Jensen-Abbew: AGF er det rigtige match
KSDH.dk har været på Fredensvang for at snakke med de nye ansigter i truppen. Nyeste mand er lige ankommet fra FC Nordsjælland og hedder Jonas Jensen-Abbew, men går også under kaldenavnet AJ.
Den nye mand til AGF’s forsvar blev hentet i de døende timer af transfervinduet og har derfor kun været sammen med resten af truppen i et par dage.
— Det har selvfølgelig været en lidt stressende periode. Jeg ankom på træningslejrens sidste dage og har haft første træning på Fredensvang i dag, så der har ikke været så mange rigtige træningsdage. Jeg er faldet rigtig godt til. Det er en virkelig god gruppe, som har taget virkelig godt imod mig, siger Jonas Jensen-Abbew til KSDH.dk.
Det er første gang, at stopperen spiller i en klub udenfor Sjælland, men alligevel er han ikke helt på udebane.
— Jeg kom til Aarhus i går aftes og bor i øjeblikket på hotel, så her de næste par dage skal jeg forsøge at få styr på min boligsituation, og så skal jeg selvfølgelig ud og se byen. Jeg har været i Aarhus et par gange, da jeg har familie herovre, fortæller den 21-årige stopper.
En god mulighed
Som man kan læse i en tidligere artikel, som vi har udgivet her på siden, så var Jensen-Abbew kommet lidt i klemme i FC Nordsjælland, da de store profiler i forsvaret ikke var blevet solgt. Blandt andet derfor blev skiftet til AGF en realitet.
— Jeg var ikke hundrede procent sikker på at ville skifte væk i transfervinduet. Det var kun, hvis den rigtige mulighed bød sig, så ville jeg overveje det. Selv da denne her gode mulighed kom, så var det en svær beslutning, fordi der er så mange ting man skal overveje. Men i sidste ende følte jeg, at skiftet til AGF var det rigtige match for mig, forklarer han.
Glæder sig til Ceres Park
Den 21-årige stopper har, udover et halvt års lejeophold hos HB Køge, været i FC Nordsjælland hele sin seniorkarriere. Derfor er der selvfølgelig nogle nye ting at vænne sig til.
— Spillestilen er selvfølgelig lidt anderledes, og der er nogle små ting, der bliver gjort anderledes. Men egentlig er det meget det samme i forhold til, hvordan man opfører sig i omklædningsrummet, hvordan man behandler hinanden og så videre. Jeg skal lige lære folk lidt bedre at kende, men generelt har det bare været virkelig nemt at falde ind på holdet, siger AGF’s nye nummer 40.
— Jeg glæder mig meget til at spille på Ceres Park og håber, at det bliver en god forårssæson, slutter han.
Jensen-Abbew er blevet udstyret med en kontrakt, der løber indtil udgangen af 2028.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præstationer
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampen, vi ville
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke indhentes
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg
-
Viborg FF – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
Lyden AGF: Tid til ny angriber?