Skip to main content



Capo Kaspar Størkersen // Foto: AGF er ikke som de andre

AGF er ikke som de andre – og det kan du støtte op om via nyt initiativ


| Jonas Roulund |

AGF er en stolt traditionsklub på lokale hænder. Det arbejder foreningen “AGF er ikke som de andre” for, skal vedblive sådan, og nu kan du som fan støtte op om initiativet ved at købe et “medejer-halstørklæde,” hvor overskuddet går til køb af fanaktier i AGF A/S. Ved køb af halstørklæde bliver man samtidig medlem af foreningen med invitation til den årlige generalforsamling.

Økonomi og forretning fylder tiltagende meget i moderne fodbold, og det har gjort, at flerklubsejere ikke længere er ualmindeligt verden over. Langt fra.

Herhjemme er eksemplerne mange på klubber, der ikke længere har lokalt ejerskab, men i AGF forholder det sig heldigvis anderledes.

Klubben ejes nemlig af en række lokale storaktionærer og fans – en ejerstruktur med stærk lokal forankring i Aarhus.

Det ønsker foreningen “AGF er ikke som de andre,” at bakke op om, og derfor er et halstørklæde nu sat til salg, hvor overskuddet går til køb af fanaktier.

– “AGF er ikke som de andre” bygger på en forståelse af klubben som mere end en kommerciel underholdningsvirksomhed. AGF er en klub, der bæres af byen, historien og generationer af fans, fortæller repræsentant for foreningen, Oscar Boyter.

– I starten af 2024 startede vi kampagnen “AGF er ikke som de andre”, hvor vi ønskede at præge og værne om et fortsat aarhusiansk ejerskab gennem forskellige initiativer. Mens udenlandske investorer og flerklubsejere overtager klub efter klub, står AGF tilbage som et eksempel på en ægte, lokalforankret fodboldklub, der samtidig er konkurrencedygtig. Ejet af fans og det aarhusianske folk og drevet af kærlighed til klubben og byen, sådan mener vi i foreningen, at det skal forblive, fortæller han.

AGF medejer-bevis fra foreningen AGF er ikke som de andre.
Foto: AGF er ikke som de andre

– I foreningen er vi nu klar til at lancere det næste konkrete initiativ inden for fanaktier. Gennem salget af et særligt “medejer”-halstørklæde investerer foreningen overskuddet i opkøb af aktier i AGF A/S. Foreningen er fuldt bevidst om, at de aktier, der købes gennem initiativet, ikke vil ændre de formelle ejerforhold i klubben i det store billede. Den egentlige værdi ligger i det, handlingen symboliserer og i at styrke det faktum, at klubben allerede i dag adskiller sig ved at have mere end 10.000 aktionærer. Det vidner om et bredt og folkeligt ejerskab, forankret i lokalsamfundet.

– En anden motivation for initiativet er, at individuelt aktiekøb for nogle GF’ere kan opleves som besværligt eller uoverskueligt. Initiativet samler derfor bidragene i fanforeningen og tilbyder en enkel og overskuelig måde at deltage i ejerskabet på. Vi ser dog lige så mange fans, der allerede har aktier i AGF, støtte op om dette initiativ.

Halstørklædet koster 300 kroner per styk. For de penge får man – udover halstørklædet – et fanaktie-certifikat med unikt nummer.

– Vi håber, at medejer-halstørklædet vil blive synligt på Ceres Park og på stadions rundt om i Danmark som et udtryk for en fankultur, der værdsætter ejerskabet af vores fælles klub og føler en stærk tilknytning til den, en tilknytning, der rækker ud over resultaterne på banen, fortæller Oscar Boyter.

Halstørklædet kan købes til AGF julemarked den 22. december ved det midlertidige stadion i Vejlby. Senere vil flere salgsdatoer blive meldt ud af fanforeningen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle