Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Yakob efter operation: – Jeg er kommet tilbage før, og jeg vil gøre alt for at gøre det igen


| Jonas Roulund |

Kevin Yakob har igen været under kniven, og det holder midtbanespilleren ude i en længere periode. Svensk-irakeren har i den forbindelse lagt en rørende meddelelse på sin Instagram med tro på, at han nok skal komme stærkt tilbage.

Han har været hårdt ramt, den gode Kevin Yakob, der fylder 26 år om få uger.

Fra juni 2023 og knap to år frem spillede han ikke en eneste fodboldkamp, da han var ude med en alvorlig knæskade.

Han kom tilbage i 2025 og var en central del af holdet, der hjemførte mesterskabet til Aarhus og AGF for første gang siden 1986.

Denne sæson har dog budt på en ny nedtur, da Yakob måtte udgå af hjemmekampen mod Lech Poznan med en skade.

En skade, så alvorlig, at han igen måtte under kniven, hvilket holder ham ude i en længere periode.

I den forbindelse har Yakob skrevet en besked til sine følgere på Instagram:

– Desværre har jeg igen pådraget mig en skade og vil være ude et stykke tid.

– Ord kan ikke beskrive smerten og mørket, der rammer med sådanne ting. Ud af det blå bliver alt det, du har arbejdet for taget fra dig. Jeg var et meget mørkt sted, da det skete og tvivlede på alt, skriver Yakob, som kom til AGF fra Göteborg i sommeren 2022 og siden har spillet 60 kampe med ni mål og ni assists til følge.

– Men på et eller andet tidspunkt stoppede jeg med at have ondt af mig selv og begyndte at fokusere på den udfordring, jeg står overfor og det smukke ved min historie.

– Nu føler jeg mig ekstremt positiv og motiveret til at tage udfordringen op og gøre comeback endnu en gang. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg ved, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan hver eneste dag, skriver han.

– Der er før blevet tvivlet på mig og sat spørgsmålstegn ved mig, men jeg er kommet tilbage og bevist mig selv hver gang. Jeg var ude i to år og ramte bunden, men kom tilbage, var med til et VM og vandt Superligaen, skriver Yakob, der optrådte 32 gange med fire mål og tre assists til følge i seneste sæson.

– Jeg har gjort det før, og jeg vil gøre alt for at gøre det igen. Jeg er stolt af det, jeg har opnået, men jeg er ikke færdig endnu. Med Guds nåde er alting muligt. Det er min historie et bevis på. Vi ses snart.

Læs også: Kevin Yakob opereret igen: Ude i en længere periode

Yakob har kontrakt med AGF til sommeren 2027.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle