Skip to main content



Randers – AGF optakt: Nu skal De Hviie have gang i Superligaen


| Frederik Frandsen |

AGF har fået en vanskelig start på Superliga-sæsonen, men med Europa på afstand er der nu fuldt fokus på den hjemlige turnering. Søndag venter Randers, hvor De Hviie jagter sæsonens første sejr.

På søndag skal AGF på besøg hos Randers FC, når De Hviie møder Bertelsens tropper i 6. runde af Superligaen.

Det er blot få dage siden, AGF senest var i Randers. Torsdag blev aarhusianerne slået ud af Benfica i Europa League-playoffrunden på Cepheus Park.

Nu er der styr på, hvilket europæisk ligaspil AGF skal deltage i, og dermed kan klubben for alvor rette fokus mod Superligaen. AGF tager til Randers med sølle tre point efter fire kampe, og der skal snart gang i pointindsamlingen, hvis en plads i top seks skal blive en realitet.

Kampfakta: Randers VS AGF

Spilletidspunkt: Søndag den 30. august klokken 16.00.

Spillested: Cepheus Park, Randers.

Turnering: 3F Superliga, sjette spillerunde.

Dommer: Sandi Putros (linjedommere: René Risum og Ole Kronlykke).

VAR-dommer: Jakob Alexander Sundberg.

TV: TV 2 Sport X.

Følg kampen: X @KSDH.dk samt TV 2 Sport X.

AGF-holdet mod Benfica.
Foto: Kronborgfotos

Et vendepunkt i Superligaen

AGF har skullet jonglere mellem europæisk fodbold og Superligaen i starten af sæsonen, og det har vist sig at være en vanskelig opgave for De Hviie.

Et hav af trætte stænger og konstante rotationer har været en faktor i den svære Superligastart for aarhusianerne. Nu er der dog styr på Europa, og den første kamp i Conference League spilles først den 15. oktober.

Det betyder, at AGF nu har seks Superliga-kampe, hvor holdet ikke skal ud på lange europæiske udebaneture eller møde giganter som Benfica undervejs. Det bør give ro og plads til at få vist, at den svage start på sæsonen blot var lærepenge i kunsten at håndtere europæisk fodbold.

For AGF bør være et bedre mandskab end den nuværende 10. plads i Superligaen antyder.

Rasmus Carstensen mod SL Benfica.
Foto: Kronborgfotos

Hvem er stammen?

De mange rotationer hos De Hviie har kastet minutter og muligheder af sig til stort set alle spillere i truppen.

Det har samtidig gjort det nærmest umuligt at gætte AGF’s startopstilling før hver kamp. Den kommende periode bør derfor bruges på at finde stammen på holdet – altså de seks-syv spillere, som skal spille, når de er disponible.

Et godt sted at starte ville være i bagkæden.

AGF har spillet 10 kampe i sæsonen indtil videre. I ingen af de 10 kampe har de stillet med de samme tre midterforsvarere to kampe i træk.

AGF har altså rokeret i bagkæden fra kamp til kamp. Det skal der snart laves om på.

Foto: Kronborgfotos

Status på AGF

AGF kan endelig lægge alle kræfter i Superligaen.

Efter en hård start med dumme pointtab skal der nu strikkes nogle gode resultater sammen, så De Hviie kan bide sig fast i kampen om top seks.

Det er måske lidt tidligt allerede at tænke på top seks, men vi har i de foregående sæsoner set, hvor få point der kan adskille holdene, når det skal afgøres, hvem der skal spille mesterskabs- eller kvalifikationsspil i foråret.

Derfor skal De Hviie nu samle point sammen, så holdet står bedre stillet, når Europa-cirkusset igen åbner i midten af oktober.

Ser man på truppen, udgik Gift Links mod Benfica med, hvad der lignede en muskelskade. Dertil må man håbe, at Colin Rösler er kommet sin sygdom til livs og er klar igen.

Tobias Bech i nærkamp med OB-spiller.
Foto: Kronborgfotos

Status på Randers

Randers er heller ikke kommet særligt godt fra start. Kronjyderne har skrabet fire point sammen og ligger på 9. pladsen – lige over AGF.

Til Randers’ forsvar skal det dog nævnes, at tre af nederlagene er kommet mod henholdsvis FC Nordsjælland, FCK og FC Midtjylland. Tre hold, som man på forhånd må forvente, at Randers får svært ved at tage point fra.

Randers er samtidig det mindst scorende hold i Superligaen med blot tre mål. Det har klubben forsøgt at løse ved at hente gode gamle Kasper Junker retur. Indtil videre er det blevet til én scoring for angriberen.

Randers vandt faktisk senest, da de besøgte Ceres Park Vejlby. Kampen endte 2-1, og de fleste husker den nok bedst for Patrik Mortensens brændte straffespark.

Mikael Anderson med bolden mod Randers FC.
Foto: Kronborgfotos

Dem skal vi holde øje med

Randers: Kasper Junker er dejlig at have tilbage i Superligaen. Hans tid i AGF blev aldrig helt, som man havde håbet, men hans bekendtskab er svært ikke at holde af. Den nye spidsangriber i Randers mangler dog stadig at bevise, at niveauet fortsat rækker til Superligaen. Det vil han med sikkerhed gerne vise mod sit gamle hold.

AGF: Efter Gift Links’ skade er jeg næsten sikker på, at vi får Rasmus Carstensen at se fra start. Carstensen har vist sig rigtig fint frem i de seneste kampe og har faktisk scoret i to kampe i træk. Derfor bliver det spændende at se, om han kan holde niveauet over en hel kamp.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Ingen.

Randers: Ingen.

Skader:

AGF: Frederik Tingager, Nicolai Poulsen, Kevin Yakob, Richmond Gyamfi, Tomas Oli Kristjansson, Oskar Haugstrup og Gift Links.

Randers: Lucas Lissens, Benjamin Örn og John Björkengren

Bud på startopstillinger:

AGF (3-4-2-1): Hedenstad – Kahl, Camara, Andersen – Emmery, Jønsson, Solbakken, Carstensen – Arnstad, Bogere, Jørgensen.

Randers (4-2-3-1): Storch – Hansen, Høegh, Dammers, Dyhr – Greve, Pedersen – Themsen, Mahmoud, Sjølstad – Junker.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle