Bogere og to gange Sengooba på måltavlen, da U19 besejrede EfB
De unge aarhusianere bliver ved. U19-holdet besejrede i weekenden Esbjergs ditto, mens U17 hentede en 2-1 sejr vestpå. U15 vandt 3-1 over de stribede fiskere, og dermed var der altså hattrick til De Unge Hviie.
U19 fik i weekenden revanche mod Esbjerg med en stærk kamp. Det blev til en sikker 4-0 sejr over Esbjerg fB, og holdet indtager nu tredjepladsen i U19 Ligaen.
AGF var allerede foran 2-0 ved pause på mål af El cambio-drengene Bogere og Sengooba, og i anden halvleg fandt Sengooba igen netmaskerne, inden William Laugesen lukkede og slukkede.
Det var tredje sejr i streg til De Hviie, og det gjorde cheftræner Niki Zimling godt tilfreds:
– Vi har bygget videre på det, der fungerer. Vi har været gode, koncentrerede og fokuserede. Samtidig har vi været fremadrettede, dynamiske og direkte. Det var en rigtig god præstation – især når man tænker på, at det er tredje kamp på en uge, og vi stadig kunne holde intensiteten, fortæller Zimling til KSDH.dk.

Selvom det endte i en storsejr, var der alligevel lidt frustration at spore i starten af kampen. De Hviie skabte tre kæmpe chancer, men måtte vente på den første scoring. Da 1-0-målet endelig kom, var det dog en lettelse, og Niki Zimling havde stor ros til spillerne for deres måde at holde fokus og fortsætte med at arbejde på trods af brændte chancer.
– Det var godt at se. En pauseføring på 2-0 er egentlig lidt i underkanten. Vi har tre kæmpe chancer, hvor vi er alene igennem, uden at få scoret. Men vi lader os ikke slå ud af at brænde de store muligheder. Drengene bliver ved med at tro på det, og det har været et kendetegn hele foråret. Uanset hvad der sker, bliver de ved og tror på det – det er stærkt, siger U19-træneren.
Efter kampen var der også fokus på holdets defensive indsats. Mandskabet har blot lukket 24 mål ind i 17 kampe i denne sæson, hvilket kun er overgået af OB (23) og FCN (21).
– Det er dejligt for hele holdet at holde nullet – især for defensiven. Det var måske ikke lige så flydende som kampen mod AaB, som var en af de bedre, men intentionerne og adfærden var der, og præstationen nærmede sig det niveau, fortæller Zimling med henvisning til tirsdagens pokalopgør mod AaB, som endte 4-1 til AGF.

Selvom spillet ikke ramte det perfekte tekniske niveau som mod AaB, var det de rigtige intentioner og den rette indstilling, der imponerede Zimling.
– Vi kan ikke ramme det tekniske topniveau hver gang, men hvis vi rammer de samme intentioner og den samme adfærd, så ser det rigtig godt ud, og vi kan gå fra banen med en god præstation. Det handler ikke om spektakulære ting, men om hvordan vi vil fremstå – både som individer og som hold. Den adfærd skal afspejle det, klubben står for, så vi kan genkende os selv. Det er jeg glad for lykkes, fortæller Niki Zimling.
Med de tre point i hus, indtager holdet 3. pladsen i U19 ligaen med 29 point for 17 kampe. FCN er på andenpladsen med 32 point, mens OB topper rækken med samme pointantal. Næste opgave for Zimlings tropper er i den jyske pokalturnering, hvor AC Horsens tager imod De Hviie den 20. marts klokken 14. Næste kamp i U19 Ligaen er den 4. april klokken 13 på Fredensvang mod Sønderjyske.
– Horsens er et hold, vi har mødt mange gange før, og de har nogle rigtig fine spillere. Vi er selvfølgelig sultne, og pokalkampe er altid specielle. Det er spændende til det sidste. Forhåbentligt kan vi forsætte de gode takter og avancerer, fortæller Zimling, inden han sætter lidt ord på holdets placering i ligaen:
– Vi vil gerne have, at klubben placerer sig i den bedre halvdel, men jeg har ikke fokuseret på stillingen. Jeg har hørt, hvor vi ligger, men det er mere det lange perspektiv, der tæller. Vi håber at få spillerne så hurtigt som muligt klar, så de kan udvikle sig til et Superligahold. Mange af spillerne var med til at vinde pokalturneringen for to år siden og det nordiske mesterskab i år, så de er vant til at spille for noget, og det er en del af det, vi arbejder med at udvikle, fortæller cheftræneren.
Kampfakta: Esbjerg U19 – AGF U19
Spillested: TESS Arena Esbjerg
Spilletidspunkt: 14-03-2026 Kl. 12:00
Resultat: 0-4
Mål:
29: James Bogere (AGF)
45: Hamuza Sengooba (AGF)
83: Hamuza Sengooba (AGF)
90: William Laugesen (AGF)
Esbjerg fB: Oskar Morales, Mads Engsted, Martin Kjær Kruse, Aksel Lund Jørgensen, Andreas Kristiansen, Julius Lucena (45: Menan Velic), Alexander Drexel, Mikkel Forum Hansen (65: Isaac Arellano Flaunø), Gustav Tranbjerg (61: Nicolai Slotsager), Malthe Agerschou (87: Marius Jacobsen), Breki Baldursson (45: Viktor Frik Mauritzen).
AGF: Otto Lyhne, Christian Storch, Sebastian Schøt (75: Mouhammade Camara), Hamuza Sengooba, James Bogere (79: William Thomsen), Emil Helt, William Svendgaard, Andreas Harsløf (75: Liam Almajid Eggert), Zander Grantzau (45: William Laugesen), Ibrahim Traore (85: Lauge Alstrup Thomsen), Ekemini Ime.
Gult kort: Andreas Harsløf (AGF), Sebastian Schøt (AGF), Ibrahim Traore (AGF), Martin Kjær Kruse (EfB).

Spillere med mål i støvlerne
Hamuza Sengooba, som kom til AGF fra El Cambio til forårssæsonen, har fået en rigtig god start, og Zimling fortæller her lidt om midtbanespillerens begyndelse i Aarhus.
– Alle spillerne er kommet godt fra start. Hamuza er kommet til holdet for nyligt, og han er gået godt ind på gruppen og er integreret rigtig godt. Hans medspillere har en stor andel i hans præstation, og han har selv tilkendegivet, at han føler sig hjemme. Adfærden er enormt vigtig, og det er vigtigt at integrere nye spillere, så de kan præstere på højt niveau, fortæller Zimling, som også har nydt godt af Andreas Harsløfs kvaliteter i 2026. Han har taget store skridt i sin udvikling og er blevet en profil for U19.
– Han har taget nogle gode skridt, og det er enormt afgørende både for ham og for os. Tidligere manglede han lidt output, men det ser ud til, at han har fundet en rigtig god vej. Han gør det rigtig godt i måden, han spiller op på, og som offensiv spiller er det vigtigt, at han får leveret output. Det er han begyndt at få ind i sit spil, og det er vi super glade for, siger Zimling om den 18-årige angriber, som tidligere har spillet i IF Lyseng.

U17 og U15 fiskede også tre point i Esbjerg
Selvom U19-holdet er sidste step inden spillerne står over for den endelige udtagelse til en tilværelse som professionelle seniorfodboldspillere – og derved vel nok er det mest interessante hold at følge, så er U15- og U17-mandskaberne også centrale for AGF Talent.
U17-holdet besejrede i weekenden EfB’s ditto med 2-1 i Esbjerg, og mandskabet indtager dermed en flot tredjeplads efter 16 spillerunder. Holdet har fire point op til FCK på førstepladsen. AGF kom bagud efter 52 minutter, men fik udlignet ved Tristan Theilade Thomsen i det 77. minut, inden Jakob Vestergaard Knøss sendte de tre point til Aarhus ved at nette i det 87. minut.
Hos U15 var der også smil på læben i lørdags. Her ventede Esbjergs U15-mandskab vestpå, og det blev til en tiltrængt 3-1 sejr på mål af Anton Lauritzen, Magnus Obase Warberg Sejersen og Alexander Holck Vibe. Holdet indtager rækkens 8. plads med 20 point efter 16 kampe.
Næste opgave for U15 er hjemme mod Sønderjyske den 21. marts klokken 13. U17 møder Sønderjyske samme dag og sted klokken 15:15.
-


GF I Generationer – Siden 1880 T-shirt – Blå
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -
Tilbud


KSDH 1880 Aros T-Shirt – Blå – Børn
199.00kr.Original price was: 199.00kr..149.00kr.Current price is: 149.00kr.. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -

KSDH Aarhus 1880 Hoodie – Hvid
349.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -

KSDH.dk Logo Pin
69.00kr. Tilføj til kurv
Flere AGF Nyheder
-
Magnus Knudsen: – Man kan mærke respekten -
Tingager: – Jeg synes, at vi fortjener tre point -
AGF – FC Nordsjælland: TingAir svævede et point til Aarhus -
AGF-truppen mod FC Nordsjælland: Bogere er med igen -
Rolige Jakob Poulsen før slutspurten: – Det kribler også i mig -
Mads Emil Madsen med hilsen til AGF: – Det er bare sygt imponerende -
Bag Fjendens Linjer med FCN-fan: Forventer “en irriterende kamp” i Aarhus -
Trupstatus før FCN: Profiler er fortsat ude -
AGF – FC Nordsjælland optakt: Mulig fredagsfest venter -
Reportage: Perfekt påskegave i Viborg – gulddrømmen lever for alvor!