Skip to main content


Foto: KSDH.dk

Mød AGF’s nye talentchef: Ung leder med store ambitioner


| Jonas Roulund |

Marc Søballe Pedersen er ny talentchef i AGF, og han kommer med erfaring fra AGF’s klubsamarbejde samt flere år som træner og leder i IF Lyseng. Men hvad drømmer han om at udrette i AGF? Og hvad betyder de organisatoriske ændringer for fremtidens talentarbejde? Her får du svarene i et stort interview med den nye mand i det vigtige sæde.

Der sker store, grundlæggende forandringer i AGF i disse år, hvor et nyt stadion er undervejs, mens et akademi på Fredensvang nærmer sig indvielse. Samtidig er der indgået samarbejde med El Cambio i Uganda, og så er der sket en række organisatoriske ændringer på kontorgangene i den seneste tid.

Tidligere talentchef, Jesper Ørskov, er nu Head of Recruitment, Stig Inge Bjørnebye har fået lagt en transitionsafdeling (U19) under sit resortområde, mens Phil Mansfield er blevet Head of Performance i AGF.

Samtidig er en 30-årig Aarhus-mand hevet ind på posten som talentchef. Marc Søballe Pedersen er således blevet ansvarlig for U10-U17, mens han også har AGF Klubsamarbejde som en del af sit ansvarsområde.

Talentchef, Marc Søballe Pedersen, på Fredensvang.
Foto: KSDH.dk

Søballe har i flere år været træner og leder i IF Lyseng og blev for godt et år siden tilknyttet AGF i en rolle omkring AGF’s samarbejdsklubber.

Her har han leveret flotte resultater i en rolle, hvor Søballe ofte har været ude hos klubberne, mens han har stået for den daglige kommunikation og afvikling af sportslige tilbud såsom ATK-træninger, stævner på Fredensvang og tilbud og events i AGF’s samarbejdsklubber.

Vi har sat os ned med den nye talentchef for at blive klogere på ændringerne i klubben – og på den nye leders mål og ambitioner.

Vejen ind i AGF

Fodbold har altid fyldt meget for AGF’s nye talentchef.

Selvom han står med en uddannelse som skolelærer, så er det fodbolden, der har præget hans CV gennem tiden – og han var selv omkring AGF som ungdomsspiller.

Siden blev det også til en debut for Brabrand i 2. division under Lars Lundkvists ledelse, inden en knæskade satte en stopper for den aktive karriere. Selv siger Søballe dog også, at niveauet nok heller ikke helt var til mere divisionsbold. Den nye talentchef ved med andre ord lidt om, hvordan fodboldlivet fungerer ude i klubberne – både på elite- og hyggeplan.

– Jeg blev træner i min lokale klub og startede derefter i IF Lyseng som børne- og ungdomstræner. Her fandt jeg ud af at det, der interesserer mig allermest, er det strategiske arbejde. Jeg kom blandt andet til at sidde med licensarbejde i Lyseng, hvor vi fik en ungdomslicens, så vi kunne spille U17- og U19-division. Da vi fik den licens, opstod der en mulighed for at tage en A-licens og jeg blev træner på U17 division, fortæller Marc Søballe Pedersen, som herefter blev kontaktet af AGF, der gerne så hans kompetencer blive brugt hos De Hviie i forbindelse med klubsamarbejdet.

– Her var målet at være bedre til at udvikle de aarhusianske talenter og klubber, så samarbejdsklubberne tog nogle gode skridt, forklarer Marc Søballe Pedersen.

Efter et år i klubsamarbejdets tjeneste åbnede muligheden for at blive talentchef sig.

– Talentchefrollen er jo mere intern end ekstern. Det passer mig meget godt, at jeg kommer meget tæt på banen. Jeg kommer til at være tæt i arbejdet med trænere og ledere og skal sørge for, at de folk, der er omkring vores spillere, de også synes, de har en god hverdag. At de har de bedst mulige forudsætninger for at udvikle spillerne. Det, synes jeg, er vigtigt, fortæller den nye talentchef som tiltrådte i maj 2024.

Marc Søballe Pedersen er ny talentchef i AGF.
Foto: AGF.dk

– Vi skal både skabe resultater på den korte og den lange bane. Så det handler om for mig at være tæt på det, der foregår inde på banen og lave et endnu bedre talentmiljø i samarbejde med de dygtig trænere og ledere, vi har i AGF, og så er det jo et spændende tidspunkt med nyt akademi og El Cambio-projektet, siger Marc Søballe Pedersen.

Talentchefens opgaver

En ny mand sidder altså ved talentroret, og der er nok at tage fat på for den unge leder.

– Mine opgaver ligger i at være ansvarlig talentchef for U10-U17. At sikre gode overgange fra børne- til ungdomsfodbold og videre fra ungdomsfodbold til transition, fortæller talentchefen, som har en tæt dialog med Jesper Ørskov, Stig Inge Bjørnebye, Head of Coaching, Dennis Pedersen og de øvrige ungdomsledere i løbet af en arbejdsuge.

Det handler om ledelse for trænere, kontraktarbejde, forældresamarbejde, overblik over trupperne og generelt at holde det store overblik. Derudover venter et nyt akademi, som Søballe også får delansvar for.

AGF's U17-hold. (Foto: agf.dk)

I første omgang har han dog fokuseret på at sikre en ny trænersammensætning op gennem årgangene for at holde kog under motivation og udvikling blandt trænerne fra U10-U17.

– Vi har rokeret lidt rundt i vores trænerteams, men er heldigvis lykkes med at beholde størstedelen af en dygtig stab. Vi har en del trænere, der har lavet det samme i tre-fire sæsoner, så vi har ønsket at rokere lidt rundt for at udvikle på vores trænere. Det kan være sundt for trænerudviklingen, at man lærer at arbejde sammen med andre trænere. Vi skal sørge for, at alle er motiverede hele tiden, fortæller Søballe, som også har fået flere ressourcer til afdelingen.

– Vi har styrket området omkring U13-U15 med en U+ træner, der skal sikre sammenhæng mellem de årgange. Vi prøver at få endnu flere hænder derned, for at øge fokus på de årgange, forklarer talentchefen.

En omfattende omstrukturering

I de senere år har AGF foretaget betydelige investeringer i scouting og dataanalyse, og pt. er seks personer tilknyttet scouting-afdelingen. Netop derfor giver det god mening, at Søballe overtager talentchefrollen, mens tidligere talentchef, Jesper Ørskov, fremover kan fokusere rent på scouting og rekruttering, som tidligere lå under samme rolle. Samtidig er U19 rykket op som en separat afdeling under Stig Inge Bjørnebyes ledelse.

– Organisationsændringen skal gerne gøre, at vi får flere unge til at få minutter i Superligaen ligesom Emmery, Callø og Andersen har gjort det i de seneste sæsoner. Tanken er, at jo tættere U19 kommer på Superligaen, jo bedre bliver transitionen, fortæller Søballe, som også fremover kommer til at forholde sig til gæstebesøg fra Afrika, når El Cambio byder ind med talenter fra akademiet i Uganda.

– Det allerfedeste er jo at få udviklet så mange Aarhus-fodboldspillere som muligt. Så vi har samme strategi som tidligere, men nu tilføjes El Cambio blot som et ekstra lag, forklarer AGF’s talentchef.

Frederik Emmery i profil
Frederik Emmery (Foto: Matti Kronborg)

Søballes succeskriterier

Mange opgaver ligger forude, men hvad vil og skal Marc Søballe Pedersen måles på? Og hvad håber han at sætte af aftryk på Byens Hold?

– Jeg håber, at vi om to år har et meget velkørende akademi, hvor både spillere og trænere har en god hverdag, og at vores kultur og værdier et genkendelige. At vi får lavet et akademi, der er produktivt, og at hverdagen derinde kører som den skal, fortæller han.

Talentakademiet på Fredensvang under opbygning.
Foto: KSDH.dk

– Derudover håber jeg, at vi bliver konkurrencedygtige i de nationale ungdomsrækker. Det er ikke et altoverskyggende mål, men vi vil gerne spille med om de sjove pladser, siger talentchefen, som også har et mål om at holde på- og være med til at udvikle de mange trænere og ledere i den kommende tid.

Således er der lagt op til en spændende tid på Fredensvang med mange – forhåbentligt – positive ændringer, der skal sikre talenternes fremtid og gennembrud i den hvide trøje.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle