontrakte ud med en permanent kontrakt. Lad os håbe at Stig Inge Bjørnebye kan blive enige med Malmö FF, der har kontrakt med Beijmo indtil 31/12/2023.
Kevin Yakob
Karakter: 4
Han er ofte kommet i klemme i denne sæson, fordi Nicolai Poulsen og Mads Emil Madsen har været foretrukket på midtbanen. Men når Kevin Yakob får chancen, så efterlader han også ofte et virkeligt godt indtryk. I tirsdags spreder han flot spillet ud. Han er en sikker spilstation, og er central ift. at binde forsvaret og angrebet sammen. Han bliver skiftet ud efter 83 minutters spil, og ender med at have en imponerende succesrate på sine afleveringer. Hele 90% af Yakobs afleveringer ramte i tirsdags en medspiller. Han har også to skudforsøg udenfor feltet, som han mildest talt rammer ringe. Rigtig fin kamp fra svensk-irakeren.
Nicolai Poulsen
Karakter: 4↓
Polle spiller en solid kamp. Der er en situation eller to, hvor han på et farligt sted på banen, er ved at smide bolden væk. Udover dette spiller han nærmest en upåklagelig kamp. Han kender sin rolle på holdet, og er dygtig til at løse den. Ved et hjørnespark i det 40. minut, sender Gift Links bolden indover. Bolden ender ved Nicolai Poulsen, som fra ca. en meters afstand til målet, ikke formår at få den over stregen. Det trækker også en anelse ned i bedømmelsen af midtbaneslideren. Han forlader selvfølgelig ikke en kamp mod Randers uden at få et gult kort, og tirsdagens ostemad betyder at AGF må undvære ham mod Brøndby, da Poulsen er i karantæne.
Gift Links
Karakter: 4
Måske forårets mest overraskende spiller. Jeg troede aldrig han kunne blive så dominerende defensivt, som han faktisk er blevet nu. Han spiller aggressivt, er ligeglad om modstanderne er større eller stærkere, Links skal nok give dem kamp til stregen. Derudover er han blevet mere direkte i sit offensive spil. Før i tiden endte han ofte med at stå helt stille med bolden, imens han overvejede hvordan han skulle komme forbi til modstander. Nu bliver der bare kørt på. Det er tydeligt at han er fuldstændigt tryg i AGF’s spilsystem. Stor cadeau til Uwe, trænerteamet og Links selv, for den udvikling sydafrikaneren har været igennem i denne sæson. I tirsdags brager han også bolden på overliggeren. Var den gået ind, så havde vi nok ramt en topkarakter til “Gifty”. Derudover var det faktisk Links’ afrettede skud der endte ved Duelund, som gjorde det til 1-0.
Mikael Anderson
Karakter: 4
Anderson er virkelig blomstret, siden han fik legekammeraten Mikkel Duelund op ved siden af sig. De to Aarhus-drenge har tidligere spillet sammen i FC Midtjylland, og det kan ses på banen. Igen i tirsdags kunne man se deres forståelse for hinandens tanker og bevægelser. Anderson scorede AGF’s andet mål, da et Gift Links-indlæg, via en Randers-spiller, ender foran Mikael Anderson. Islændingen kvitterede ved at sparke den i kassen, og derefter stille sig foran Randers-fansene og se voldsomt selvtilfreds ud. Flot kamp af Anderson, der var en evig trussel indtil han blev udskiftet i 89. minut.
Mikkel Duelund
Karakter: 5
Aarhus’ hjemvendte søn elsker at spille i Randers. Han scorede endnu engang i Randers, da han lavede AGF’s første mål, og derved sendte De Hviie på sejrskurs. Duelund ligner en mand der er ved at finde tilbage til sit topniveau. Han har her i foråret været hæmmet af skader, men det ser ud til at lysne for offensivspilleren. Da han blev udskiftet i det 76. minut, var han så afkræftet at han måtte ud og kaste op. Et tydeligt tegn på at Duelund gav sig 100%. Udover en omgang opkast og AGF’s første mål, så leverede også en assist. Den kom da han spillede bolden til en helt åben Yann Bisseck, som køligt lagde den ned i målhjørnet. Efter kampen lagde Duelund ikke skjul på at han virkelig gerne vil fortsætte i AGF i næste sæson, selvom den nuværende aftale kun gælder sæsonen ud.
Patrick Mortensen
Karakter: 4
Det blev desværre ikke til en scoring fra kaptajnen, som jagter topscorertitlen. Efter denne spillerunde er der dog nu to mål op til Gustav Isaksens 17 scoringer. Der skal dermed en stor præstation til imod Brøndby, hvis Mortensen vil være topscorer i denne sæson. Mod Randers leverede Paddy det, vi kender ham for. Han var en god opspilsstation både i fødderne og i luften. Derudover er han virkeligt vigtigt ved alle AGF’s dødbolde, både offensivt og defensivt. Udover et blokeret skud efter ca. fem minutters spil, så var anførerens eneste afslutning et drøn fra distancen, som Carlgren fik fingrene på. En god indsats, som Mortensen sagtens kan være tilfreds med, trods de manglende mål.
Indskiftere:
Peter Bjur
Karakter: 3
Skiftet ind i det 76. minut. Den unge offensivspiller virker til at blive mere og mere tilpas i AGF’s spilsystem. Den øgede spilletid har også gjort, at han ser mindre nervøs ud, når han får bolden. Det ligner en ung mand, der ved at alle i klubben tror på ham. Det kan blive rigtigt godt i næste sæson.
Eric Kahl
Karakter: 3
Skiftet ind i det 76. minut. Har tydeligvis tabt kampen om pladsen som venstre wingback. Gift Links har udviklet sig flot, mens Kahls udvikling virker til at være stilstående, hvis ikke baglæns. Jeg håber at sommerpausen kan blive god for ham, og at han kan udfordre Links en anelse mere i den kommende sæson.
Frederik Brandhof
Karakter: Ingen bedømmelse
Skiftet ind i det 83. minut.
Sigurd Haugen
Karakter: Ingen bedømmelse
Skiftet ind i det 87. minut.
Jelle Duin
Karakter: Ingen bedømmelse
Skiftet ind i det 87. minut.
Trænerkarakter:
Uwe Rösler:
Karakter: 4
I perioder kører Uwe Röslers mandskab Randers fuldstændigt midt over. Desværre er der enkelte perioder, hvor Randers formår at svare igen, og AGF ikke evner at fastholde jerngrebet om kampen. Det skal der arbejdes på. Det bliver især vigtigt, når vi i den nye sæson igen kommer til at møde de svagere hold i rækken, hvor AGF skal formå at kontrollere kampene. Men i det store billede så fungerede planen for Uwe, der nu har taget et hold, der var absurd tæt på en nedrykning i sidste sæson, til bronzefavoritter i Mesterskabsslutspillets sidste kamp. Wunderbar, Herr Rösler!
Karakterskala
1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.
2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.
3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.
4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.
5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.
Flere AGF Nyheder
-
Marketingdirektøren er målløs over opbakning: – Det viser bare, hvor vilde AGF-fansene er!
-
Steen Nedergaard ud, men ingen erstatning som chefscout i syne?
-
Uwe om ungdommen i AGF: – Der er lovende elementer
-
Uwe med status efter træningslejren: Skader, Badji og tanker til Andersen
-
Rösler og Hansen ser frem til Vejlby: – Vi skal gøre det til et fort!
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud
-
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
-
Jacob Andersen ude med overrevet korsbånd
-
Flere bud på AJ blev afvist i transfervinduet
-
Lyden AGF tager temperaturen på truppen, træningslejren og transfers