Peter Rudbæk: Fodboldfeberen blev ramt af en belgisk hammer

Peter Rudbæk rundede forleden 70 år, og i den forbindelse blev succestræneren hyldet til kampen mellem AGF og AaB på Ceres Park Vejlby. Her bringer vi kapitlet om ham fra bogen “Legenderne – De 50 største i AGF’s historie.”

En gylden tid med næsten-guld, pokalsejr og bronzemedaljer blev ændret brat.

Bosman-dommen skabte en revolution i international fodbold, og AGF’s træner Peter Rudbæk var en af dem, der i høj grad mærkede det.

I syv år var han en succesfuld træner i AGF, men hans job fik et helt nyt indhold, efter at den internationale dom mod den belgiske fodboldspiller Jean-Marc Bosman blev afsagt i 1995.

Den handlede om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU og betød, at spillerne ikke længere var bundet til deres klub ved kontraktens udløb. Det mærkede man tydeligt i Aarhus-klubben, hvor mange spillere søgte andre steder hen.

– Midt i 1996 mistede vi et halvt hold i AGF, og i midten af 1997 mistede vi yderligere et halvt hold, siger Peter Rudbæk i dag, mens han tænker tilbage på den tid.

Inden da leverede hans mandskab dog en glorværdig periode med spil af høj klasse og stor underholdningsværdi. Det kulminerede med en sejr i pokalfinalen og en sølvmedalje i Superligaen i 1996. Året efter gav det bronze.

Byen på den anden ende

Aarhus var på den anden ende dengang midt i 1990’erne. Der var rift om billetterne, folk strømmede til fodbold på stadion, og byens hold var det store samtaleemne.

Det skyldtes ikke mindst, at der var garanti for underholdning og mål med et sprudlende hold, hvor nordmanden Håvard Flo og den smilende dræber Thomas Thorninger var de to målkonger. Men andre kunne også, for eksempel Henrik Mortensen, Stig Tøfting og Peter Degn, og forsvaret styrede målmand Lars Windfeld. Det bestod af rutinerede Torben Piechnik, Martin Nielsen, Gunner Lind og Lennart Bak.

Købt fri i Viborg

Men AGF så også mod nordvest for at finde en træner.

I Viborg var den lokale klub i begyndelsen af 1990’erne begyndt at melde sig ind i det gode selskab i dansk fodbold, ikke mindst takket være Peter Rudbæks præstationer som træner.

AGF ville have ham og købte ham fri af Viborg FF. Tre lange møder med blandt andet Jens Harmsen fra AGF-bestyrelsen skulle der til, før en aftale var stykket sammen, og Peter Rudbæk kunne begynde i AGF i 1993.

Farvel til en nødløsning

Peter Rudbæk byggede et virkelig godt hold op over årene. Den nye træner giver her en forklaring:

– AGF havde været i fare for nedrykning de foregående år, men klarede sig ved at leje dygtige norske og svenske spillere til de fire sidste runder – det måtte man dengang. I de lande var turneringerne afviklet på det tidspunkt af året. Men i min første sæson sagde jeg nej til at hoppe med på den metode. Det var bedre at vise tillid til de spillere, vi havde, og lade dem spille. I den næstsidste kamp i Viborg vandt vi med nød og næppe 2-1. Det var på et hængende hår, at vi blev nummer 10, men vi klarede os, og det gav bonus senere, forklarer Peter Rudbæk.

Meget forskellige

AGF-holdet skabte en fest midt i 1990’erne med mange forskellige personligheder, som accepterede hinanden uden at være perlevenner. Navne som Stig Tøfting og Torben Piechnik fyldte hver for sig godt, men de respekterede det, den anden kunne, og hans betydning for holdet. Og i målet var Lars Windfeld en moden mand, der havde stået i skyggen af Troels Rasmussen og derfor var kommet med i en ret
sen alder.

– Det betød meget for klubben, at der var enighed. Formand Mogens Boyter, bestyrelsesmedlem Jens Harmsen og direktør Bent Wachmann var en god trio, som gav mig enorm opbakning og støtte. Der skulle ikke laves noget om hele tiden, og vi arbejdede frem mod et mål. Desværre forlod Mogens
Boyter klubben nogle få år efter, og da også Jens Harmsen og Bent Wachmann forlod
deres poster efter nogle år, blev for meget lavet om derefter, siger Peter Rudbæk.

Drænet for gode spillere

Da holdet blev affolket for de gode spillere mod slutningen af 1990’erne, blev opgaven stadigt vanskeligere for Rudbæk.

Han forlod klubben i 2000 og blev afløst af Lars Lundkvist og Kent Nielsen. Men de mange mistede spillere uden transfersum til AGF drænede klubben for både penge og mandskab, så den gik en svær tid i møde, og det var ikke Peter Rudbæks skyld.

Han havde kastet ny glans over aarhusiansk fodbold og blev efter årene i AGF for anden gang hyret af klubben i sin hjemby, AaB, til at styre superligaholdet.

Han blev i øvrigt kåret til Årets træner i både 1987 og 1996. Første gang som træner for AaB, anden gang i spidsen for AGF.

Netop 1996 var året med dobbelt gevinst: pokalsejr og sølv i Superligaen. Med Brøndby som mester og som modstander i pokalfinalen.

5.000 tog imod i Aarhus

Fodboldfeberen var så høj i Aarhus, at 5.000 mennesker var mødt op i centrum for at tage imod AGF-mandskabet ved hjemkomsten fra kampen i Lyngby – endda selv om medaljen ”kun” var af sølv.

AGF havde virkelig taget byen til sig takket være underholdende og varieret fodbold med høj intensitet. Det kunne byen og AGF blandt andet takke Peter Rudbæk for.

Han havde over årene opbygget et stærkt mandskab med mange strenge at spille på, så træneren kunne ændre taktik under kampene. Det skete ikke kun i kraft af den store nordmand Håvard Flo og den lyshårede målfarlige Thomas Thorninger i front.

Ofte ændrede Rudbæk taktik i pausen, så han nogle gange spillede med to mand i front, andre gange med en eller tre. Det var svært at forholde sig til for modstanderne og gav bonus.

Året efter blev også godt, selv om medaljen denne gang ”kun” blev af bronze. Men så var det, at holdet blev drænet på grund af Bosman-dommen.

Nedtur begynder

Det begyndte i 1996. Allerede ved festen i Parken efter pokalfinalen vidste Martin Nielsen, Palle Sørensen og Nocko Joković, at de ikke fortsatte i AGF i efteråret. Deres kontrakter udløb, og rent økonomisk var andre steder mere attraktive. Jan Bartram, der også fungerede som sportschef, stoppede karrieren og flyttede til København i sommeren.

I efteråret solgte AGF Håvard Flo til Werder Bremen, og i sommeren 1997 forlod Stig Tøfting, Martin Jørgensen og Thomas Thorninger AGF. Det skete transferfrit, fordi Bosman-dommen var faldet. Stig Tøfting rejste til OB og derefter tyske MSV Duisburg, mens Martin Jørgensen benyttede sig af en klausul i kontrakten til at skifte til Udinese i Italien og dermed begynde på en 13 år lang karriere i støvlelandet. Thomas Thorninger tog til Perugia.

Herefter begyndte en mangeårig nedtur for AGF, og først med bronzemedaljen i 2020 var der medaljer at hente i Superligaen igen. Forinden havde der dog været en tabt pokalfinale i 2016.

Byens flagskib

Peter Rudbæk ser tilbage på sin tid i AGF med glæde. Med sin bopæl i Aalborg kunne han
betragte AGF og Aarhus lidt udefra dengang og nu.
– Jeg tog til Aarhus mange gange om ugen, men kendte anlægget i Fredensvang bedre end selve byen, siger Peter Rudbæk med et tilbageskuende blik på fortiden. Han noterer den kæmpe interesse, der generelt er for AGF i Aarhus, ligesom der er for AaB i Aalborg.

– For nylig sagde en leder, Thomas Bælum, i AaB til mig, at halvdelen af den omtale, Aalborg får, drejer sig om AaB. Og det er vel det samme med AGF i Aarhus. Sådan har det begge steder været i mange år, og det er godt. Men klubberne skal hele tiden holde sig for øje, at de ikke ender som Damernes Magasin, for Mads Skjern er også på spil i dansk fodbold. Hvis det, der var, er det eneste, der duer, kommer man ikke videre, og hvis det betyder for meget, kan man virke arrogant. Klubberne må erkende, at der er en ny tid, som til gengæld står på skuldrene af det, der er sket. De har givet gode oplevelser og identitet til byerne. Da vi i 1996 havde vundet pokalfinalen med AGF, mødte en erfaren mand mig inde i byen. Han sagde: Tak, sejren giver os stoltheden tilbage. Fodboldklubben betyder noget for menneskene i byen, forklarer Peter Rudbæk.

Han mener, at det har stor betydning, at der er retning og få udskiftninger i ledelsen af fodboldklubberne, men der må ikke være træghed i de gamle klubber. Der skal være kontinuitet, og ledelse, trænere og spillere skal arbejde for et fælles mål. Han synes, at AGF står et godt sted, hvad det angår.

Økonomiens betydning

Det er også blevet andre tider, og især én ting har ændret sig.

– I dag betyder økonomien 75 procent for holdets placering. Det er meget, og baglandet mener, man har overpræsteret, hvis placeringen er højere end den økonomiske ranking. Over Superligaen har vi Champions League, Europa League og Conference League. Der er et stykke vej dertil, siger Peter
Rudbæk og tilføjer:

– Men fællesskabet er der stadig, og i AGF bærer mange af legenderne kontinuiteten i klubben videre. Fornyelser skal komme, men ikke hurtigere end at folk kan følge med. Han synes, der er noget særligt ved Stadion Allé i Aarhus, den røde stadionbygning og søjlehallen inde i den. Der oser af tradition
og atmosfære.

Job i DBU

Det aktive trænerjob forlod Peter Rudbæk i 2005 efter årene i AaB, da han blev chef for trænerudviklingen i Dansk Boldspil-Union. Han gik på pension fra DBU i 2021, men arbejder stadig for Divisionsforeningen ved at observere kampe i Superligaen.

—

Få rabat på Legenderne – De 50 største i AGF’s historie

Ovenstående kapitel er fra bogen Legenderne – De 50 største i AGF’s historie, der er skrevet af Hans Petersen, Peter Vestergaard og Steffen Olesen. I bogen portrætteres de største profiler og nogle af de mest legendariske øjeblikke i AGF’s historie, og værket kan erhverves med 20 % rabat, hvis man anvender rabatkoden ksdh20.

Du kan købe bogen via Forlaget Straarup & Co.’s hjemmeside.