Ekspert om Richmond Gyamfi: – En voldsom fysisk pakke
Richmond Gyamfi er en helt særlig historie med en eksplosiv karriere, der på kort tid har bragt ham fra et afrikansk akademi til 1. division og videre til AGF for ni millioner kroner. Her sætter fodboldekspert, Steffen Dam, lidt ord på nyerhvervelsen på Fredensvang.
Mortensen, Haugen, Bech og Serra har fået interessant konkurrence i kampen om spilletid i AGF’s angreb i den kommende sæson.
19-årige Richmond Gyamfi er nemlig hentet ind på en femårig kontrakt efter bare et halvt år i 1. divisionsklubben Hobro IK. Inden da løb ghaneseren rundt i hjemlandet på et fodboldakademi og foldede sine talenter ud i Ghanas 2. division, så det er på mange måder en særlig case, AGF har fået fingrene i, fortæller journalist, Steffen Dam, der til dagligt blandt andet dækker 1. division og agerer spilekspert hos B.T., grundlægger af fodboldpodcasten Monetos og er fast deltager i Medianos udsendelser.
– Det er en ret speciel historie med Gyamfi, for han brød ikke igennem med det samme i Hobro. Det var først mod slutningen af sæsonen – i april måned, at han fik sin første startplads, så det er lidt af en kometkarriere, han har gang i. Han er kommet fra ingenting til at være en meget seværdig spiller på kort tid, fortæller Steffen Dam.
Eksplosiv og gennembrudsstærk
Gyamfi kom via sin agent, Thomas Jørgensen, til prøvetræning i Hobro i vinter, og her fik han altså tilspillet sig en kontrakt, der løb til 2027. Efter 13 kampe, tre mål og fire assists er turen nu gået videre til AGF, selvom der også var interesse fra både Bodø/Glimt og SønderjyskE.
– AGF har fået en spiller med en voldsom fysisk pakke. Gyamfi er rigtig hurtig, har meget power og er faktisk også en fornuftig afslutter, hvilket jo ikke altid går hånd i hånd med de førnævnte kompetencer, forklarer Steffen Dam.
– Hans mål viser også, at han har en god spilforståelse, er god til at placere sig i feltet og tage de rigtige beslutninger. Han laver for eksempel et mål mod Vendsyssel, hvor han spiller en fin et-to-kombination i stedet for at prøve at overgøre tingene, siger 1. divisionseksperten.
Dam kunne også hurtigt se potentialet i Gyamfi, da han entrerede de danske baner.
– Han var en spiller, man med det samme lagde mærke til, og jeg forstår godt hvorfor, man har lagt relativt mange penge for ham, selvom der kun er et lille sample af kampe at vurdere ud fra. Han har den her voldsomme fysiske pakke og interessante spidskompetencer. Han er god én mod en, hvilket er noget af det, der driver priserne op. Jeg tror godt, han kan blive publikumsfavorit i Aarhus, siger Steffen Dam.
De mulige faldgruber
Når man smider ni millioner kroner for en spiller, der kun har spillet 1. division, så er det fordi, man tror på ham, mener Steffen Dam, og det bliver nu interessant at se, om AGF kan forløse potentialet hos den unge angriber.
– Det, der er svært ved Gyamfi er, om han er lige så udslagsgivende på Superliganiveau som i 1. division. Man køber jo normalt ind på potentiale, og det må man i dén grad sige, at man gør her. Han har ingen historik i europæisk fodbold og fik sin første start i 1.division i april. Tre måneder senere er han solgt til en ambitiøs Superligaklub. Det er en vild historie, siger Dam, som samtidig ser Gyamfi som en mulig løsning på AGF’s til tider offensive udfordringer.
– Jeg vil tro, det er meningen, han skal i startopstillingen. På power og fart giver han AGF noget, som I har manglet lidt. Dem bag Mortensen har ikke haft fart og power, og det har gjort jeres offensive spil en smule forudsigeligt. Man vidste, at hvis man kunne lukke Mortensen ned, så havde man lukket offensiven ned, men Gyamfi har potentialet til at give AGF noget ekstra, forklarer Steffen Dam.
Læs også: Gyamfi: – Jeg føler mig klar til at tage næste skridt
Gyamfi kan få uofficiel debut mod Luton Town FC i morgen, når AGF spiller testkamp i England. Herefter venter en uges forberedelser frem mod sæsonpremieren mod FC Midtjylland den 19. juli.
Flere AGF Nyheder
-
Bag Fjendens Linjer med FCN-fan: – Aldrig en nem kamp mod AGF
-
Ny opdatering fra Borgmesteren om Kongelunden: Har bestilt svar på 88 spørgsmål om processen
-
AGF-talent blev topscorer og MVP til U16-landsholdsturnering
-
Projektgruppe efter hærværk på legendegavl: – Vi får den “terrorsikret” igen
-
Billet-info fra AGF: Kom med til den sidste kamp på Ceres Park
-
Poulsen: – Har lært at leve med prædikatet som et dumt svin
-
Historisk gennemgang: Det har aldrig været tættere
-
FCN-info til AGF-fans: Bliv klar til fredagsfest i Farum
-
FC Nordsjælland – AGF optakt: Fredagsfest eller fuser i vente i Farum?
-
Rösler om stærk midtbanebesætning: – Hvem skal jeg tage ud?