Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Dave Reddington og Frode Grodås stopper i AGF


| Jonas Roulund |

AGF’s trænerstab skal omformes inden den nye sæson begynder, idet assistenttræner, Dave Reddington, og målmandstræner, Frode Grodås, stopper i AGF, når indeværende sæson er afsluttet.

FC København og Brøndby IF venter i de sidste to spillerunder i sæsonen 23/24, og når de kampe er overstået, så skal der siges farvel til to personer i AGF’s trænerstab.

Assistenttræner for Superliga-truppen, David Reddington stopper nemlig ved sæsonens udgang efter tre år i klubben. Englænderen vil søge mod hjemlige himmelstrøg:

– Min familie og jeg har elsket vores tid i Aarhus og AGF. Vi forelskede os i byen med det samme, og det har været fantastisk for vores familie at opleve den danske kultur. Som familie har vi dog nu besluttet, at det er det rigtige tidspunkt for alle at tage hjem og opleve nye græsgange, siger Reddington til AGF.dk.

Læs også: Hvem er AGF’s assistenttrænere?

– Jeg har elsket at arbejde med spillerne hver dag, og det har været inspirerende at arbejde i et nyt land og lære fra forskellige lande og kulturer. Jeg vil gerne sige en stor tak til truppen, staben og medarbejdere i og omkring AGF – det har været en fornøjelse at arbejde sammen med alle. Også en tak til fansene, for deres fantastiske støtte. Jeg ønsker dem og klubben alt det bedste for fremtiden, siger assistenttræneren, som blandt andet har en fortid i Premier League-klubben, Crystal Palace.

Reddington kom til AGF i sommeren 2021 og har ofte kunnet ses styre træningerne på Fredensvang, hvis Uwe Rösler har haft brug for at se tingene lidt på afstand.

Målmandstræner stopper også

Reddington er ikke den eneste, som forlader AGF’s trænerstab efter sæsonen.

Også nordmanden Frode Grodås afslutter sin kontrakt. Han blev hyret ind på en halvårlig kontrakt i vinter og forlader altså klubben planmæssigt.

Frode Grådas er målmandstræner i AGF.

Grodås har varetaget målmandstræningen, efter at Nikolai Pold overgik til en rolle som Team Manager.

De to træneres afsked vil blive markeret kort før kampstart på Ceres Park i aften.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle