Jesper Hansen før SIF: – Vi skal slå tilbage
Jesper Hansen glæder sig til igen at skulle i kamp, når Silkeborg IF venter i 16. spillerunde af Superligasæsonen 2025/2026.
Landskampspausen har for nogle budt på ekstra arbejde i form af kvalifikationskampe i nationaldragterne, mens pausen fra Superligabold for størstedelen af AGF-truppen har kastet en velfortjent miniferie af sig samt lidt tid til at gå ekstra meget i dybden med data og justeringer.
Jesper Hansen er en af dem, der ikke har været afsted på landsholdstjeneste – han har jo ellers en enkelt dansk A-landskamp på CV’et, men den ligger tilbage i 2013… I stedet er pausen gået med masser af træning samt nogle fridage i selskab med familien.
Inden fridagene fik KSDH.dk en snak med den erfarne keeper om fredagens modstander, som plejer at yde habil modstand, når AGF er på besøg.
– Det er en god test i forhold til, at Silkeborg nok gerne vil prøve at gøre noget af det samme, som Sønderjyske gjorde. Det tror jeg kan blive generelt for de sidste kampe i år. At modstanderne vil lade os have bolden og så prøve at straffe os, hvis vi klokker i det, fortæller målmanden.
– Vi skal være opmærksomme på, at de har dygtige spillere oppe foran, og de er gode til at slå kontraangreb på kunstgræsbanen, hvor det går stærkt, så det er en god test til at vise, at vi er bedre, end vi viste efter pausen mod Sønderjyske. Det bliver en spændende kamp, siger Jesper Hansen, som går ind til sin AGF-kamp nummer 133 fredag aften på JYSK Park. Det er 11. gang, at AGF og SIF brager sammen, siden Hansen ankom til klubben i sommeren 2021, og kun to gange er kampene endt med en større målforskel end et til et af holdene. Det var det første – tilbage i september 2021, som endte 2-0 til AGF samt det seneste møde, hvor De Hviie hentede en 3-1 sejr på hjemmebane i oktober. Ellers er seks af de 11 kampe sluttet uafgjort, mens de resterende tre er sluttet 1-0 til et af mandskaberne.
– Det er altid nogle tætte kampe mod SIF, og vi har bøvlet lidt mod dem tidligere, så vi skal vise, at vi stadig er et rigtig godt sted, selvom vi havde en skidt halvleg mod Sønderjyske, siger Jesper Hansen.

Det ser stadig godt ud
Selvom stimen af ubesejrede kampe altså stoppede med nederlaget til Sønderjyske, så er der stadig meget at glæde sig over i Aarhus. Holdet indtager rækkens tredjeplads med et enkelt point op til FCM på førstepladsen, og undervejs i sæsonen er det blevet til meriterende sejre og point på svære udebaner som Brøndby Stadion, MCH Arena og Parken.
– Hen over efteråret ser det rigtig solidt ud. Så det må være en KPI til de næste kampe, at vi skal op på vores normale standarder, som vi har vist i løbet af sæsonen. Det er vores fokus til efter landskampspausen at slå tilbage og forhåbentligt hente tre point, så vi kan sige, at det var den ene halvleg mod Sønderjyske, der var rigtig dårlig og ellers fokusere på, at det generelt er gået sindssygt godt, siger den 40-årige målmand, der har leveret fire clean sheets i indeværende sæson. Næstflest af alle målmænd.
– Det er vigtigt, at stoppe op og huske på, at vi har gjort det rigtig godt, og det er den følelse, vi skal tage med os videre, siger Jesper Hansen, som ærgrer sig over, at holdet mistede pusten for en stund i seneste spillerunde.
– Vi bruger landskampspauserne på at kigge dybere ned i tallene, og vi har set på målene, vi gav væk mod Sønderjyske og analyseret, hvad vi kan gøre bedre. Det drejer sig særligt om omstillingsmulighederne. Hvis vi mister bolden på modstandernes banehalvdel, så har vi set på, hvordan vi reagerer og forsvarer, fortæller Hansen.
Læs også: Kom med USO og KSDH til fanfest den 21. november
AGF har 31 point efter 15 spillerunder og ligger altså nummer tre, mens Silkeborg IF indtager 8. pladsen med 18 point forud for fredagens opgør.
Flere AGF Nyheder
-
AGF – OB: Hviiere på hviieunderlig vis! -
AGF-truppen mod OB: Mølgaard er med -
Optakt AGF – OB: De Hviie skal vise hvorfor de er efterårsmestre i årets sidste kamp -
OB – AGF: Statistikker og kampens spiller -
Beijmo før årets sidste kamp: – Vi går ind til kampen med største alvor -
Jakob Poulsen før OB: – Det er all in -
AGF indfører mindestund for de afdøde hviie helte til årets sidste hjemmekamp -
Jakob Poulsen: – Vi manglede kvaliteten -
Felix Beijmo: – Vi rammer ikke dagen -
OB – AGF: Fyn var ikke så fin