Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi skal være enormt skarpe


| Jonas Roulund |

Jakob Poulsen ser frem til at tage hul på Mesterskabsslutspillet, hvor Sønderjyske venter i 23. spillerunde.

AGF har store ting at jagte dette forår, og når søndagens kamp mod Sønderjyske fløjtes i gang klokken 16 i Haderslev, så er det et velforberedt mandskab, som kommer på besøg.

– Vi forbereder os ved at kigge på nogle muligheder i forhold til, hvordan vi forvalter bolden. Det handler om, at vi skal være enormt skarpe – både inde på banen, men også os ude på sidelinjen til at få kommunikeret planen og udføre den, fortæller Jakob Poulsen til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang.

Her har cheftrænerens mandskab forberedt sig på at møde Superligaens overraskende tredjeplads fra Sønderjyske, som både har spillet 1-1 og vundet 3-2 over AGF i indeværende sæson.

– Efter 22 runder er det måske ikke så underligt, at vi havde så svært ved dem, nu hvor de ligger nummer tre. Så har de jo været et af de hold, som har præsteret godt – ikke kun mod os. Så på den måde er det måske ikke så overraskende, men det er klart, at vi havde nogle problemer med dem, fortæller cheftræneren.

Frederik Emmery dribler mod Sønderjyske.
Foto: Kronborgfotos

Poulsen sætter samtidig lidt ord på, hvorfor opgaven har været så udfordrende, når modstanderen har heddet Sønderjyske:

– De er meget, meget stabile, og de har en klar plan for, hvordan de gerne vil angribe kampene, og det gør det godt, fortæller Jakob Poulsen.

– De er stabile rent defensivt. De har et godt hold, som forstår, hvad det handler om, når man er et “mindre” hold. At der skal arbejdes hårdt fra alle mand, og de har hele tiden 11 mand på banen, som virkelig arbejder hårdt for hinanden, siger Poulsen.

Han har også analyseret sønderjydernes offensiv.

– De er farlige på deres omstillinger, som har gjort ondt på alle hold, og så har de nogle individuelle spillere, som har en rigtig høj kvalitet, siger AGF-træneren med henvisning til spillere som Lirim Qamili og Kristall Máni Ingason, der begge har vist sig at være garante for mål gang på gang.

Foto: Kronborgfotos

I AGF-lejren er der også flere offensive strenge at spille på, men hvilken melodi, der skal lyde søndag eftermiddag er usikkert. Her har Patrick Mortensen længe siddet tungt på angriberpladsen, men i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland var det pludselig blevet Janni Serras tur til at starte.

– Vi har to der, og det bliver jo nok en af de to, jeg kommer til at vælge. Det handler om, hvordan vi ser modstanderne, hvad vi forventer, vi er oppe imod, og hvordan vi selv håber, at vi kommer til at angribe kampen. Hvem synes vi er bedst til det? Og så handler det om, at de to ligger tæt. Der skal præsteres til træning, og det ser jeg heldigvis to spillere, der gør, fortæller Jakob Poulsen.

Kampen mellem Sønderjyske og AGF starter søndag klokken 16, og der er stadig billetter at hente, hvis man vil med på udebanetur til Haderslev.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle