Mortensen før Lyngby: Vi hungrer efter tre point
Patrick Mortensen glæder sig til igen at spille foran hjemmepublikummet og ser frem til søndagens opgør med stor optimisme.
AGF’s mest scorende Superligaspiller nogensinde, Patrick Mortensen, er den eneste nuværende mand i truppen, der har scoret mod søndagens modstander, Lyngby BK. Han ser nu frem til et opgør, hvor hjemmeholdet forhåbentligt kan dominere og hente en tiltrængt sejr:
– Jeg glæder mig til at spille på Ceres Park – det elsker jeg – og vi hungrer selvfølgelig efter tre point, fortæller kaptajnen, der har lavet tre mål og en assist i indeværende sæson. Det har medvirket til at bringe AGF op på en femteplads i ligaen med to sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag.
Søndag venter Lyngby, hvor Mortensen selv spillede i årene 2009-2015. Sjællænderne indtager sjettepladsen i Superligaen, og forventningerne er store til hjemmeholdet.
– Vi ville gerne have haft større udbytte af de seneste kampe, men vi går også ind til opgaven mod Lyngby med ydmyghed. De har gjort det rigtig godt og er svære at slå, så vi har en sund respekt for dem. Men vi er et sted, hvor vi skal ud og dominere og forhåbentligt hente tre point, forklarer Mortensen.
Kampene skal lukkes
I de seneste to opgør er føringer blevet sat over styr mod Silkeborg IF og OB, og træningsugen har derfor blandt andet budt på små samtaler med trænerstaben, der skal medvirke til at holdet får udnyttet de gode perioder i kampene.
– Vi har fået snakket en masse i denne uge – også i små grupper med trænerne – forsvarerne, midtbanen, angriberne, omkring hvad vi hver især kan gøre bedre, og hvad der går godt. Så vi prøver stadig at lære, og vi er stadig i en proces, fortæller den 34-årige angriber, som kom til klubben i januar 2019 og siden har scoret 72 mål i den hvide trøje.
I sommeren 2022 kom Uwe Rösler til klubben som ny træner, og Mortensen er glad for udviklingen under den tyske chef.
– Det er vigtigt at huske på, hvor langt vi er kommet på relativt kort tid under Uwe. Sidste år blev vi kritiseret for ikke at skabe nok chancer – nu er vi blandt dem, der skaber flest, og vi tillader også meget få chancer imod. Så vi mangler bare lige den sidste skarphed. og det handler om nogle små justeringer, der skal til – så er jeg sikker på, at sejrene nok skal komme, fortæller Patrick Mortensen.
Han har kontraktudløb næste sommer og kunne i går berette, at der er positiv dialog mellem AGF og Patrick Mortensen omkring en forlængelse.
Kampen mod Lyngby spilles på søndag klokken 14 på Ceres Park.
Flere AGF Nyheder
-
Jacob Andersen efter U21-landsholdsdebut: – Det var et utroligt stort øjeblik
-
Uwe inden SIF: – Vi skal underholde alle igen
-
Udenlandske AGF-fans: – De Hviie har noget særligt over sig
-
AGF – Silkeborg IF optakt: Tidligt topopgør i Aarhus
-
Blog: Transfervinduet der bekræftede ambitionerne
-
Analyse af Arnstad: Potentiale for den helt store gevinst
-
Utilfreds Uwe efter nederlag i testkamp: – Vi skal altid være skuffede over at tabe
-
Alle AGF-afsnit er udsolgt til opgøret mod Silkeborg
-
AGF – FC Fredericia: Relationerne gjorde forskellen
-
Lyden AGF: Hvem bliver den næste AGF’er i rødt og hvidt?