Skip to main content



Capo Kaspar Størkersen // Foto: AGF er ikke som de andre

Medejer-halstørklæder udsolgt på 30 minutter: Nye salgsdatoer på vej


| Jonas Roulund |

Foreningen “AGF er ikke som de andre” havde i dag 300 medejer-halstørklæder til salg til AGF julemarkedet ved Ceres Park Vejlby, men allerede efter 30 minutter var de revet væk. “Overvældende” siger foreningens repræsentanter, som er ved at arrangere nye salgsdatoer til støtte for projekt “Bevar AGF på lokale hænder.”

“AGF er ikke som de andre” har lanceret et initiativ, der skal være med til at sende et signal til omverdenen: Bevar AGF på lokale hænder.

Et medejer-halstørklæde blev derfor i dag solgt til AGF julemarkedet, som varede fra klokken 15 til 18 på Ceres Park Vejlby. Overskuddet fra salget går til køb af fanaktier, og det er noget, mange gerne vil støtte op om.

– Gennem salget af et særligt “medejer”-halstørklæde investerer foreningen overskuddet i opkøb af aktier i AGF A/S. Foreningen er fuldt bevidst om, at de aktier, der købes gennem initiativet, ikke vil ændre de formelle ejerforhold i klubben i det store billede. Den egentlige værdi ligger i det, handlingen symboliserer og i at styrke det faktum, at klubben allerede i dag adskiller sig ved at have mere end 10.000 aktionærer. Det vidner om et bredt og folkeligt ejerskab, forankret i lokalsamfundet, siger Oscar Boyter, repræsentant for foreningen.

Der var således indkøbt 300 halstørklæder til dagens julemarked, og allerede efter 30 minutters salg var der udsolgt.

Mange måtte derfor gå forgæves, og derfor er der allerede planer om at udvide salget:

– Vi er fuldstændig overvældede, men samtidig meget beklagende over for alle de mennesker, der måtte gå forgæves, siger Oscar Boyter.

– Vi driver foreningen frivilligt og har lagt 22.000 kr. i projektet af egen lomme. Derfor var vi nødt til at sikre os, at vi ikke brændte inde med halstørklæder, så vi kunne få vores udlæg tilbage. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os kø helt op på Hvidkildevej – eller en fornemmelse af, at vi kunne have solgt det femdobbelte. I dag solgte vi 300 halstørklæder og certifikater, og vi skynder os nu at bestille nye hjem, fortæller han.

Læs også: AGF er ikke som de andre – og det kan du støtte op om via nyt initiativ

AGF julemarked 2025.
Foto: AGF er ikke som de andre

– Vi forventer at åbne for et nyt salg i slutningen af januar og melder ud, så snart vi har en dato på plads. Vi har desværre stadig ikke onlinesalg, da det er for omfattende logistisk i forhold til, hvor få vi er til at drive det. Alle, der vil have, skal nok få et halstørklæde og et certifikat, og vi vender stærkt tilbage med masser af nye halstørklæder og certifikater. God jul til alle AGF’ere – og tak for opbakningen, siger Oscar Boyter.

Du kan se vedtægter for foreningen “AGF er ikke som de andre” her.

Udover halstørklædet modtog dagens heldige købere også et fanaktie-certifikat med unikt nummer.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle