Byens Stemmer: Naboer frygter parkeringskaos ved Kongelunden
Her på redaktionen er det vist ingen hemmelighed, at vi er svært begejstrede for det nye stadion. Men hvad synes Aarhus-folket egentlig om Kongelunden? Hvad bliver godt, og hvor er der eventuelle faldgruber? Det kan du blive klogere på i KSDH.dk’s artikelserie, hvor vi denne gang har talt med nogle af naboerne til stadion.
I løbet af november 2023 blev grønsværen på Ceres Park rykket 10 meter, og i januar inviterede AGF til arbejdsdag, hvor flittige fans kunne hjælpe med at fjerne sæder fra den gamle hovedtribune. De indledende manøvre mod et nyt Kongelunden er altså allerede foretaget, og derfor fortsætter KSDH.dk’s artikelserie om det nye stadion – denne gang med stadionets naboer i hovedrollen.
Læs også: Byens Stemmer: Forretningslivet glæder sig til nyt stadion
Connie Olesen har boet i kvarteret omkring stadion i mere end 35 år – de seneste 10 af dem på Carinavej, blot et stenkast fra Ceres Park. Selvom hun ikke selv er fan, har hun ofte sine børn og børnebørn med på stadion til AGF’s kampe. Hun mener, at det nye stadion ser flot ud og er tilfreds med tegningerne – og særligt bevaringen af et centralt stadion glæder hende.
– Men de dage, hvor AGF spiller hjemmekamp, er trafikalt set nogle lortedage. Vi har flere gange oplevet, at vi ikke kunne parkere bilen i vores egen carport, fordi vejen, hvor man i øvrigt slet ikke må parkere, var fyldt med parkerede biler, fortæller Connie.
For hende er det enormt vigtigt, at der bliver gjort noget ved parkeringsmulighederne, når det nye stadion skal opføres.
“Aktivitet og larm hører med til et liv i byen”
Her stemmer Hans Elbek Pedersen i. Han håber ligeledes på en udvidelse af de nuværende parkeringsfaciliteter, som han mener er et vigtigt projekt for Kongelunden.
– Hvis parkeringsproblemet bliver løst, ser jeg kun positive konsekvenser ved et nyt stadion. På papiret er projektet ambitiøst og giver området noget attraktivt – også for os som borgere. Jeg er glad for, at det hele har kunnet lade sig gøre, og jeg glæder mig, til stadion står færdigt, siger han.
Hans har boet på Skovbrynet, som krydser med Stadion Allé ved Tivoli Friheden, siden 1985 og fortæller, at der blandt naboerne hersker enighed om og forståelse for, at aktivitet og støj hører med til et liv i byen. Og netop forlystelsesparken Friheden med de mange koncerter og arrangementer har været et eksempel på, hvordan gener med parkering og lyd kan løses med god dialog.
– Direktionen i Tivoli Friheden har haft en god vilje til at være i dialog med naboerne – det har været en aktiv proces med indkaldelse til møder og udveksling af synspunkter. Jeg ved ikke, om det bliver nødvendigt med det nye stadion, men hvis det skulle ske, synes jeg at en formel dialog med nabohøringer kunne være en god ide, forklarer Hans og påpeger, at det primære problem ved Kongelunden er parkering.
Shuttlebusser og offentlig transport
Men pladsen i området er begrænset, så hvordan kan man mindske trafikmængden i området, når De Hviie spiller hjemmekamp? Hvis man spørger Connie og Hans, kunne en del af løsningen findes i shuttlebusser og offentlig transport.
– Den offentlige transport skal sikres, så man kan tage en regelmæssig forbindelse ud til Kongelunden. Desuden må man kunne lave en løsning med shuttlebusser, der minder om den måde, man afvikler Smukfest i Skanderborg, siger Hans.
Connie er enig. Selvom hun har været stor fortaler for at beholde stadion inde i byen, mener hun, at der skal findes en anden løsning på parkeringskaosset. Hun foreslår større parkeringspladser et godt stykke væk fra stadion – fx i Nordbyen – og derfra shuttlebusser, der kan fragte glade fans til og fra kampen.
– Det er hyggeligt og charmerende at møde alle fansene, der kommer gående, når man er ude at gå med hunden – og når man vælger et liv i byen, vælger man også støj og andet til. Men hvis man vælger at tage bilen ind til stadion og parkere, synes jeg sgu også man må finde sig i, at det er besværligt at komme ud igen. Det synes jeg ikke, at vi som naboer behøver at være en del af, siger hun.
“Vi vil gerne have det bedste ud af situationen”
En forening i området, som Connie er en del af, har bidraget med ideer til infrastrukturen og design i området omkring Kongelunden. Hun nævner blandt andet, at det var på tale at anlægge en ny vej i området med forbindelse til stadion – noget, foreningen modsætter sig meget.
– Vi vil gerne have det bedste ud af situationen. Men planerne for infrastrukturen i området, dem er jeg ikke tilfreds med, fortæller hun.
Hans tror ikke, at Kongelundsprojektet får negativ indvirkning på området ved Skovbrynet – selvfølgelig med forbehold for, at der ikke opstå noget uhensigtsmæssigt og folk begynder at parkere på villavejene, som man har set det i Connies villakvarter.
– Min klare opfattelse er, at vi på Skovbrynet generelt er positivt stemte overfor Kongelundsprojektet, og vi glæder os til at være en del af det – både så Aarhus kan få nogle flere af de store koncerter, men også så De Hviie måske spiller lidt bedre, slutter han.
Kongelunden skal ifølge planen stå færdigt i sommeren 2026. Er du nysgerrig på mere indhold om det nye stadion, kan du finde det hos KSDH.dk, hvor vi løbende afdækker projektet og udviklingen.
Flere AGF Nyheder
-
Bag Fjendens Linjer med VFF-analytiker: – Det er en kamp, hvor de skal bevise sig selv
-
Portræt af Pingel: Tonser og fodboldnomade i en anden tid
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion