Skip to main content


(Foto: Kronborgfotos)

Mads Emil Madsen før OB: Vil se højt pres og direkte spil



Efter dagens træning på Fredensvang fik vores udsendte en snak med Mads Emil Madsen om søndagens skuffelse, en skade der var mentalt hård, og så bliver der set frem mod OB-kampen.

Mads Emil Madsen har gjort en fin figur i 2024-Superligaåret, men resultaterne har mange – og da vi mødte ham på Fredensvang faldt snakken naturligvis hurtigt på søndagens nedtur på Ceres Park, hvor man var to mand i overtal, men alligevel tabte til FC Midtjylland, da gæsterne scorede dybt inde i overtiden. Mads Emil Madsen var dog udskiftet efter 83 minutter.

— Det var lidt surrealistisk. Jeg har aldrig været vidne til sådan noget før. Det var ikke sjovt at sidde ude på bænken og intet kunne gøre. Det var en kæmpe mavepuster, siger Mads Emil Madsen, som i øvrigt kunne berette at udskiftningen ikke var planlagt på forhånd, men at det var Uwe Röslers beslutning.

Mads Emil Madsen løber forbi André Rømer fra FCM. 25. februar 2024.
Foto: Matti Kronborg

En mentalt hård skade

Mads Emil måtte se store dele af efterårets kampe fra tribunen, da en drilsk ankelskade holdte ham fra banen. I starten troede den fysiske stab, af Madsen hurtigt ville være tilbage, men skaden var sværere at få styr på, end først antaget.

— Det var sindssygt frustrerende. Jeg troede hele tiden, at jeg var tæt på at kunne være med igen. Mit mindset var hele tiden, at jeg var klar lige om lidt, og når folk spurgte, så var svaret, at jeg var klar lige om lidt. Men når jeg så ikke blev klar, så undrede folk sig jo. Det var vildt hårdt mentalt. Det havde været nemmere at vide, at man skulle sidde ude i tre måneder i stedet for hele tiden at være i det uvisse, fortæller den teknisk begavede midtbanespiller.

Mads Emil Madsen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Madsen er altså tilbage på fodboldbanen og starter inde for AGF, men han føler stadig ikke, at han er tilbage på det niveau, han ramte inden skaden.

— Det går skridt for skridt. Man vil gerne direkte tilbage på det niveau, man var på før. Fysisk, teknisk, taktisk og mentalt er det en proces at komme tilbage til det topniveau, man var på. Jeg kan stadig mærke min ankel og føler ikke, at jeg er på hundrede procent endnu, men jeg kan mærke, at det hele tiden går i den rigtige retning, siger Mads Emil Madsen med et smil.

Højt pres og direkte spil mod OB

På søndag skal AGF igen spille i Aarhus, men denne gang er det OB, der kommer på besøg. Fynboerne fik ørene i en velsmurt maskine fra Vestegnen, da Brøndby klaskede dem 0-3 i Odense. Både OB og AGF har derfor noget at bevise på søndag.

— Jeg håber, at vi kommer lige så godt fra start som i søndags, men at vi så holder det niveau. Vi skal ud og revanchere noget, for vi dummede os mod Midtjylland. Vi er toptændte og vil ud og spille fodbold på vores måde med højt pres og direkte spil. Jeg tror, at vi kommer til at spille en god kamp. Vi bliver bedre og bedre, siger midtbanespilleren.

Mads Emil Madsen i hvid AGF trøje i duel med to Randers FC spillere i lyseblå trøjer.
Mads Emil Madsen i kamp mod Randers FC (Matti Kronborg)

Efter sin ankomst i sommeren 2022 har Mads Emil Madsen spillet 40 kampe for De Hviie, hvor det er blevet til tre mål. Han har kontrakt til udgangen af 2026.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle