Skip to main content


Kevin Yakob (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Kevin Yakob: – I Danmark er tempoet højere



I aften indleder AGF mesterskabsspillet med en hjemmekamp imod lokalrivalerne fra Randers. Poulsen er karantæneramt, og en ny midtbanekonstellation skal derfor vise sit værd. Vi har fået en snak med Kevin Yakob, som ser frem til kampen.

Seneste møde med Randers endte i en aarhusiansk triumf, hvor AGF sikrede sig deltagelse i mesterskabsspillet. Kevin Yakob tror på at AGF kan gentage succesen.

– Hvis vi gør, hvad det kræves af os og spiller en god kamp, så har vi gode chancer for at tage tre point. Det er op til os at fortsætte med at forbedre de ting, vi har gjort godt i de seneste fem kampe. Vi skal blive ved med at forbedre os og tage tre point imod Randers, fortæller svenskeren, der kom til AGF i sommeren 2022. Her har han blandt andet fået et godt forhold til Eric Kahl, hvilket han fortalte om forleden på AGF TV:

– Selvfølgelig er os svenske gutter tætte. Vi hænger meget ud. Jeg synes dog at hele holdet er meget tæt knyttet sammen. Men selvfølgelig er der et specielt bånd mellem os udlændinge, fordi vi ikke har vores familier her, fortæller han.

I Danmark er tempoet højere

Kevin Yakob ankom fra svenske IFK Göteborg, der spiller i Allsvenskan, og ifølge svenskeren kan man godt mærke forskellen på ligaerne.

– I Danmark er tempoet højere og spillet er mere fysisk. Kampene er mere åbne. Det er en meget tæt liga, og hver eneste kamp er kompetitiv og tæt, fortæller han.

Kevin Yakob har spillet sig ind som en fast del af Uwe Röslers mandskab, hvor han har her i foråret har ligget ved siden af Nicolai Poulsen på den centrale midtbane. Tidligere har han været brugt længere fremme på banen, men hvor synes Kevin Yakob selv, han er bedst?

– Det kommer an på, hvordan kampen udvikler sig. Hvis vi har meget boldbesiddelse, så ser jeg mig selv som en offensiv midtbanespiller. Men jeg føler mig meget selvsikker og har det godt i den position, jeg spiller for holdet lige nu. Her har jeg en bedre mulighed for at få bolden. Men jeg føler, at jeg kan være farlig på begge positioner, forklarer Yakob.

I aften får han højst sandsynligt selskab af Mads Emil Madsen og Anderson på den centrale midtbane på grund af Poulsens karantæne, og det skal således blive spændende at se, hvordan den nye konstellation klarer sig mod de fysisk stærke kronjyder.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle