Skip to main content


Foto: Murat Kütük

Ishøj-sportschef: Vi skal nok være søde ved jer


| Jonas Roulund |

Ishøj IF er værter på Ceres Park i 4. runde af Oddset Pokalen, og selvom man havde håbet på at trække FCK eller Brøndby, så glæder 3. divisionsklubbens sportschef sig til en stor oplevelse i Aarhus.

Upåagtede Ishøj IF har kæmpet sig frem til 4. runde af Oddset Pokalen, og her kom AGF op af bowlen ved lodtrækningen.

Vestegnsklubben, som til dagligt gør sig i 3. division, havde håbet selv at kunne afholde kampen på deres stadion i Ishøj, men af praktiske årsager viste det sig umuligt.

Derfor spilles pokalkampen på Ceres Park, hvilket ærgrer klubben.

Læs også: Ishøj IF dybt skuffede over kampflytning

Sportschef i Ishøj IF, Murat Kütük, glæder sig til gengæld til at kæmpe for overraskelsen i Aarhus.

– Jeg tror, det bliver en målrig kamp – vi var den mest scorende divisionsklub sidste år – og det var vi som oprykkere. Så vi vil fremad, siger sportschefen.

Foto: Matti Kronborg

Har skrevet med Børne- og undervisningsministeren

Kampen mod Ishøj IF er noget, der har fået opmærksomhed blandt landets politikere – således har Børne- og undervisningsministeren, der er født og opvokset i Aarhus, også blikket rettet mod opgøret.

– Mattias Tesfaye har skrevet til mig. Han er stor AGF-fan, og jeg har sagt, at vi nok skal være søde ved jer. Jeg tror, det bliver en målrig og god kamp, og det er det vigtigste – at der bliver underholdning for alle pengene, siger Murat Kütük, som ikke vil udpege en enkelt stjernespiller for klubben.

– Det er jo generelt en ære at spille for kongeklubben. Vi har mange gode spillere. Der er ikke en, du kan pege på og sige: Han er stjernen over dem alle. Vi er en enhed, der skal fungere, fortæller sportschefen.

Læs også: Ishøj-sportschef: En uheldig lodtrækning for AGF

Må ikke undervurderes

Kütük har kunnet se sit mandskab spadsere gennem de første tre runder af pokalturneringen med en 6-0 sejr over Vallensbæk IF (S2), en 2-1 sejr over Gørslev IF (DS) og en 3-1 sejr over Vanløse (3. div). I 3. division kæmper holdet lidt mere med sagerne. Her indtager Ishøj IF en aktuel 7. plads.

– Vi er nye i divisionsrækkerne, så der er ting at lære. I Pokalen har vi mødt Gørslev, og der spillede vi med et halvt reservehold. Mod Vanløse havde vi et stærkt hold med, og vi skulle have vundet endnu større. Vi har haft lidt problemer med at score på chancerne – men vi vil jo også gerne gøre det lidt spændende for tilskuerne, fortæller sportschefen, der ikke mener, at man skal undervurdere mandskabet, selvom man står overfor AGF’s Superligaproffer torsdag aften.

– Sidste år mødte vi Viborg og tabte i forlænget spilletid. Vi fik to spillere skadet, så vi spillede med ni mand til sidst og indkasserede to mål i slutminutterne. Men vi førte faktisk 2-1, fortæller Murat.

Dermed er der lagt op til et målrigt opgør på Ceres Park torsdag aften.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle