Skip to main content



Foto: AGF

Lars Fournais: – Vi er ikke den rigeste klub i Danmark, men i år har vi været de bedste


| Jonas Roulund |

AGF’s bestyrelsesformand, Lars Fournais, satte efter gårsdagens sejr over Brøndby ord på betydningen af, at klubben fra Fredensvang nu kan kalde sig danske mestre for første gang i 40 år.

De Hviie er mestre, AGF-aktien stormer opad, og som bestyrelsesformand er et mesterskab noget, der virkelig kan sætte følelserne i spil.

Da Lars Fournais mødte KSDH.dk og den øvrige presse efter gårsdagens 2-0 sejr på Brøndby Stadion var han både stolt og rørt over præstationen.

– Først og fremmest er jeg utroligt glad og rørt. Helt ind i hjertet. For vi har arbejdet så hårdt for det her i så mange år. Det er en fantastisk følelse at stå med, sagde Fournais.

– At få mesterskabet tilbage til Aarhus efter 40 år – og så vinde det på Brøndby Stadion – det bliver ikke meget større.

AGF-spillerne fejrer mesterskabet 2026 med fansene på Brøndby Stadion.
BRØNDBY, DANMARK – 10. MAJ 2026: LIVE billede fra 3F Superliga kampen mellem Brøndby IF vs AGF på Brøndby Stadion den 10. maj 2026 i Brøndby, Danmark. (Foto Lars Rønbøg / FrontzoneSport / Fodboldbilleder.dk)

Han har været bestyrelsesformand for AGF siden 2012, så man må i dén grad sige, at Fournais har været med til at løfte klubben.

– Det betyder sindssygt meget for AGF. Det gør jo, at der bliver bygget videre på de sten, vi har lagt de seneste mange år. Det er jo ikke tilfældigt, at vi er her i dag, siger bestyrelsesformanden, som lægger vægt på ejerskabet i den forbindelse:

– Det betyder også meget, at vi er ikke den rigeste klub i Danmark, men i år har vi været de bedste. Jeg synes, vi har spillet noget rigtig flot fodbold. Vi har vist, hvordan vi gerne vil spille fodbold i AGF, og det betyder meget for mig, som gammel AGF’er. Jeg har jo elsket AGF siden jeg var dreng, så det betyder også noget for mig personligt.

AGF-fans med tifo mod BIF 2026.
Foto: KSDH.dk

Og personen Lars har lovet sine børnebørn, at der skulle en AGF-tatovering til, når klubben fra Fredensvang en dag vandt en titel igen. Så armen er ved at blive gjort klar:

– Jeg har lovet mine børnebørn, at den dag AGF vandt noget, der skulle jeg have lavet en AGF-tatovering. Så det skal jeg have lavet på venstre arm. Tæt på hjertet. Det skal være AGF-logoet. Jeg håber, jeg kan vise jer den på søndag, siger han med et stort smil.

Intimiderende Brøndby-fans overskyggede ikke resultatet

Fournais og resten af AGF-bestyrelsen måtte undervejs i gårsdagens kamp eskorteres væk fra deres pladser, da de omgivende fans af hjemmeholdet var intimiderende og endda truende. Det kunne dog ikke tage glæden over præstationen fra Fournais:

– Det var lidt dramatisk, for vi var under et voldsomt tryk på tribunerne derovre, og der var noget ubehagelig stemning overfor os. Det var intimiderende, men vi kom igennem det. Vi blev ført et andet sted hen undervejs i kampen af sikkerhedsmæssige årsager, siger han.

– Nu skal jeg hjem og fejre det sammen med resten af Aarhus. Jeg hører, at Aarhus er ved at koge over, så det skal vi da hjem og nyde. Og så skal vi lave en ordentlig guldfest på søndag, hvor vi alle sammen skal nyde det. Vi skal tage det hele ind.

Og det vil vi forsøge at gøre. Tage det ind. Nyde det.

AGF er mestre. Aarhus er i eufori. Og formanden er på vej til tatovør.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle