Carsten V. Jensen: – Jeg er glad for det vindue, vi har lavet
Carsten V. Jensen stillede i dag op til interview på Fredensvang for at evaluere det netop overståede transfervindue. Selvom han ikke fik opfyldt alle sine ønsker, så er han godt tilfreds med det, klubben nåede.
I nat lukket transfervinduet anno sommeren 2026, og med det kunne fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen gør status.
Syv spillere kom til klubben, mens seks spillere røg ud den anden vej.
Spørgsmålet er, om CV kan være tilfreds med handlerne?
– Ja, egentlig. Hvis man kigger på de navne, der er kommet til, så er det sgu flot. Det er jo ikke altid, man får, det man ønsker sig, det kender I nok godt. Vi er jo ikke alene derude, og der er hård konkurrence, men alt i alt, når man kigger ned over den navneliste, der er, så er jeg tilfreds, siger CV til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.
Han erkendte i samme omgang, at de aktuelle sportslige udfordringer i AGF lægger en skygge over de handler, han har foretaget de seneste uger.
– Jeg håber, at når vi snakkes ved senere på sæsonen, og holdet har sat sig, at I kan se, at vi har tilført holdet nogle gode forsvarsspillere og en masse mål. Det klinger jo lidt hult lige nu, fordi sæsonstarten har været, som den har været, men når man kigger på de spillere vi har hevet ind, så synes jeg, det ser fornuftigt ud, fortæller CV, der har tilføjet Rasmus Carstensen, Sebastian Jørgensen, Mikael Anderson, Callum McCowatt, Jens Jønsson, Daniel Gretarsson og Colin Rösler til truppen.
Til gengæld er der sagt farvel til Henrik Dalsgaard, Felix Beijmo, Patrick Mortensen og Jonas Jensen-Abbew, mens Youssouph Badji og Richmond Gyanmfi er sendt afsted på leje.
– Jeg ved, vi har masser af kvalitet i holdet, og det handler om, at vi får sat tingene rigtigt sammen. Vi har kvalitet i holdet hele vejen rundt, men jeg har respekt for, at vi ligger, hvor vi gør og skal have sat nogle point på tavlen, siger fodbolddirektøren, som også savner lederen Frederik Tingager, der er ude med en skade i foden:
– Vi har været uheldige igen med skaderne. Det bliver aldrig en undskyldning hos mig, for det er en del af gamet, men vi havde da tiltænkt Tingager en rolle, og så kigger vi jo selvfølgelig på, hvilke profiler vi vil have ind, og der ender vi med to sidestopper, som begge er profiler, der dækker os godt af.
Læs også: AGF ønskede ikke at hente Casper Højer: – Prioriterede profil-forlængelser

Målene skal nok komme
Defensiven er én ting. Offensiven en anden, og igen i dette transfervindue har AGF’s besætning på 9’er-positionen været til debat.
Særligt efter, at Patrick Mortensen forlod klubben til fordel for Brøndby IF.
CV fortæller da også, at De Hviie har været på udkig efter en erstatning for målslugeren:
– Selvfølgelig har vi været ude at kigge, og selvfølgelig har det været et tema for os. Et vigtigt tema, siden Paddy forlod os, siger CV.
– Paddy var jo efterhånden ved at indtage en anden rolle i løbet af foråret, og det var Tobias Bech, der blev topscorer for AGF, og Arnstad var med helt fremme. Så vi ved jo godt, hvor målene kom fra. Så har det været det her med at få fyldt nok mål på holdet.
Derfor blev Mikael Anderson og Callum McCowatt blandt andet hentet til klubben, mens CV også ser et lys i de unge folk fra egne rækker:
– Emmery er på vej frem. James Bogere er internt rekrutteret og begynder at score mål, så jeg er sikker på, vi har masser af mål på holdet. Men når I tænker en afløser for Paddy, så nej, det har vi ikke ramt.
Fodbolddirektøren fortæller i samme omgang, at det også handler om at slå til på de rigtige cases på de rigtige tidspunkter – og ikke for enhver pris.
– Helt generelt er det bare svært at operere i. Sådan er det jo bare. Den kategori af spillere, som absolut kan løfte et forhåbentligt kommende tophold i Superligaen, er bare rigtige dygtige spillere, som er proven, og som har scoret masser af mål. Det er svært at finde. Kig på vores konkurrenter og kig på os selv, hvor mange gange vi har forsøgt, siger CV.
– Jeg vil hellere stå inde for, at når vi henter noget, så er det ikke for at behage nogle andre eller for at pisse i bukserne. Nej, så er det fordi, vi har en idé om, at det er noget, der virkelig kan hjælpe os.

Ingen ændringer i transferhierarkiet
Selvom AGF går rundt med titlen som forsvarende mestre, så virker det umiddelbart ikke til at have påvirket transferhierarkiet i Superligaen. Her er det fortsat FCM, FCK, FCN og Brøndby, der viser muskler, inden AGF kommer til fadet.
– I sidste ende så nej, for det, der flytter fodboldspillere, det er lønpakker. Det er ganske simpelt. Det er transferkroner og lønpakker, der flytter fodboldspillere, og der har vi så heldigvis kunnet tiltrække en hel del dygtige spillere på den baggrund, forklarer CV, der heller ikke vil brokke sig over manglende midler stillet til rådighed fra AGF’s bestyrelse.
– Jeg har ikke nogen undskyldninger for noget som helst. Jeg er glad for det vindue, vi har lavet, siger han.

Du kan både se og lytte med, når Lyden AGF og KSDH.dk sammen med en række kendte- og mindre kendte fans og eksperter evaluerer transfervinduet på Oops i Frederksgade mandag den 7. september fra klokken 18.
Læs også: Kom med til KSDH’s Transfer Show 2026: Interviews, reaktioner, gæster og masser af konkurrencer
-


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Carsten V. Jensen: – Jeg er glad for det vindue, vi har lavet -
AGF ønskede ikke at hente Casper Højer: – Prioriterede profil-forlængelser -
Gretarsson efter skifte: – Jeg kommer med en masse energi -
Jacob Dehn står i spidsen for AGF’s U19-hold: – Jeg har enormt høje ambitioner -
Jakob Poulsen: – Det var overordnet en dårlig præstation -
AGF forventer millionunderskud for regnskabsåret 2026/27 -
CV om Gretarsson: – Han sætter en ære i at forsvare målet -
CV lukker transfervinduet: Kan AGF være tilfredse? -
Kristian Arnstad efter tre point i seks kampe: – Vi er ikke bekymrede -
Officielt: AGF henter Gretarsson