Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Eric Kahl før Brøndby: – Vi skal være på 100 procent


| Jonas Roulund |

Eric Kahl ser frem til endnu et rivalopgør mod Brøndby IF, som AGF har mødt 17 gange siden venstrebacken ankom til klubben i sommeren 2021.

AGF fejrer 145 års fødselsdag søndag aften, og blandt de inviterede til den store fest, er arvefjenden, hademodstanderen, ærkerivalen – Brøndby IF.

Det er kamp nummer 101 mellem mandskaberne, og et opgør, der kan blive udslagsgivende for den resterende del af sæsonen – med en sejr vil hjemmeholdet lægge betydelig afstand ned til Vestegnens drenge og samtidig forsvare førstepladsen i rækken, mens et nederlag omvendt vil slå revner i den efterhånden tykke selvtillid, som aarhusianerne har opbygget.

Fem sejre på stribe har bragt AGF i en flot position forud for 9. spillerunde, hvor ligaens fjerdeplads kommer på besøg på Ceres Park Vejlby.

– Det er altid hårde opgør mod Brøndby. De er vores rivaler, og vi ved, at der bliver gået til den. Vi skal være på 100 procent for at få sejren, så det skal vi sørge for at være, fortæller Eric Kahl, der går ind til sin kamp nummer 136 som AGF’er søndag aften.

Foto: Kronborgfotos

Han glæder sig over udviklingen i klubben, der trods et midlertidigt stadion, fortsat nyder stor opbakning.

– Det er faktisk blevet ret godt i Vejlby. Fanscenen er også bare vokset år for år, og med fællesskabet, den gode bane og de fantastiske fans, så synes jeg faktisk, det er et sted, vi har fået gjort til vores eget sted, der er svært at komme på besøg for andre hold, siger svenskeren.

Læs også: AGF – Brøndby IF optakt: Endnu et kapitel skal skrives om arvefjenderne

Eric Kahl med bolden mod Viborg FF.
Foto: Kronborgfotos

Ny træner – nye tendenser

De positive takter, som har præget AGF den seneste måned, var bestemt ikke noget, alle havde regnet med forud for denne sæson.

De Hviie rundede nemlig æraen med Uwe Rösler af ved at tabe syv kampe i træk, og derfor kom Jakob Poulsen ind i juni for at forsøge at rette op på tingene.

Han havde kun erfaring fra et cheftrænerjob i Viborg, men den relativt uprøvede cheftræner har alligevel fået sat sit positive præg på tingene.

– Det føles godt. Alt er meget klart i forhold til, hvad vil skal gøre, og hvad vi gerne vil både defensivt og offensivt, fortæller Eric Kahl om sin nye træner.

– Det er nogle små detaljer, der er anderledes i forhold til Uwe. Meget er det samme, men der er altid nogle principper og tilgange, som er anderledes, når man skifter træner. Det har også givet selvtillid at vinde så meget, selvfølgelig, så alt alt går det rigtig godt, siger forsvarsspilleren.

Jakob Poulsen på sidelinjen på Energi Viborg Arena.
Foto: Kronborgfotos

Jakob Poulsen, Eric Kahl og resten af AGF’erne kan opleves mod Brøndby IF på Ceres Park Vejlby søndag klokken 18.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle