Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

From Vejle to Berlin: U19 sejrede over tysk tophold


| Rasmus Fisker |

U17 young guns var det eneste hold i aktion i drengeligaen af de to talenthold som KSDH dækker. U19 havde dog i ugens løb en træningskamp i det tyske imod Union Berlin. Her får du en update på det hele.

Det kunne være, at Lina Rafns kæmpehit med Infernal, ‘From Paris to Berlin’, skulle omskrives til ‘From Vejle to Berlin’. De to byer udgjorde i hvert fald adresserne for AGF Talents udfoldelser i sidste uge. Vi starter i Berlin.

U19-sejr imod tysk tophold

Vores U19-drenge havde kampfri i denne weekend, og det er før set, at vores unge talenter får sig en international modstander i de perioder, hvor der er huller i kampkalenderen.

Tidligere har både U19 og U17 således prøvet kræfter med modstandere såsom Manchester United og Club Brügge.

Efter den flotte 5-1 sejr over Brøndby sidste weekend, skulle young guns onsdag op imod det tyske hold Union Berlin.

Foto: Kronborgfotos

Union Berlin ligger pt. nummer tre i U19 Bundesligaen og spillede i Youth Leauge sidste sæson, så der var tale om lidt ukendt, men dog kvalificeret modstand for Niki Zimlings tropper.

Efter ti minutter kom drengene bagud på en omstilling. De fik dog svaret igen efter et hjørnespark af Frej Elkjær som fandt Willian Rygaard, der gjorde det til 1-1.

Anden halvleg bød på hårdt duelspil og masser af fight. Lukas Falk og Glad Egbedi fik dog begge scoret til kampens resultat 3-1 til De Hviie.

Det var derfor også en tilfreds Cheftræner Niki Zimling der gav en kommentar til mediet AGF Play+.

– Vi fik vist, at vi er dygtige, når vi holder fokus, og vores spil på bolden ser rigtig godt ud. Efterhånden er vi også blevet dygtige til at rette op på de fejl, der kommer i løbet af kampene, og det siger en del om mentaliteten, forklarer cheftræneren.

Det var derfor en cheftræner, der var meget tilfreds med turen i det tyske. U19-holdet kan nu kan se frem til et brag af en kamp hjemme på Fredensvang imod FCM lørdag den 28. september klokken 14.

U17-kampens forløb

Cheftræner Niklas Backman og hans drenge tog en dramatisk sejr i seneste spillerunde med 5-4 på hjemmebane over ærkerivalerne fra Brøndby. Lørdagens modstander var Vejle på udebane.

AGF får en god start på kampen med flere fine chancer. Det bliver også til et føringsmål sat ind af Adam Fuglsang. U17 young guns sværmer om Vejles målfelt som bier omkring honning, og det ligner en god dag for de unge talenter.

Niklas Backman dirigerer sine tropper.
Foto: AGF/Ole Nielsen.

Der opstår dog en situation omkring de tyve spillede minutter af kampen. AGF bliver sandsynligvis snydt for et straffe, det bliver bare ikke dømt, og Vejle laver en omstilling og 1-1.

Det bliver desværre en kold spand vand i hovedet på AGF, der ikke rigtigt kan finde melodien og de gode takter fra starten af kampen igen.

Efter scoringen skifter kampen fuldstændigt karakter. Vejle er mere på bolden og er farligere.

Vejle scorer to gange mere, og det bliver kun til en reducering af vores nye islandske ven Tomas Kristjansson på straffe. AGF taber 3-1 til Vejle og er i skrivende stund nummer fire i U17 drengeligaen med ni point for fem kampe.

Skal lære at håndtere modgang

Vi spurgte fra KSDH’s side ind til den situation, hvor AGF følte sig snydt for et straffe, og Vejle scorer på en omstilling.

– Det var lidt irriterende. Efter en fin start får Vejle  momentum i kampen, og det er irriterende, at vi ikke håndterer det bedre. Vi prøver at justere i pausen, men det lykkedes ikke rigtigt. I anden halvleg er vi dårlige og rammer slet ikke det niveau, vi plejer, forklarer Niklas Backman, der fulgte op ved at kalde det sæsonens svageste præstation.

Der var dog til slut en væsentlig pointe fra den sympatiske svensker.

– Vi skal lære det med at håndtere modgang i kampe, for når det kører for os på banen, så er vi virkelig gode. Det er sjældent, at et hold spiller perfekt i 90 minutter. Vi skal lære at håndtere de små modgange i kampene, det skal vi have fuld fokus på, siger U17-træneren.

Niklas Backman på træningsbanen.
Foto: AGF/Ole Nielsen.

Det har drengene nu mulighed for at træne på op til lørdagens kamp imod FC Midtjylland, der har vundet 7-0 og 10-1 i to af deres fem sejre denne sæson.

Kampen bliver spillet lørdag den 28. september klokken 16:15 på Fredensvang.

Kampfakta: Vejle U17 vs. AGF U17

Spillested: VB Parken, Hellumvej 9, 7100 Vejle.

Spilletidspunkt: Lørdag. 21. september klokken 12.

Resultat: 3-2

8: Adam Fuglsang (AGF)

20: Yusuf Faghir (Vejle)

45: Kerim Sejdic (Vejle)

84: Eman Subasic (Vejle)

90: Tomas Kristjansson (AGF)

Holdopstillinger: 

Vejle: Thorbjørn Pløger Nielsen, Benjamin Stelman, Laurits Engmark, Eman Subasic, Yusuf Faghir (82: Markus Petersen) Nicolas Gammelgaard (82: Danial Mørkøre) Stefan Petrache Nielsen (68: Magne Kiilerich) Ali Riad (46: Gustav Toft Jacobsen) Kerim Sejdic (63: Benjamin Nicolaisen) Marcus Brolund, Max Jensen.

AGF: Viktor de Paoli, William Laugesen, Liam Almajid Eggert (46: Oscar Nørgaard Dall) Lauge Alstrup Thomsen, William Svendgaard (53: William Thomsen) Adam Fuglsang (76: Wissam Maarouf) Linus Ben Würtz Thieler, Tomas Kristjansson, Zander Grantzau (68: Johan Mejer) Noah Koust, Emil Helt (46: Valdemar Rosenberg).

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle