Kunne den her europæiske kval-kampagne være gået meget bedre for AGF?

AGF var millimeter fra de største scener i Europa – men står tilbage med en kampagne, der både rummer skuffelse, eufori og følelsen af, at man høre til.

Naturligvis kunne den det. Det kan jeg da lige så godt starte med at sige. Alt for mange personlige fejl, og en glippede chance for at spille Champions League. Sågar også en glippet chance for at spille Europa League. Hvornår kommer AGF mon disse mulighed så nær, igen?

Men tager jeg de objektive biller af, der fokusere sort/hvidt på resultater, så har jeg sjældent haft et så stort følelseregister i brug, end hvad jeg har oplevet som AGF-fan – og det kommer på baggrund af en mesterskabssæson.

Jeg har været spændt og nervøs. Jeg har været negativ og sortseende. Jeg har været euforisk, ekstatisk og lettet. Jeg har været håbefuld, frustreret, skuffet og ærgelig, og så har jeg været stolt.

Miraklet i Poznań

Jeg fatter stadig ikke helt, hvad der skete i den kamp.

Altså… det gør man jo ikke. Den der klassiske: “hvis de kan score fire, så kan vi også”, der bliver sagt i omklædningsrum over hele landet hver weekend og der sker aldrig en skid.

Det var noget af det mest intense og rendyrket jubel jeg nogensinde har haft. Da Tomás Kristjánsson scorede i overtiden, da Mads Hedenstad begyndte at redde nogle af straffesparkene, da Tobias Bech slog det endelig søm i.

For superligatitlen havde jeg forberedt mig på undervejs, uden at vide, hvad fanden det egentlig var for en størrelse. Her anede jeg intet, jeg forventede intet, og lige så rendyrket afspejlede det sig i den rus jeg befandt mig i.

Ikke nok med at, at oplevelsen der i sig selv er enestående. Så sikrede det også AGF et længe ventet kvalifikationsspil. Målet var indfriet, hvilke højder kunne man nu tage det her hold til?

Hov, der røg de fodboldobjektive briller på igen, nå.

Men hvis Poznań var miraklet, så var Baku prøven.

Troen i Baku

Efter en 2-1 sejr i Aarhus på vanvittige mål af James Bogere, lignede det at alt kunne ske. Et udemærket hold uden tvivl, men igen noget vi sagtens kunne holde stand ved. Det viste man også i Baku, hvor man efter tre halvlege stod med fodboldstøvlespidsen i en kamp om at deltage i at komme med i selveste Champions League.

Lad lige den sætning få gentanke engang. AGF var en halvleg, fra at spille med, om en plads i Champions League.

Derfor gør det naturligvis så meget mere ondt, da man så den mulighed glippe ud mellem hænderne, eller fødderne.. men det står jo i stærkt kontrast til det vi lige oplevede i Polen forinden. Den diametrale modsætning, for lige så højt vi fløj efter Poznań, lige så hårdt styrtede vi i Baku.

Et fald der kun blev tydeliggjort af, at man nu skulle overleve ørnene fra Benfica.

Mødet med en af de helt store

Den vidste man sku godt blev svær.

Et hold der ikke bare spiller europæisk fodbold, men er indbegrebet af europæisk fodbold. Dobbeltvindere af Champions League. Femdobbelte deltagere i finalen udover.

Hvad skulle AGF dog stille op..? Lige præcis det, de gjorde.

Man gik ud og viste sig frem på en af de fornemmeste scener i fodboldsdens verden. Og så spillede man som man gør bedst.

Ak. Første kamp i Benfica, var da om noget en prøvelse, og med for mange personlige fejl og en niveautilpasning, stod man ret godt imod i Randers.

Igen må jeg drage reference til seriebold, eller pokalturneringen. BK Skjold, et danmarksseriehold, der nu skal møde de forsvarende danske mestre. Den oplevelse det bliver for dem, er svær at sammenligne med noget, i hvert fald fodboldrelateret.

Det skal nyde det, på samme måde som AGF skal nyde, at have tabt 6-2 sammenlagt til Benfica. For AGF spillede med mod. Især i hjemmekampen, hvor en bagkæde med et aldersgennemsnit på ca. 20 år, turde spille den ud. Turde afdrible portugisernes presspil. Rasmus Carstensen der turde at satse ved at opfange en bold og så gå direkte mod mål.

Det har jeg kæmpe respekt for, at man turde. For gutterne har vidst sig flot frem. Især de unge.

Emmery den vævre dribbler.
Camara den store forsvarsblokade.
Luka Callø der også kom ind og vidst mod.

For ikke at tale om indsatser fra Mads Hendenstad og indhoppet fra førnævnte Kristjánsson.

Jacob Poulsen sagde det selv efter kampen i går, jeg kan ikke love hvad det bliver til, men jeg kan love vi går efter at vinde hver eneste kamp i Conference League.

Et gruppespil hvor man faktisk kan gøre sig til.

På mange måde står AGF i en ideel position. Holdet er blevet spillet varmt. Man skal “blot” spille seks europæiske kampe, for nuværende – mod mere overkommelig modstandere. Og mandskabsholdet har selv et helt hold i ryggen af fede oplevelser de aldrig vil glemme.

For hvis trupdynamik spiller en rolle i fodbold, så styrker nederlag ofte mere end sejre. Og de svære prøvelser AGF har stået overfor, tror jeg på, kun har styrket de her drenge. For de er om nogen kommet herfra med æren i behold.

Derfor stiller jeg bogen på hylden for nu, og lader dette kapitel stå for sig selv – indtil AGF igen åbner den op, og lade mig leve videre i Conference League ligaspillet.

For nu, lukker jeg mine øjne i Aarhus.