Nicolai Poulsen fra Estepona: Man kan godt mærke, at der ikke er længe til!
AGF TV har fået en snak med holdets 6’er om de sidste forberedelser inden Superligagenstarten den 17. februar i Aalborg.
AGF er i denne uge på træningslejr i spanske Estepona, hvor temperaturen i højere grad indbyder til fodbold og detaljerede taktikøvelser, end Fredensvang gør for tiden.
AGF TV har i den forbindelse fået en snak med Nicolai Poulsen, der blandt andet fortæller lidt om træningslejrens fokuspunkter.
– Vi skal jo se, om vi kan få lavet lidt flere mål, end vi har formået at gøre i efteråret. Det er det, vi hele tiden arbejder hen imod. Vi har haft mange muligheder i træningskampene indtil videre, hvilket er positivt, så nu handler det bare om at få dem puttet ind. Det er et fokuspunkt, vi altid har, uden at det går udover vores skarpe defensive base, fortæller 29-årige Poulsen, som kom til klubben i 2019, og derfor efterhånden har været med til at tage imod en del nye spillere i den hvide trøje. På denne træningslejr er der tre nye ansigter med; Felix Beijmo, Mikkel Duelund samt Peter Bjur, og Poulsen ser stort potentiale i de nye holdkammerater.
– Det går godt med de tre nye. Det er nogle gode fyre, der er helt nede på jorden. Det har været ret nemt at integrere dem i gruppen, og det er dygtige fodboldspillere, så jeg er sikker på, at de alle sammen kan være med til at bidrage til, at AGF kan komme derhen, hvor det er sjovt at være, fortæller Poulsen til AGF TV.
Man skal holde sig på dupperne
Om godt en uge venter AaB i den første turneringskamp i 2023. De indtager lige nu en 11. plads i tabellen, mens De Hviie, som bekendt, kæmper med om den vigtige top seks-placering. AGF sidder på 8. pladsen med 22 point, mens Randers FC, OB og SIF i skrivende stund ligger til at slutte i mesterskabsslutspillet med 24 point. Der resterer fem kampe i Grundspillet.
Der er med andre ord tale om en ultratæt tabel, hvor alle kampe er af stor vigtighed, og Poulsen fortæller da også, at mandskabet er begyndt at indstille sig på det intense kampprogram.
– Man kan godt mærke, at der ikke er længe til, at det går løs med kampen om point igen, og det er det, vi går og sukker efter. Når man har Uwe som træner, er der aldrig tid til at stå stille – så skal man være oppe på dupperne. Men jo tættere vi kommer på, jo flere ting kan vi arbejde på taktisk, og vi arbejder med flere og flere små ting såsom dødbolde og taktiske detaljer, fortæller midtbanemanden.
AGF besøger AaB på Aalborg Portland Park den 17. februar klokken 19. Her er udebaneafsnittet allerede udsolgt, så der venter forhåbentligt god stemning og tre point til de mange medrejsende aarhusianere.
Du kan se hele interviewet med Nicolai Poulsen her:
Flere AGF Nyheder
-
Rösler før Lyngby: – Det er en stor kamp for os
-
Eric Kahl før Lyngby: – Vi fokuserer på nuet
-
AGF – Lyngby BK optakt: Tid til at slå tilbage
-
Erics flotte forvandling: Fra knægt til karl
-
Blog: Hvad kan vi tage med fra det tunge nederlag i Herning?
-
Studierne indtager Ceres Park: 3000 unge klar til tribunefest
-
AGF straffes med stor bøde og tilskuerstraf
-
Mølgaard er klar til comeback: – Har arbejdet meget med det mentale
-
Lyden AGF: Et hak i tuden for AGF’s mesterskabsdrømme
-
Video: Se AGF’s nye High Performance Center