Den Synske Pølsemand har fulgt De Hviie hele livet: – Når AGF taber, kan man græde ud over en ristet med det hele

Niels Rasmussen, bedre kendt som Pølsemanden fra Strøget, blev kult blandt AGF-fans, da han gav et legendarisk interview til DR i 2019 omkring AGF’s medaljemuligheder, men hans forhold til klubben går langt videre end til det ene følelsesladede klip. Den inkarnerede GF’er har fulgt holdet siden barndommen i Brabrand, han har medvirket i TV2-dokumentaren ”Mere end bare en klub,” og så er han selvfølgelig et kendt ansigt for de fleste aarhusianere, som har bevæget sig en tur op og ned ad Strøget, hvor han holder til med sin pølsevogn. Her er historien om Niels Rasmussen – Den Synske Pølsemand.

Niels Rasmussen blev i 2019/2020 kendt som “Den Synske Pølsemand fra Strøget,” da han i et følelsesladet interview til DR Sporten tidligt i sæsonen udtalte, at AGF ville vinde bronze – også for legendernes skyld.

Det lykkedes som bekendt David Nielsens trup at hjemtage de første medaljer i 23 år, og dermed var en synsk kultfigur født på fanscenen.

– Det var lidt sygt! Grunden til, at jeg var lidt bævrende i stemmen var, at jeg havde fået Mustafa Aminis kamptrøje, og så kom jeg til at tænke på min gamle mor, der altid tog os med på stadion, og hun havde helt sikkert været stolt over at få sådan en trøje. Sådan nogle ting kan jeg ikke styre, så jeg var lidt følelsesladet. Så var det også en lidt svær tid for AGF, og så tænkte jeg: “Man kan lige så godt spille hele pladen fuld, og så sagde jeg det der med, at de ville vinde bronze. Det med legenderne skyldes, at jeg synes, vi har haft så mange gode spillere gennem årene, så de fortjener sgu også, at det går lidt godt for klubben. De giver jo meget tilbage i Legendekorpset, så det var også for deres skyld, fortæller Niels Rasmussen, som til dagligt driver pølsevognen over for Salling på Søndergade i Aarhus, og her kommer mangt en AGF-fan forbi – særligt efter, at klubben har åbnet en fanshop få meter fra forretningen.

– Det er lækkert, at man kan se folk gå op og ned ad gågaden med en AGF-pose i hånden. Jeg håber, den kommer til at ligge der på fast basis. Det er sådan et dejligt syn, og det kan noget at have AGF i bybilledet.

Som sympatisk AGF-fan og pølsemand påvirkes salget endda også af Byens Holds præstationer, fortæller Niels:

– Der kommer flere, når det går godt. Så kommer de for at snakke fodbold, og så er det jo nemt lige at lokke med en pølse eller en ristet hotdog, når snakken går. Har De Hviie tabt, så må jeg tage mig af det. Så kan de komme og hyle ud ved min skulder, siger den 56-årige pølsemand.

Et livslangt kærlighedsforhold

Selvom der har været store op- og nedture for AGF i Niels’ levetid, så står han trofast på stadion uge efter uge og bakker holdet op. Han har fulgt De Hviie siden 70’erne, hvor hans mor tog ham med på stadion – og i dag har pølsemanden selv familien med, når stemningsafsnittet indtages kamp efter kamp.

– Min gamle mor tog os med derud i 1977 første gang. Det var ikke altid, vi var der, men hvis hun lige havde en ekstra hundredelap en gang imellem, så skulle vi derud. Og så startede det på den måde. Det var dejligt frit at komme derud. Så kunne man få lov at råbe lidt, og hvad der nu ellers skete, fortæller Niels, der voksede op i Brabrand og i dag er bosat i Skødstrup.

– AGF går i arv. Hvis ikke man holder med De Hviie i vores familie, så må man jo på en eller anden opdragelsesanstalt. De fleste af os er vist for tunge til at spille selv, men min yngste datter spiller i Skødstrup, fortæller pølsemanden, der har en imponerende samling af trøjer gennem årene.

Omkring 70 er på lager, og flere af dem har særlige historier bag sig.

– Jeg fik en af Casper Højer, da han skiftede, og så har jeg Gift Links’ legendetrøje med Lundkvist. Så har jeg Jovanovic’ trøje. Han kom og afleverede den personligt, dagen før han rejste ud af Danmark. Han boede oppe i Østergade, så han og konen gik tit forbi. Jeg kan ikke lade være med at råbe af spillerne, når de går forbi, så han kendte mig godt, og så skrev han til mig, at han havde en gave til mig, inden de skulle rejse. Trøjen er med autograf på, selvfølgelig. Det var helt vildt konge, fortæller Niels.

Han har generelt en bred kontaktflade i hverdagen som pølsemand på Strøget, hvor alverdens mennesker kommer forbi og hilser på. Pølselivet begyndte i 2013, og selvom Niels ikke længere er fuldtid bag grillen, så nyder han at drive sin egen virksomhed.

– Jeg var på fleksjob på et tidspunkt, fordi jeg har dårlig ryg. Så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at være pølsemand, det havde jeg egentlig altid drømt om. Og så kan jeg godt lide, at det er Børnenes Kontor, hvor man er med til at give lidt tilbage til folk, der har brug for hjælp. Det betød også noget, siger Niels Rasmussen.

Blandt de mange forbipasserende er AGF-folk af enhver art – også spillerne kigger forbi til en snak om tilværelsen i ny og næ.

– Jeg ved sgu ikke, om de må spise pølser, men de gør det da alligevel nogle af dem. Casper Højer var meget god til at komme, men han boede også midt på Strøget. Han mente nok, at han godt kunne nå at brænde de fire pølser af, han spiste, på den der lille tur op ad Strøget, fortæller pølsemanden.

De bedste og de værste minder

Niels har efterhånden en del års erfaring som AGF’er, og det giver hård hud. Men han mindes med glæde de gode tider, da AGF spillede europæisk. Her fremhæver han opgørene i 1979 mod Bayern München og Stal Milec som højdepunkter.

Da AGF i 1978 havde vundet bronzemedaljer, skulle holdet spille Europa Cup i 1979. AGF mødte først polske Stal Milec, og her blev første opgør 1-1 på Aarhus Stadion. Her scorede Frank Olsen til 1-0 efter 55 minutter, mens Jan Jaras udlignede kort efter. I returkampen tog De Hviie en flot 0-1 sejr på mål af Lars Jensen, og så ventede mægtige Bayern München i næste runde.

Tyskerne vandt 2-1 på Aarhus Stadion og så komfortable ud før returkampen på det olympiske stadion i München. Derfor kom det også som et chok for hjemmeholdets stjerner, da Torben Mikkelsen kunne udligne til 1-1 fem minutter før pausen. Dog fik de styr på sagerne i 2. halvleg, og kampen endte med en 3-1 sejr til Bayern München.

I nyere tid står pokaltriumfen på hjemmebane i 1992 som noget særligt for Niels.

– Den er sgu svær at slå! Jeg glemte at komme på arbejde de næste to dage. Der måtte jeg ind og stå skoleret på kontoret. Jeg tog selv lige et par fridage der. Det var ikke skide populært, men jeg overlevede da. Der var knald på, kan man sige. Jeg havde i hvert fald heller ikke flere penge, da jeg kom på arbejde, fortæller pølsemanden.

På den modsatte ende af skalaen nævner han de tre nedrykninger, som de værste minder med AGF, mens en kamp i 1982 også står tilbage, som et hårdt slag.

– I 1982 skulle AGF spille uafgjort i Parken i sidste spillerunde mod B93 for at blive mestre, og OB måtte vistnok ikke få point. Men AGF tabte, og OB vandt og blev mestre. Vi havde ellers champagneflaskerne klar og det hele. Jeg så dem senere på Anfield mod Liverpool, som jeg også holder med. Det havde jo været lidt federe, hvis det var AGF, der havde spillet der, fortæller Niels.

Tre blodpropper kan ikke stoppe pølsemanden

Selvom nedrykningerne og et mistet mesterskab i sidste spillerunde smerter, så er der alligevel nogle ting, der smerter endnu mere. I 2022 blev Niels indlagt med en blodprop i hjertet, men bare seks dage efter en livsreddende operation, var pølsemanden igen at finde på stadion.

– Det var til Stigs legendekamp. Den kunne jeg ikke blive væk fra. Så skulle jeg jo have hørt på ham, hvis jeg var blevet væk, så det var egentlig hans skyld, at jeg tog derud. Det kunne jeg ikke bare blive væk fra. Og det samme gjorde sig egentlig gældende her i 2024. Når man har en fire-fem børn med, som man kan støtte sig til, så er der jo ingen undskyldninger, fortæller Niels, som også i foråret 2024 måtte forbi Skejby forud for den ret sæsondefinerende første semifinale mod FC Nordsjælland.

– Jeg var tog en tur til København, fordi min kone skulle arbejde hele påsken i hjemmeplejen, og jeg skulle ikke sidde hjemme og kede mig. Jeg vågnede om natten og havde det lidt mærkeligt. Jeg tænkte, at jeg nok havde ligget forkert på armen, så jeg tog bare bussen hjem til Aarhus dagen efter som planlagt. Så var jeg så på Skejby om aftenen, hvor de konstaterede to blodpropper i hjernen. Jeg havde bare tænkt, at det nok ville gå over, men det skal man ikke gøre. Det var en fejl, men sådan er det, fortæller Niels om den alvorlige situation, som gjorde, at han var indlagt i fire dage og stadig har en del genoptræning at passe.

– Jeg har det fint i dag. Jeg træner nok for lidt, men så længe det knager, så holder det, siger Niels.

Kun to uger efter indlæggelsen stod han igen på stadion – denne gang til semifinaleopgøret mod FCN – bedre kendt som lyskampen. AGF-hjertet slår videre.

Den lille er blevet den største

Når man har fulgt AGF siden 70’erne, så er minderne mange, og mange store personligheder har krydset vejen forbi grønsværen – og stået for nogle af livets højdepunkter som tilskuer.

Niels mindes med glæde den største af dem alle – John Stampe.

– Den største er helt sikkert John Stampe. De tre øverste er Stampe, Tøfting og Halvorsen. De er måske lidt de samme typer, men jeg kan godt lide sådan nogle, der ikke piver alt for meget. Stampe var jo bare ham, der bestemte. Også hvem der skulle skiftes ud. Han lavede tit den der, hvor han lige pegede på en medspiller og lavede det der udskiftningssignal til trænerbænken. Det var også ham, der kaldte en medspiller Kjeld, som ikke hed Kjeld. Men “Hvis jeg siger, du hedder Kjeld, så hedder du Kjeld.” – han er konge, siger Niels.

– Stig er jo bare fuld fart fremad, og Jan Halvor Halvorsen spillede engang herude, hvor han flækkede øjenbrynet i en kamp og var ude og få det lappet. Så kom han ind igen, og hvad gør man så, første gang man får bolden igen? Man tager den da direkte med skallen. Der er ikke andet at gøre, fortæller Niels, som i dag har fået et godt øje til Gift Links – selvom han ikke spiser pølser.

– I dag er Gift Links min favorit. Det skyldes, at han kom som sådan en lille splejs, hvor man tænkte: “Hvad skal der dog blive af ham,” men han har udviklet sig til at blive fuldstændig vanvittig, og han har vel taget 10 kilo på i muskler. Jeg håber, at han får et stort skifte på et tidspunkt. Det har han fortjent. Gift har også været nede i pølsevognen flere gange og skrive autografer. Han er en virkelig ydmyg fyr, som giver meget igen til fansene. Det kan jeg godt lide. Der er masser af blærerøve derude, men sådan er det virkelig ikke med ham. Han er dejligt nede på jorden. Men han er ikke til at lokke med i forhold til at spise pølser. I virkeligheden er han nok for sund måske, siger Den Synske Pølsemand.

Læs også: Rasmus Tantholdt bærer AGF i hjertet: Karantæne fra Parken, livefodbold i Helmand og gåsehud med Graulund

Søndag venter endnu en hjemmekamp, og ritualet er klart: En tur på bar, og så afsted på stemningstribunen, hvor tilråbene får fuld skrald. Strøgets Pølsemand har set det meste – og han er klar til meget mere. Også for legenderne skyld.