Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Høj intensitet i tæt affære mellem AGF og Union Saint-Gilloise


| Yosef Storgaard |

Det var en kamp med en intensitet og tænding, der mindede om alt andet end en venskabskamp, da AGF drog til Belgien for at møde storklubben Royale Union Saint-Gilloise.

AGF indledte opgøret med Jesper Hansen i målet bag en defensiv bestående af Frederik Tingager, Eric Kahl og Jonas Jensen-Abbew, mens Magnus Knudsen, Sebastian Jørgensen, Kristian Arnstad, Gift Links, Mikael Anderson, Frederik Emmery og Tobias Bech udgjorde resten af startopstillingen, i en kamp der blev spillet over fire halvlege af 30 minutter hver.

Kampens første minutter blev præget af en uheldig episode, da Gift Links efter et sammenstød ved et hjørnespark måtte udgå til behandling efter tilsyneladende at have kastet op på banen. Sydafrikaneren vendte ganske vist hurtigt tilbage, men det viste sig senere, at han ikke kunne fortsætte. Allerede efter et kvarters spil blev han erstattet af Jacob Andersen.

Gift Links løber på MCH Arena.
Foto: Kronborgfotos

Selve kampbilledet var præget af høj intensitet og mange nærkampe. Begge hold havde svært ved at finde rytmen, da frisparkene stod i kø, og spillet derfor blev meget hakkende.

AGF var dog det første hold til at skabe de helt store muligheder. Gift Links viste sine offensive kvaliteter på højrekanten, hvor han satte flere modstandere af, inden han fandt Mikael Anderson med en præcis tilbagelægning. Islændingens afslutning blev dog flot reddet af Union-keeper Vic Chambaere.

Kort efter var Anderson igen på spil med endnu et kvalificeret forsøg, men den unge belgiske målmand viste endnu en gang sin klasse mellem stængerne.

Union arbejdede sig gradvist bedre ind i opgøret og begyndte at udnytte deres aggressive genpres. Først tvang de Jesper Hansen til en redning på et langskud fra Louis Patris, og kort efter kom hjemmeholdets scoring. Bolden endte hos Ilan Hurtevent, som sikkert placerede afslutningen i det lange hjørne uden chance for AGF-keeperen.

Dermed kunne belgierne gå til den første pause med en 1-0-føring.

Efter pausen fortsatte Frederik Emmery med at volde Union store problemer. Den unge offensivspiller udfordrede igen og igen sin direkte modstander og trak flere frispark på kanten af feltet. Begge gange forsøgte Mikael Anderson sig direkte på dødboldene, men uden at skabe den ønskede fare.

Union var fortsat farlige i omstillingerne, og Jesper Hansen måtte levere endnu en vigtig redning med en stærk fodparade for at holde AGF inde i kampen.

Jesper Hansen Sparker
Foto: Hjørringgaard Photo

Ved den anden pause foretog Jakob Poulsen nye justeringer. Jens Jønsson erstattede Jonas Jensen-Abbew, mens Kevin Yakob kom på banen i stedet for Mikael Anderson. Samtidig rykkede Kristian Arnstad længere frem på banen i en mere offensiv rolle.

AGF kom stærkt ud efter pausen og pressede på for en udligning. Sebastian Jørgensen slog et velplaceret hjørnespark ind til Frederik Tingager, der dog ikke formåede at omsætte den store mulighed til en scoring.

Kort efter slap AGF med skrækken, da tidligere Randers-spiller Mohamed Fuseini vandt et hjørnespark, som efterfølgende blev headet på stolpen.

Den fortjente udligning kom efter 69 minutter. Endnu et præcist hjørnespark fra Sebastian Jørgensen skabte kaos i Union-feltet. Jens Jønsson fik ikke ordentligt træf på bolden, som fortsatte til Frederik Emmery ved bagerste stolpe. Han headede den tilbage foran mål, hvor Frederik Tingager steg til vejrs og headede bolden sikkert i nettet til 1-1.

Resten af tredje periode udviklede sig til et massivt pres fra hjemmeholdet. AGF blev tvunget længere og længere tilbage og levede primært af enkelte omstillingsmuligheder, som dog aldrig blev for alvor farlige.

Frederik Tingager jubler efter scoring på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Inden den sidste halvleg foretog AGF en lang række udskiftninger. Hedenstad overtog pladsen i målet, mens blandt andre Serra, Tchamche, Mølgaard, Camara, Bogere og Solbakken også kom på banen.

Union fortsatte med det fysiske udtryk, der havde kendetegnet hele kampen, og flere hårde tacklinger understregede, at belgierne ikke behandlede opgøret som en almindelig sommertræningskamp. Zander Grantzau blev blandt andet nedlagt på vej alene igennem, hvilket kostede Fedde Leysen et gult kort.

AGF havde en stor mulighed for at bringe sig foran på en hurtig omstilling, men Tomas Kristjansson tøvede en anelse for længe i afslutningsøjeblikket, og Union fik afværget situationen.

I kampens afsluttende fase lagde hjemmeholdet et massivt pres på AGF, som havde svært ved at spille sig ud af egen banehalvdel. Til sidst gav presset pote.

Efter en fejl i AGF-defensiven fik brasilianeren Guilherme Smith alt for meget plads i venstresiden. Han drev bolden mod mål, holdt Solbakken bag sig og sendte køligt bolden forbi Hedenstad til 2-1 med blot syv minutter tilbage.

AGF formåede ikke at svare igen i slutfasen, og dermed kunne Union Saint-Gilloise tage en kneben sejr i en intens testkamp, hvor aarhusianerne leverede flere lovende perioder, men til sidst måtte bøje sig for det vedvarende belgiske pres.

AGF spiller sin sidste testkamp hjemme mod AC Horsens onsdag den 15. juli klokken 14.00, inden sæsonen for alvor skydes i gang med Champions League-kvalifikationen hjemme mod Lech Poznań den 21. juli.

 

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle